Ingen smerte i den 2-dimensionale verden

En ældre nøgen kvinde smøres ind i en chokoladelignende substans. Hun ser koncentreret ud. Hele gulvet er dækket af substansen, og to yngre korsetklædte kvinder former et sæde af substansen omkring hendes krop og fortærer hende symbolsk.

Er det den fuldendte nydelse, kroppen smurt ind i chokolade, kroppen opløst i chokolade? Og hvad er vores rolle, os som står her uden for installationens malede tremmer og betragter seancen?

Vindue til subkulturer
Louise Rosendal og Franco Turchis installation har titlen Window og tilbyder et voyeuristisk blik på en række subkulturer. Gennem fem store skærme, der er udsmykket med figurer og tegn fra et digitalt univers, kan vi se korte film, som hver zoomer ind på en subkultur.

Udover seancen med den ældre kvinde, er der en lille reportage fra den japanske Otaku kulturs rollespil med bl.a. Manga-figurer og et loop med ekspressive ansigter indhyllet i geometriske former.

Der er to film til, som desværre ikke fungerede, da jeg så installationen. På de tilgængelige fastfrosne stillbilleder kunne man dog se, at de peger i samme retning som de andre tre film: en simuleret verden, hvor begær og følelser foregår på overfladen, om det så er hudens overflade, skærmens 2-dimensionale flade eller maskeradens fantasibilleder. Den ene film var frosset fast på billedet af en arm, hvorpå der stod ”rejsen”, mens den anden lignede et 2nd-life univers.

Samtidskritik eller fascination
Installationen er kompleks i sine referencer til kunsthistorien og til nutidens digitale kulturs mange forskellige skærme og virkeligheder. Man kunne skrive en mindre afhandling om de spor og refleksioner, den trækker på i forhold til maleriets historie, som er spændt ud imellem at være vindue til (fiktive) verdener og flade for abstrakte kompositioner.

Jeg bliver dog ikke umiddelbart klog på, om Rosendal og Turchi vil være samtidskritiske, eller om de er oprigtigt fascinerede af de fiktive verdener og vil videreformidle den fascination til mig, som står her og kigger på disse skærme. Er deres installation en slags diagnose af vores søgen efter at opfylde private og midlertidige begær i en medieret verden, og skal jeg som beskuer lokkes ind i denne verden eller reflektere over den på afstand?

Simulacrum
Til udstillingen er der trykt en kort fiktionstekst af kunstkritiker Mathias Kryger. Den beskriver et kort tidsrum i en kvindes liv, som er foldet ind og ud af forskellige skærme. Teksten refererer til filosoffen Baudrillard, som er berømt for sin fortolkning af det postmodernes tilstand af simulacrum, hvor der ikke længere findes noget autentisk eller noget fiktivt, men blot forskellige fiktioner. Følger man det spor, er det måske helt enkelt meningen, at jeg ikke skal blive klogere, men simpelthen forfølge begæret ind i dets mange mulige udfoldelser.

Problemet er i så fald, at jeg på grund af installationens konstruktion ikke føler mig lokket, men snarere afskåret fra disse parallelle verdener.

Glasfacadernes æstetik er poppet, men kølig, og de malede tremmer på tværs holder mig på afstand. Selv om jeg kan se facaderne som en slags metafor for de mange skærme, jeg til hverdag anvender for at koble mig på forskellige digitale verdener, så er det en anden erfaring at konfronteres med dem i kropslig format. Her bliver de også en slags filter imellem mig og de subkulturer, som udfolder sine simulerede verdener i fysisk, kropslig form.

Simuleret begær
Men måske er det bare mig, der er blevet gammel og søger noget autentisk, hvor det ikke længere findes. I reportagen fra Tokyos rollespilsunivers forklarer en stemme, at de gamle oplever, at de unge lever i en boble, men spørgsmålet er, om der findes andet end den boble. “Elsker jeg piger? Elsker jeg drenge?,” spørger en af rollespillerne uden at finde et svar, mens en anden forklarer, at vi tager ind på et hotel for at lade som om, vi elsker.

Det minder mig om en artikel af Foucault-forskeren Chloë Taylor, hvori hun argumenterer for, at pornografien måske nok har medvirket til at frisætte begæret, hvis man ser på spændvidden af pornografiske genrer. Derimod ser den enkelte pornografiske beskuer ud til at sætte sig fast på en særlig snæver form, der virker for ham eller hende, og bliver måske snarere fastlåst end udfordret i sit begær.

Ingen smerte i den 2-dimensionale verden
I den japanske Otaku kultur virker det som om, at alle muligheder står åbne, netop fordi ingen valg foretages. Begæret glider ind og ud af potentielle muligheder. Men er det også fritaget fra følelserne i så fald?

“Den 3-dimensionale verden er vanskelig,” siger en af rollespillerne, “men der er ingen smerte i den 2-dimensionale verden.”

Fra frustration til fascination
Rosendal og Turchis installation lader også alle muligheder stå åbne i forhold til, hvordan vi skal respondere på de begær, vi konfronteres med. Vi kan tiltrækkes eller frastødes, føle os fremmedgjorte eller betagede, zoome ind på det ene og så på det andet, men vi når aldrig i dybden, og det skal vi måske heller ikke.

Måske skal tankerne og refleksionerne blot sættes i bevægelse, og mens jeg således ikke bliver klog på, hvad de vil, så bliver jeg samtidig klogere, mens jeg reflekterer over installationen, og jeg ender med at gå fra frustration til stadig større fascination. Og det er ret flot!

Derfor udgør Window også en fin indgang til Tranens ambition for dette efterår, hvor man under titlen Domain sætter fokus på parallelle verdener: simulerede, artificielle, virtuelle, organiske eller fantasibaserede. Der er i hvert fald lagt op til at komme rundt om, hvis ikke i dybden med, nutidens medierede virkelighed i alle dens former.