Institutionen i transit

Fire centrale aktører på både den nordiske og europæiske kunstscene var samlet til en Salon arrangeret af KUNSTEN.NU om dynamikker og samarbejder, der kan generere vital energi på en kunstscene.

Sara Arrhenius (Bonniers Konsthall), Jacob Fabricius (Kunsthal Charlottenborg), Erlend Høyersten (AroS) og Carlos Urroz (ARCO) indtog pladserne i panelet, der var sat i scene i forbindelse med Market Art Fair og den just overståede Stockholm Art Week, der ud over den nordiske messe bød på gallery night, en række events og åbninger på alt fra de etablerede institutioner til pop-up shows, performances og kunstbarer.

Udgangspunktet for salonen, The making of an art scene, var ikke institutionernes egne programmer og initiativer, men særligt de sammenhænge, hvor det at krydse scenen og institutionsmurene producerer nye kræfter og forbindelser, der kan være med til at rykke en kunstscene og skabe ny opmærksomhed omkring billedkunsten i mere bred forstand.

Og som Sara Arrhenius pointerede: ”I dag er der en stor mangel på viden om samtidskunsten, så at skabe interessen er vigtig i det hele taget.”

Momenter med muligheder
For hende har særligt to momenter i de seneste årtier været eksemplariske i den nordiske region: Perioden i slut halvfemserne omkring etableringen af det internationale organ for den nordiske samtidskunst Iaspis (i 1996), de nordiske tidsskrifter SIKSI og NU og den nordiske Momentum biennale, der var med til at understøtte det som af Hans-Ulrich Obrist blev betegnet ’det nordiske mirakel’ i 1998. Af mange forstået som den nordiske samtidskunst entré på den internationale scene.

“Og jeg ser flere ligheder nu med den periode, hvor dialoger bliver skabt mellem de nordiske aktører, på trods af en øget konkurrence. Sagen er, at vi er små kunstscener, hvor orienteringen og udvekslingen er vigtig, især i krisetider,” pointere Arrhenius.

Et andet vigtigt, og mere aktuelt, eksempel var initiativet Stockholm Stockholm Stockholm (2011), der formåede at forbinde gallerierne, de kunstnerdrevne udstillingssteder og institutionerne i Stockholm i en fælles interessebåret begivenhed.

At forene to verdener
Erlend Høyersten ser samme scenarium i denne ‘kunst-økologi’: “Kunsten og kulturen er under pres, så den normative diskussion om, hvorfor vi gør det her, er meget vigtig at tage på tværs af grænserne. Besøgstal er ikke det primære her. Målet må være at skabe interessen.”

Men én af udfordringerne for de nordiske samarbejder er i Høyerstens øjne forskellene på de nordiske støttesystemer, hvor man fx som institution i Norge er 90 procent offentligt støttet og ARoS er offentligt støttet med 30 procent. Det er to verdener, der er næsten umulige at sammenføje i Høyerstens øjne.

Sculpture By the Sea er for ham et eksempel på et initiativ med enorme publikumstal, men hvor det er svært for institutionen at engagere sig på grund af det svingende kunstneriske niveau.

“Det handler jo ikke bare om tal,” understreger han.

Fra fest til marked
Carlos Urroz forklarer den interesse, der skabte grundlaget for ARCO-kunstmessen i Madrid, der blev lanceret i et gråt og kulturelt forarmet Spanien i slut 1970’erne efter Francos fald, og i dag har 160.000 besøgende!

“Nogle få gallerister i Madrid tog et initiativ om at skabe en kunstmesse, som dengang ellers kun eksisterede i Basel og Köln, men det udviklede sig hurtigt til en festival for samtidskunst, hvor det at investere i kunst var helt sekundært, og i løbet af de tidlige 90’ere blev universiteterne også inkluderet med store paneldiskussioner. De første ti år skabte ARCO en generel interesse for samtidskunsten, men med etableringen af Guggenheim og universiteterne som stærke aktører, har vi i de seneste fem år forsøgt at vende tilbage til en rolle som ‘marked’ og ‘messe’ i mere traditionel forstand.”

Så fra at have inkluderet et helt felt er rollerne mere tydeligt fordelt mellem institutionerne og ARCO i Madrid i dag. En på mange måder omvendt fortælling i forhold til den nordiske kontekst, hvor fx. festivaler og det at invitere de kunstnerdrevne, ikke-kommercielle aktører indenfor har præget de seneste initiativer i regionen.

Institutionen som vært
Det var blandt andet Jacob Fabricius’ valg som først leder af Malmö Konsthall og senere Kunsthal Charlottenborg, hvor 24 Spaces præsenterede nordiske ikke-kommercielle aktører i Malmö og Toves Galleri blev inviteret inden for på Charlottenborg.

“Vi forsøgte at skabe et energisk rum, hvor vi kunne bibringe energi til hinanden, og hvor vi alle kunne få noget ud af det, så der kunne skabes nye samarbejder og sætte Malmö på landkortet. Jeg tror der er mange måder at samarbejde på i Norden, hvor det både giver god mening at invitere de ikke-kommercielle og kommercielle aktører ind i institutionen.”

“Sidste år lejede vi Kunsthal Charlottenborg ud til CHART Art Fair for at se, hvad effekten kunne være. Det endte jo med at vi havde 10.000 besøgende i løbet af en weekend (i 2012 var der 28.000 besøgende i alt på Charlottenborg, red.), men også i en diskussion om, hvad offentligt støttede institutioner skal huse. Et af resultaterne af CHART var jo, at messen kickstartede et nyt publikum i kunsthallen. Den ideelle verden vil være at vi kan huse alle de forskellige aktører, men det er ikke uproblematisk,” pointerer Jacob Fabricius.