Infantile eller geniale? – måske er det lige meget…

Nærende syreregn til folket
En eksplosiv dynamik huserer i disse dage i V1 Gallery og gør de hvide vægge mellem værkerne til rekreerende pauser i et næsten strålefarligt, visuelt farveorgie. Der er nok noget om snakken, når Dearraindrop igen og igen fremstilles som skæve og infantile eksistenser, der provokerer for provokationens skyld. Og med en jubelidiotisk æstetik stikker kunstverdenens autoriteter og normer en finger.

Kan man skue hunden på hårene? Joe Grillo og Laura Grant, der udgør gruppens primære kerne, sidder afslappet og smiler i mødekommende. Systemrevsere? De ligner mere et par glade hippier, der vågent observerer deres samtid, både politisk og professionelt.

Fri os fra koncepterne!
Dearraindrop bekender sig aktivt til bekæmpelsen af svær tilgængelig kunst. Igen og igen tager de afstand fra det fortænkte og uærlige.

”Der er alt for meget samtidskunst. der fjerner sig fra kunsten. Tag for eksempel Jeff Koons. Han har assistenter til at udføre sine værker. Vi vil aldrig hyre assistenter. Det fjerner en fra kunsten, skaber en distance”, fortæller Laura.

Joe fortsætter: ”Fri os fra koncepterne! Det er bedre ikke at have koncepter, og at vide hvad man ikke vil være. Vi vil ikke være minimialister eller konceptualister. Der er alt for mange værker, hvor der skal en hel bog til for at beskrive konceptet. Der bliver nødt til at være en overensstemmelse mellem det, der bliver vist og tankerne bag!”

Happy go lucky
Ganske enkelt og usnobbet lyder Dearraindrops filosofi, at deres kunst skal give publikum en god oplevelse.

”Det er fedt, når folk fortæller os, at de kan give sig hen til billederne i timevis. Hver eneste positive respons er det, der gør det værd at lave kunst”. For at kunne holde fast i idealet har gruppen slået sig ned i Virginia Beach, fem-seks timers kørsel fra New York, ræset og hypen. Det betyder også, at vi har en mulighed for at overraske folk – alle slags mennesker, ikke kun de ’arty’. Det er fedt, når de træder indenfor i vores studio og råber ”wow!”, fortæller Joe.

Danmark og pizza-kunsten
Muligheden for at blive overrasket af kunsten oplever Dearraindrop i Danmark, som de nu besøger for tredje gang.

”Der er en stor åbenhed overfor kunst her. Unge mennesker i Danmark ved rigtig meget om, hvad der er oppe i tiden. I går sad vi på et pizzeria og så lå der en masse flyers med nye kunstudstillinger – på et pizzeria! Det ville aldrig være sket i USA”, griner Laura begejstret. ”Kunsten fylder meget mere her, og så er der meget mere af kunsten her, som vi kan identificere os med. Ikke bare det støvede og sikre, som vi oplever i USA. Sidst vi var her, så vi HuskMitNavn. Han er virkelig cool, vi er store fans af hans stil."

Visualitet versus konceptualitet
Det er tydeligt, at det er det visuelle frem for det konceptuelle, der er i fokus i Dearraindrops værker. Et psykedelisk patchwork af fotografier, tegneserier, maling, fundne ting og sager, skulpturer, en computerinstallation og et nykomponeret lydunivers. Der trækkes tråde på tværs af tid og genrer, og knyttes kommentarer til samtiden.

”Vores kunst er visuelt tilgængeligt. Selv om der sker meget på malerierne, er de passive, og det giver mulighed for at observere de forskellige lag. I dét der, er der for eksempel mindst 15 forskellige historier”, udpeger Laura. ”Det er også det, titlen på udstillingen Hidden In refererer til, at der ligger noget bag. At man ikke umiddelbart kan se, hvad det noget er. Vi maler ikke en bombe midt i det hele, men det politiske aspekt er bestemt tilstede.”

”Vi er bekymrede over den retning USA har bevæget sig i de sidste otte år. Vietnam burde have været den sidste tragedie, men lad os nu se, hvad der sker med de unge soldater, der kommer hjem fra Irak. En ny generation er måske på vej til at blive tabt på gulvet?”, advarer Joe.