Istanbul Biennalen præsenterer ny kuratorisk vision

25. marts 2021

Den 17. udgave af Istanbul Biennalen, der åbner til efteråret, vil gentænke formatet og gøre op med forståelsen af biennalen som et show. I stedet efterspørger kuratorerne intime, offentlige møder i en tid præget af krise og isolation.

Istanbul Biennalens kuratorer Ute Meta Bauer, Amar Kanwar og David Teh. Pressefoto.

Den 17. udgave af Istanbul Biennalen, der åbner til efteråret, vil gentænke formatet og gøre op med forståelsen af biennalen som et show. I stedet efterspørger kuratorerne intime, offentlige møder i en tid præget af krise og isolation.

info

I denne usikre tid ser det kuratoriske hold bag biennalen, Ute Meta Bauer, Amar Kanwar og David Teh, muligheden for at rekalibrere biennalens prioriteringer og gentænke dens form, deltagerinklusion og publikums forventninger.

“Kunstinstitutioner over hele verden står overfor overhængende, eksistentielle spørgsmål – spørgsmål om overlevelse og relevans, hvordan de opererer, for hvem, og med hvilket formål – og heller ikke biennaler er immune. De skal lede. Kunst kan genopfriske ordforrådet i den offentlige diskurs, den kan åbne nye veje for tænkning i en tid præget af akut og kompleks verdensomspændende krise. Vi må ikke gå glip af denne mulighed for at gentænke, hvad kunst kan tilbyde, og hvad den rent faktisk gør”, hedder det fra kuratorerne.

Årets biennale kommer til at række ud over det traditionelle format på 8 uger, og det er planen, at festivalen skal facilitere multidisciplinære udfoldelser, der ikke begrænser sig til den visuelle kunst. En række mindre, mere intime rammer skal desuden involvere lokale grupperinger, samtidig med at så mange som muligt får adgang via online medier.

I stedet for et tema eller en titel, er dét, der forener årets biennale, snarere en proces, af kuratorerne beskrevet som “kompostering”:
En række kunstnere og initiativer er blevet inviteret til at dele og udvikle råmaterialet fra deres praksis. Biennalen vil undervejs fungere som en rugekasse, hvorfra møder og eksperimenter kan vokse frem.

Det er ambitionen at udfordre den konventionelle forståelse af biennalen som et show, hvor publikum er passive konsumenter.

Istanbul Biennalen er organiseret af Istanbul Foundation for Culture and Arts (İKSV) og finder sted i perioden 11. september – 14. november, 2021.

Læs mere på Istanbul Biennalens hjemmeside.

Kilde: Istanbul Biennalen

OPPDATERING 6/5 2021. Pga. Coronapandemien er biennalen udskudt til 2022.