“Det er ikke ‘Den gode historie’, der interesserer mig”

Rosa Marie Frang er optaget af historiefortællingens magt; den selvbiografiske historie, vi fortæller til os selv, og den, vi fortæller til andre, de kommercielle historier i storytelling og branding, de politisk propaganderende historier og de historier, som etablerede medier og nettet placerer i vores kollektive bevidsthed. Derfor arbejder hun som billedkunstner hovedsageligt med radiodokumentarer – med det skrevne ord og stemmen.

Rosa er uddannet billedkunstner og radiodokumentarist, og så er hun ny redaktør på LYDKUNST – kunsten.nu’s podcastmagasin. Jeg møder Rosa Marie Frang i hendes kombinerede atelier og kontor i en gammel fabriksbygning på Amager til en samtale om at arbejde som billedkunstner med et massemedie som radio – og om at have et ben i to vidt forskellige brancher.

Fra punk til akademi
–Jeg er interesseret i den drejning, din kunstpraksis har taget, fra at arbejde som billedkunstner til at lave radio. Vil du ikke starte med at fortælle om, hvad du søgte ind med på Akademiet? Hvad interesserede du dig for på det tidspunkt?

“Ja, men hvis det skal handle om lyd, så er jeg nok nødt til at gå lidt længere tilbage, for inden jeg startede på Akademiet brugte jeg sådan ca. ti år på at spille bas og trommer i alle mulige punk-rock bands. Det var hele mit liv, og jeg var sikker på, at det var det, jeg skulle. Men så flyttede jeg til København og besluttede, at jeg ville være kunstner. Der var ikke tid til begge dele, så jeg stoppede helt med at spille musik og dedikerede mig totalt til at finde ud af, hvad det her samtidskunst var for noget.“

–Hvordan kom lyden så ind i din praksis igen?
“På Det Fynske Kunstakademi blev jeg introduceret for kunstnere som for eksempel Tracey Emin, Sophie Calle, Pipilotti Rist og Cindy Sherman og blev sindssygt fascineret af den måde, de bruger sig selv på i deres arbejde. Jeg har altid været politisk og derfor også kritisk overfor den kommercielle side af kunsten, men her var lyden et frirum for mig. Jeg begyndte at performe med min stemme og bruge stemmen som krop, fortælling, repræsentationen og udsigelse.”

–Kan du give et eksempel på, hvordan du performede med din stemme?
“Jeg lavede bl.a. et værk, hvor jeg transkriberede og råbte en primetime TV2-nyhedsudsendelse så højt som muligt og klippede den efterfølgende ned til et par minutter.”

Hør lydværket TV Nyhederne vol. 1 her

“Et andet eksempel er min slogan-performance i varehuset Illum. Her satte jeg et ‘jeg’ ind foran produktslogans fra hele verdenen, og så stillede jeg mig op i varehuset Illum og råbte de her slogans i en megafon, indtil jeg blev sat i varetægt af vagterne.”

Se video fra performancen I am the Slogan her:

 –Hvordan kommer du herfra og ind i medieverdenen?
“Så jeg søgte ind på DR’s Talenthold, fordi jeg var interesseret i, hvordan repræsentationer bliver skabt i medieverdenen. Og så endte jeg med at gå der samtidig med, at jeg gjorde min Master of Fine Art færdig på Umeå Kunstakademiet i Sverige.”

Smagen af selvbranding
–Hvordan var det at gå på Kunstakademiet den ene dag og arbejde i et mediehus som DR den næste?
“Begge verdener blev stillet meget skarpt op mod hinanden! På DR er målet altid at få så mange lyttere og seere som muligt, mens det på Kunstakademiet jo var mit eget individuelle ståsted, som var i centrum.”

