Invitation til at rejse
David Lynch var årets gæstekurator på Europas førende fotomesse Paris Photo, som fandt sted i november. Valget af den ‘første populære surrealist’ var næppe tilfældigt.
David Lynch var årets gæstekurator på Europas førende fotomesse Paris Photo, som fandt sted i november. Valget af den ‘første populære surrealist’ var næppe tilfældigt.
info
For fotografen i det 19. århundrede var det magiske øjeblik der, hvor det opstillede objekt blev indfanget efter grundig forberedelse og iscenesættelse. Med forbedring af teknikken og den kortere eksponeringstid kunne man pludselig tage billeder af den ikke-iscenesatte virkelighed. Fotografiet blev et sandhedsvidne.
Siden er forestillingen om fotografiets realisme blevet udfordret både kunstnerisk og teoretisk, og fotografiet er i dag blevet anerkendt som en selvstændig kunstart på linje med maleri og skulptur. I denne forandringsproces, som ikke er slut, har det surrealistiske fotografi og film med hovedfigurer som Man Ray, Luis Buñuel og Salvador Dali en stor betydning.
Surrealismen, hvis centrum var Paris, blev lanceret i 1924 af digteren André Breton med det Surrealistiske Manifest. Bevægelsen havde rødder i Dadaismen, en kunstnerisk modreaktion på 1. Verdenskrigs rædsler og den sociale nød, der fulgte i krigens kølvand.
The owls are not what they seem
I en krisetid er det derfor ingen tilfældighed, at Paris Photo, Europas førende messe for fotokunst, valgte at invitere David Lynch som gæstekurator.
Den amerikanske filminstruktør og multikunstner David Lynch, uddannet som billedkunstner ved Pennsylvania Academy of Fine Arts, er en fornyer af det surrealistiske billedsprog med sin brug af drømmelogik og ikke-linenære fortælleteknikker i film som Lost Highway (1997), Mulholland Drive (2001), Inland Empire (2006) og den populære TV serie Twin Peaks fra 1990.
Han er med rette blevet kaldt ‘den første populære surrealist’.
Det er første gang, at Paris Photo inviterer en ekstern kurator. Konceptet består i al sin enkelthed i at lade en kendt personlighed udvælge sine ynglingsfotografier blandt de mange hundrede fotografier, som vises på messen.
Udvalget er blevet til bogudgivelsen Paris Photo – Vu par David Lynch udgivet på forlaget Steidl og en mobil applikation, hvor de 99 udvalgte fotos kan downloades. På Paris Photo blev der afholdt en konference, hvor David Lynch i samtale med Paul Holdengräber, en kendt fornyer af den amerikanske kulturdebat, uddybede sine valg.
Dansk deltagelse
Paris Photo, som har eksisteret siden 1997, blev for andet år afholdt i Grand Palais i Paris med deltagelse af 128 gallerier og 23 boghandlere og forlag med speciale i fotobøger. Tre danske gallerier deltog i år med et stærkt udvalg af både danske og internationale værker. Flere af dem havde fået David Lynchs sorte stempel ‘Vu par David Lynch’.
Gallery Peter Lav viste nye værker af Adam Jeppesen, Taiyo Onorato & Nico Krebs, Torben Eskerod og Hyun-Jin Kwak. Præsentationen af værkerne var den sparsomme plads taget i betragtning ret imponerende. Alle værkerne kredsede om det komplicerede forhold mellem natur og civilisation. David Lynch havde forelsket sig i Hyun-Jin Kwaks værk Grand 1 – A view of a lake and a Temple.
Martin Asbæk præsenterede nye værker af Elina Brotherus, Astrid Kruse Jensen, Nicolai Howalt, Martin Liebscher, Trine Søndergaard og Ebbe Stub Wittrup.
“Det er gået fantastisk i år. Vi har solgt næsten alt,” fortalte Martin Asbæk inden han løb over til en potentiel køber, der virkede meget interesseret i et værk af Astrid Kruse Jensen.
Bo Bjerggaard viste nye værker af Eva Schlegel, Erik Steffensen, Erwin Wurm og Per Bak Jensen, og sidstnævntes foto Bjerg – Liverpool Land havde fået David Lynchs opmærksomhed.
“Jeg tror, at David Lynch har valgt netop det værk, fordi det minder ham om Twin Peaks,” sagde Bo Bjerggaard.
Blandt publikum hittede Erwin Wurms store fotos af Claudia Schiffer, der var strategisk placeret på ydersiden af Bo Bjerggaards stand.
