Indeklemt Street Art
Kunsthallen Brandts gør gadekunsten en bjørnetjeneste. Bliv hellere udenfor.
Kunsthallen Brandts gør gadekunsten en bjørnetjeneste. Bliv hellere udenfor.
Kunstinstitutionen – denne altopslugende maskine – har fortæret næsten hver eneste kunstretning igennem tiden, og på det seneste har den kastet sig over Street Art. Nu også Kunsthallen Brandts med et pauvert forsøg på at vise det nyeste. Der er enkelte gode ting på udstillingen, men man husker kun de dårlige.
Et metalgitter og to bunker sten er symptomatisk for, hvad der er gået galt. Den tyske street art-kunstners Mentalgassis metalgitre står langs kunsthallens ene væg i begyndelsen af udstillingen. Lange billedstriber dækker gitterets indersider, således at striberne danner et portræt, når man ser gitteret fra en skæv vinkel. Det er udmærket, og det ville have været et overraskende, lille stykke visuel poesi, hvis man havde fået øje på portrættet i gadebilledet på vej på sin cykel. I kunsthallen kommer man gående, finder den rigtige vinkel, registrerer billedet og går så videre.
Pussenussede
Så vidt, så godt. Men ved siden af gitteret har kunsthallen anbragt små, fint tilrettelagte bunker af beton, som en lille, pæn udgave af de sagnomspundne beton-miljøer, hvor Street Art hører til. Det er svært at afgøre, hvad der er værst: De pussenussede spor efter beton-miljøet, eller den fortærskede forestilling om Street Art som noget, der er råt og hårdt i modsætning til det polerede og pæne på museerne.
Ligner noget fra Legoland
Rundt om hjørnet har kunsthallen opbygget en stor væg, der ligner noget fra Legoland eller et dårligt teaterstykke. Væggen er lavet som en kulisse inklusiv et gadeskilt, enkelte mursten, som danner en smule relief, et nedløbsrør af plastik, påmalede vinduer og mursten og selvfølgelig graffiti eller Street Art.
Det er virkelig sært at stå foran denne kunstige bid af virkeligheden.
Gode ting
Der er gode ting på Street Art – The New Generation, hvor kunstnerne har forsøgt at forny Street Art-kunsten. De bedste værker er dem, der nøjes med at dokumentere. Der er f.eks. fotografier af den engelske kunstner Slinkachus bittesmå plastikfigurer, som angriber småkryb og affald.
Kunsthallen har også inddraget området omkring Brandts Klædefabrik, hvor nogle kunstnere har udsmykket gavle, vægge og skraldespande. Det er fint og mindre forstilt end selve udstillingen.
Gud i Adidas-trøje
Men man glemmer det gode, og husker kulisserne og de dårlige værker, f.eks. Dr. D og MESTER88s store udsmykning af en skov med Gud i en Adidas-trøje. Hvis dette er næste generation, sådan som udstillingstitlen lover, er Street Art en af tidens mest forstokkede kunstretninger.
Det kan nemt gå galt
Hvad end man måtte mene om Street Art og dens plads på de hvide vægge på kunstmuseerne, gallerierne og kunsthallerne, føler man medlidenhed med de gode ting, som er med på udstillingen.
Det behøver ikke nødvendigvis være sådan, at kunstmuseerne og -hallerne skal holde sig væk fra Street Art. Som Torben Sangild skriver i sin klumme andetsted her på KUNSTEN.NU kan gadekunst godt komme indenfor, uden at det nødvendigvis tager brodden af kunsten.
Men det viser, at det nemt kan gå galt. At vise Street Art på den måde, som Kunsthallen Brandts gør det, er hverken godt for gadekunsten eller kunstinstitutionen.
Gå udenfor
Helt mistroisk bliver man på vejen ud af Brandts. Ved trappen hænger endnu en vægudsmykning af Dr. D og MESTER88, der forestiller et kvindehoved omgivet af metalliske former. Hun ligner noget fra omslaget til et gammelt, kitschet videospil eller en teenagedrengs våde drøm. Kønt, interessant eller nyt er det i hvert fald ikke.
Pin-up pigen er et lavpunkt, men mens man går ned ad trappen og måske er ved at opgive alt håb for fremtidens Street Art, må man huske sig selv på, at der findes masser af fantastiske, vilde, skæve, nytænkende og tankevækkende Street Art.
Det kræver dog, at man går udenfor.
Fakta
Street Art – The New Generation
7 sep 2012 25 nov 2012
KOOLBANDI, RexOne, Storm, MESTER88, Rolf M., Dr. D, M. Wisniewski, Bujahuli, Toasters, Tejn, Space Invaders, Slinkachu, OEPS Crew, Mentalgassi, Otto Maja, Miss Take
Brandts Se kort og tider