“Jeg fandt også ud af, at det fineste man kunne opnå på DR, var at være vært på TV. Det, syntes jeg, var ret latterligt, men også interessant. Så jeg lavede en ‘in real life’ kamikaze-performance som afgangsprojekt, hvor jeg videodokumenterede mig selv i forsøget på at sælge et tv-koncept – med mig selv som vært – til DR med hjælp fra bl.a. en brandingekspert. Jeg filmede ALT, og det var en ret fucked up proces, som mest endte med at udgøre en slags uformel grundforskning i grænserne mellem performativitet, virkeligheden og fiktionen.”

Se video fra værket Baggrund her:

https://www.youtube.com/watch?v=l4eRBcLOQAw

–Var det efter din oplevelse med Baggrund, at du fandt ud af, du skulle lave radio?
“Altså, jeg havde det sådan, efter filmen var færdig, at jeg hverken gad at være en del af et stort mediecirkushus, men heller ikke havde lyst til at indgå i en kunstkontekst, hvor jeg ikke kunne lade være med at se selvbranding alle vegne, fordi jeg havde lavet så meget research om dét i forbindelse med filmen.”

“Jeg ville gerne ud og møde mennesker, som befinder sig i andre virkeligheder end jeg selv, og hvor det ikke handler om, at jeg skal pudse mit ego af. Og da Radio24syv gik i luften i 2011, blev jeg tilknyttet deres dokumentarredaktion.”

Mellem scene og liv
–Så du opfatter dig selv som kunstner – også når du arbejder for en public service-radio?
“Ja, helt klart. Min tilgang er, at mit arbejde – for eksempel radioen – er min kunstneriske praksis. Der er bare ikke nogen, der ved, at jeg er kunstner!”

–Kan du give nogle eksempler på det?
“I min første radiodokumentar drønede jeg op til Strandvejen og bankede på døre for at se, om jeg kunne leve udelukkende på strandvejsbeboernes nåde. Selvfølgelig handlede dokumentaren om klasseskel, men det interesserer mig også at undersøge grænsen mellem ‘scene’ og ‘liv’ ved at bruge mig selv som materiale. Jeg bruger mig selv, og det er jo rigtige møder – med rigtige mennesker.”

Hør dokumentaren Strandvejens Nåde

“Sidenhen har jeg nørdet dokumentarisme, journalistik og interviewteknik og dens faldgruber generelt. Det at møde og formidle et andet menneske retvisende er et sindssygt minefelt, og noget som for eksempel antropologer og etnologer har brugt flere hundrede år på at undersøge, hvordan man gør. Og jeg syntes, der er en blind vinkel i mange dokumentariske medieprodukter, hvor der er en tendens til, at folk snarere bliver udstillet end portrætteret.”

At bekende kulør
“Min oplevelse er, at det i høj grad handler om en privilegieblindhed i medieverdenen, og det er et kæmpe problem, fordi medierne er meget magtfulde kulturbærere. Den eneste måde, for mig at se, at komme udenom det på er ved at vise, direkte eller indirekte, hvor man selv kommer fra og af hvad. Altså jeg tror kort sagt ikke på, at der findes en ubetinget objektivitet, så det er bedre selv at bekende kulør.”

–Og det gør du meget direkte i din nyeste dokumentar Kampen om Danmark, ikke?
“Ja, i den bekender jeg politisk kulør: Historien er et portræt af Nye Borgerliges spidskandidat til kommunalvalget Aia Fog, som også er næstformand i Trykkefrihedsselskabet og meget islamkritisk. Og der ikke er nogen politisk retning, som jeg er mere uenig med, gør jeg ret klart.”

–Hvordan gør du det konkret?
“Jeg startede med at skrive logbog fra dag ét og under hele optagelses- og tilrettelæggelsesprocessen – også for min egen skyld, for at holde styr på mig selv, mine følelser, mine oplevelser og tanker. Ud af de 30-40 sider har jeg udvalgt de passager, hvor der enten er noget på spil, hvor der er billedskabende beskrivelser, eller som repræsenterer større politiske problemstillinger. De er så indtalt som speak i selve dokumentaren.”

Hør dokumentaren “Kampen om Danmark” (2017)