Dit blik skaber billedet
David Lynch talte på konferencen om nogle af de fotos, som han havde valgt og forklarede i kryptiske vendinger hans motivation for at vælge dem. En pointe var, at det, som opmærksomheden hviler på, bliver levende. Det er beskuerens opgave at vække værket til live. Han beskrev sin udvælgelsesproces som intuitiv og subjektiv, en proces han havde gennemført uden at skele til fotografernes navne.
Et ord der gik igen i Lynchs motivationer var ordet “thrilling”. Men han veg uden om de lange beskrivende forklaringer:
“Ved at give objektet et navn, begrænser man det. Ved at se kommer man op på et andet betydningsniveau. Det er bedre sådan. Verden er, som du er. Dit blik skaber billedet. Det er opdagelsen, der gør det spændende,” sagde han.
Ifølge David Lynch er vi alle detektiver. Vi føler, at noget er på færde og følger et narrativt begær. Vi ser spor og ‘clues’, og vi konstruerer vores historie som en detektiv. Det gør sig også gældende, når vi ser på fotografi.
“Vi har kontrol over vores handlinger, men ikke over frugten af vores handlinger. Derfor skal vi nyde selve handlingen,” sluttede han.
Rejsens afslutning
På Paris Photo var de fleste genrer inden for fotografiet repræsenteret.
Der var det historiske fotografi, samtidsfotografiet, reklamefotografiet, det erotisk fotografi, surrealistisk fotografi, krigsfotografi, humanistisk fotografi og meget meget mere.
David Lynch – som selv er en hyppigt portrætteret model – havde på Paris Photo udvalgt en række fotografier, der punkterer både det kommercielle foto og den lykkelige hverdagsmyte, som vi til daglig er med til at skabe på for eksempel Facebook.
På rejsen med David Lynch mødte vi den ensomme transvestit, det forskrækkede barn, rummet med forhænget, der antyder men ikke viser, at noget ildevarslende har fundet sted. Det Hopperske hus i natten med lys i et enkelt vindue. Et mentalt dunkelt og melankolsk univers præget af fantasmer og billeder imellem virkelighed og drøm.
Det var, hvad man kunne forvente sig af David Lynch. Men går man ind på rejsens præmis, så var det spændende for ikke at sige ‘thrilling’ at rejse med surrealismens amerikanske fornyer som guide. Den surrealistiske bevægelse gjorde op med tidens borgerlige billedkonventioner. Det gør David Lynch også på sin måde. Hans udvalg af fotos fra Paris Photo og hans film er en opfordring til os om selv at se. Derfor er det interessant, at Paris Photo valgte netop ham som gæstekurator.
Fakta
Messe
Paris Photo
Fakta
Paris Photo er en international kunstmesse for fotografi, som afholdes hvert år i Paris, Frankrig i november måned. Paris Photo blev afholdt for første gang i 1997 og er den mest prestigefyldte kunstmesse i Europa for historisk fotografi og samtidsfotografi. Til næste år vil Paris Photo for første gang blive afholdt i Paramount Pictures Studios i Los Angeles, USA i slutningen af april 2013. www.parisphoto.com Flere fotomesser og -festivaler i Paris: Le Mois de la Photo Le Mois de la Photo, som afholdes hvert andet år, blev afholdt for 17. gang i november 2012. Formålet er at medvirke til at gøre Paris til en af verdens vigtigste hovedstæder for fotografi. Kulturinstitutioner og gallerier over hele Paris viser et bredt udsnit af, hvad fotografi er i dag. Le Mois de la Photo organiseres af la Maison européenne de la Photographie. I år havde festivalen tre temaer: "Small is beautiful", "Le réel enchanté/Enchanted reality" og "Photographes francais et francophones de 1955 à nos jours/French and francophone photography from 1955 to the present". www.mep-fr.org/moisdelaphoto2012/fr/ Le Mois de la Photo-OFF OFF er en festival i Paris for samtidsfotografi med fokus på de yngre talenter. Festivalen afholdes hvert andet år samtidigt med Le Mois de la Photo og mobiliserer både de etablerede og de mindre etablerede fotogallerier og kunstrum i Paris. Le Mois de la Photo-OFF har eksisteret siden 1994. www.moisdelaphoto-off.org Le Salon de la Photo Le Salon de la Photo er en kommerciel fotomesse, som over fem dage skaber en et centralt mødested for alle det professionelle fotografis aktører. Le Salon de la Photo har eksisteret siden 2007. www.lesalondelaphoto.com