Intimitet på båse
Israelske Einat Amir præsenterer en speed-dating installation på Roskilde Festivalen, der undersøger, om intimitet kan konstrueres?
Israelske Einat Amir præsenterer en speed-dating installation på Roskilde Festivalen, der undersøger, om intimitet kan konstrueres?
Enough about You er et ordspil over den vante term ‘nok om mig’, når vi forsøger at være – måske påtaget – sociale. På Roskilde Festivalen er der masser af sådanne situationer, men i år er der en særlig en af slagsen.
Den israelske kunstner Einat Amir har taget sit værk Enough about You med. Værket er fra 2011 og vist første gang i Lilith Performance Studio i Malmö og siden på ACTS – festival for performativ kunst og nu Roskilde Festivalen.
Iscenesatte bekendelser
Værket er en stor installation af lydtætte bokse, seks styk, i et hyperkontrolleret miljø med ‘vagter’, streger på gulvet og en masse instruktioner.
30 kommer ind ad gangen og 12 bliver udvalgt til at deltage i værket. Bliver du ikke udvalgt, må du blot kigge på udefra. Inde i boksene skal de 15 minutter med både fysiske overskridelser og intime bekendelser gerne bringe deltagerne nærmere hinanden.
“Værket er et forsøg på at teste grænserne mellem to personer. Man er fanget i en intim situation med en person, man ikke kender. Situationen opfordrer til at man er åben, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvad personen over for dig gør, og hvordan man ender med at påvirke hinanden i situationen.”
“Det er et tvunget samarbjede, hvor man påvirker hinanden og i fællesskab skal forsøge at få det bedste ud af situationen. Vil man forblive fremmede over for hinanden, eller vil man interagere og åbne sig for alvor?” forklarer Einat Amir, da vi møder hende på festivalen.
Du skal adlyde
Det handler om intimitet og sociale konstruktioner i det hele taget. Man går ind i et rum og må acceptere at blive beordret til at gøre forskellige ting.
“Den første overvejelse er, om du vil adlyde de ordre du får. Hvis du vil være en del af konstruktionen, må du også adlyde til en vis grad,” påpeger Amir og uddyber:
“Det er intime spørgsmål, men illustrerer også de klichéer vi har omkring intimitet. Når du fortæller om din første kærlighed, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at du kommer tættere på personen. Men du har til gengæld følelsen af, at du åbner op over for den anden person i situationen. Så værket undersøger egentlig forholdet mellem reel intimitet og konstrueret, eller kommerciel, intimitet. Det samfundet eller kulturen siger er intimitet og hvordan den ser ud. Billedet af intimitet, som det er skabt i vores medier og kulturelle bevidsthed.”
Kommerciel intimitet
På den måde er værket meget lig speed-dating, hvor man får udleveret kort med instruktioner og spørgsmål som: “Hvornår har du sidst grædt?”
“Denne intimitet, som værket bygger på, er slet ikke intimitet. Når du føler at du åbner op i processen, gør du faktisk det mest forudsigelige. Du følger ordre ligesom i et stormagasin eller et supermarked. Du følger samfundets foreskrivelser. Enough about You handler om det umulige i at være ægte i det postmoderne samfund,” forklarer kunstneren.
I den her situation vil forsøget på at gøre oprør og være trodsig heller ikke gøre dig mere fri eller tilfredsstillet, mener hun.
“I vores natur ligger der en positiv tilfredsstillelse i at adlyde, og det at skille sig ud som unormal, gør dig ikke nødvendigvis gladere – tværtimod, du vil snarere føle dig isoleret.”
Sociale potentialer
Værket leger netop med isolationen og en konstrueret intimitet, men der er sociale potentialer i Enough about You.
“Der er kommet reelle venskaber ud af værket og i Malmö er der to par, som mødte hinanden i dette værk. Det er med andre ord bevist at værket kan få mennesker til at være intime. Men derfor stiller det også nogle interessante spørgsmål til vores idé om intimitet, og hvorvidt vi kan og vil spille den rolle, som det forventes af os, når vi skal være intime,” forklarer Einat Amir.
Når man fx ligger foran fjernsynet og deler et tæppe, er det formentlig ud fra en idé om hvad lykkelige par gør, når de hygger sig. En situation skabt af billeder, film og forestillinger i vores kultur, som vi spiller og genopfører. Og hvis vi ikke passer til dette billede, så tror vi ikke rigtig vi er lykkelige, mener Amir.
Den uforudsigelige respons
Instruktionerne er således inspireret af netop disse stereotype forestillinger, men også af instruktions-kort fra speed-dating. Disse er kombineret med bevægelses-instruktioner, der er koreograferet, og som kan ses og aflæses udefra af andre, og hvor man kan blive i tvivl om, hvad der er naturligt.
“Det er vigtigt for mig, at lave værker, der let kan fejle og hvor folk gør noget helt andet end jeg havde forestillet mig. Men en god situation kunne være at to personer inspireres og finder deres helt egen vej igennem værket og er ærlig over for de følelser de har i situationen. Jeg kan jo også godt lide at blive overrasket, sålænge ingen kommer til skade,” siger Amir og uddyber:
“Værket giver magt til deltagerne, så min eneste bekymring er nok at nogen misbruger den magt, men det er ikke sket indtil nu. Jeg kan ikke forudsige, hvordan de unge mennesker på festivalen vil tage imod værket, men jeg forventer nok at de vil være mere fulde og uforudsigelige end normalt. Så det skal nok blive sjovt…”
Fakta
Installation
Einat Amir: Enough about You
30 jun 2012 4 jul 2012
Einat Amir
Roskilde Festival Se kort og tider