Jeg savner dig og alt det særlige, du kan

Nu er det alvor. Jeg dater ikke bare kunsten mere, jeg er i et seriøst forhold med den. Det bliver måske en smule skingert – det, jeg har at sige – men forhåbentlig kan vi finde hinanden igen, når jeg har fået lettet mit hjerte.

Sidst vi sås, gik jeg pænt rundt og smilede, selvom jeg mest af alt havde lyst til at råbe højt, at jeg kedede mig, at jeg havde set det hele tusinde gange før. At jeg ville være mere underholdt af at se én skide i bukserne. Det er ikke særlig konstruktivt, det ved jeg godt. Og efter et par drinks blev det da også en udholdelig aften. Og som det er med tømmermænd, er det med dårlige kunstoplevelser – når de er væk, har man glemt, at de fandtes.

Det nærmeste, jeg er kommet at forstå mit had/kærlighedsforhold til kunsten, er at forstå mit forhold til kunsten som netop det: Et kærlighedsforhold. Kun således kan jeg forklare, hvorfor jeg til stadighed drages mod kunsten, selvom jeg så ofte er blevet slemt skuffet. Og hvorfor jeg gang på gang tager til fernisering med en tro på, at netop denne aften vil være ganske særlig; jeg vil møde min store kærlighed. Selvom jeg godt ved, at det sjældent er tilfældet. Langt oftere føles det som at være på en dårlig date, hvor jeg det meste af tiden tænker på, hvornår jeg kan tillade mig at tage hjem uden at være uhøflig.

Forelskelsen
Jeg prøver at tænke tilbage på dengang, vi mødtes. Jeg havde set dig før, men blev først rigtig interesseret, da jeg startede på kunsthistorie. Du var lidt arrogant og selvoptaget til at starte med, men når man først lærte dig at kende, var du både begavet, sjov og ikke til at stå for.

Dine venner var glade for at bruge fremmedord og tale om dig i lange, kringlede sætninger. Jeg husker, hvordan de komplimenterede dit fænomenologiske potentiale og dine hermeneutiske kvaliteter. Jeg husker, hvordan jeg i undervisningen sad og dagdrømte om dig og tænkte over hvor lidt det kunstteori, vi blev undervist i, egentlig havde med dig at gøre – eller måske nærmere hvor langt der var fra disse tørre teoritimer til de vilde og outrerede arrangementer, hvor du slog dig løs – den vildskab og intensitet, du besad, var på en underlig måde fraværende, når du blev til teori.

Teorien forekom som en fysiologisk beskrivelse af et samleje – hverken særlig romantisk eller særlig sexet. Du skal ikke misforstå mig – jeg synes, kunstteori er både spændende og vigtigt, men nogle gange var det som om, at kunstteorien eksisterede i en anden verden end dig, som den jo netop forsøgte at beskrive. I forsøget på at forstå, beskrive og analysere dig var det på en måde som om, du forsvandt, som om du ikke længere var dig selv. I vores iver på at forstå dig, skubbede vi dig væk. Men jeg fandt dig heldigvis igen.

Ikke alle skubbede dig væk, når de forsøgte at forstå dig, måske fordi de ikke forsøgte at forstå dig – de forstod dig, som ikke mange gjorde eller har gjort siden. Når de fortalte om jeres mange oplevelser sammen, og alle de skøre ting, du havde fundet på, kunne man ikke andet end at glemme sig selv og lade sig rive med. Her mærkede jeg vigtigheden af at være tæt på dig. På dage, hvor jeg ikke føler denne vigtighed, er jeg bange for, at vi er ved at glide fra hinanden. At vi tager hinanden for givet, at vi glemmer alle de ting, vi elsker ved hinanden.

Hvor er din revolte?
Hvor er din vildskab, dine ambitioner om at gøre en forskel? Hvad er det egentlig, du brænder for og tror på?

Du er ikke som alle andre, du kan noget ganske særligt, men det kræver, at du tager dig selv alvorligt og udnytter det potentiale, du har. Du kan engagere folk, som ikke mange andre kan, du kan få folk til at mærke efter, hvad de egentlig føler, få dem til at stoppe op og stille spørgsmål ved alt det, vi kommer til at tage for givet. Jeg har grint og grædt med dig som med få andre. Vi har fantaseret, filosoferet og kigget på stjerner, indtil solen stod op. Det gør vi sjældent mere. Jeg savner dig og alt det særlige, du kan.

I mit stille sind ønsker jeg nok, at du på dine gamle dage rykker ud af mageligheden og igen kæmper for de ting, du virkelig tror på. Siger din mening, selvom det kan være, at du forarger nogen, og gør det, du elsker – ikke fordi det kan betale sig, men fordi du ikke kan lade være. Da du var yngre, var du en del af avantgarden, du var revolutionær og kritiserede magthaverne, efterstræbte autonomi og forsøgte at bryde med de eksisterende rammer. Nu citerer du bare avantgarden, gentager, hvad de allerede har gjort, det gør dig altså ikke til en frontløber – en revolutionær nytænker. Tværtimod.

Har du mon selv mistet troen på det, vi har sammen? Er det derfor, du søger bekræftelse alle andre steder? Du er selv blevet som alle dem, du var i opposition til engang, en småborgerlig kapitalist. Men nogle gange – måske når du glemmer alt det praktiske med økonomi og rigtige forretningsforbindelser og ikke frygter at fornærme nogen – kan jeg kende den, du var engang. Jeg tror på, at du stadig indeholder så uendelig meget mere krudt og revolte, poesi og fantasi, du skal bare turde at dele den med os andre. Vi har så godt af at blive sagt imod, når der er kærlighed bag. Vi har så godt af at udforske verden på nye måder – så lad os springe ud i det sammen, uden frygt og med åbne arme.