Johanna Domkes vandrende kameraøje

Der er lidt Hollywood over de fejende panoreringer og billedernes tekniske kvalitet. Men man skal ikke iagttage Johanna Domkes filmværker længe, før man indser, at vi befinder os milevidt fra Hollywood.

De spektakulære og dramatiske handlingsforløb er sat på standby og erstattet af et kamera, der med drømmende langsommelighed vandrer gennem offentlige rum og registrerer de personer, som befinder sig der.

En sovende lufthavn
"I mine videoer tager jeg udgangspunkt i situationer, hvor privatsfæren mødes med offentlighedens strukturer," forklarer Johanna Domke. Det viser hun eksempelvis i værket Sleepers, hvor det var sovende mennesker i Stansted lufthavn, der blev udsat for kameraets søgende linse.

Domke fortæller, at hun er interesseret i den surreelle situation, der opstår, når folk bruger det offentlige rum til at foretage sig noget meget privat.

I Sleepers benyttede hun sig af dokumentariske greb. Filmen er optaget med skjult kamera, som fotografen førte, mens hun blev kørt gennem lufthavnen i rullestol.

Domkes senere værker er derimod iscenesatte, men situationerne relaterer stadigvæk til faktiske begivenheder eller fænomener i det offentlige rum.

I Kina læser de bøger
Et godt eksempel er værket Crossing Fields, hvor kunstneren tager udgangspunkt i en oplevelse fra en rejse i Kina. Værket fremstiller folk, der står og læser i en boghandel – en adfærd, som butiksindehavere i Kina faktisk bifalder. Derfor er der folk, der tilbringer hele dage i boghandlerne.

"Det er ikke en konkret genskabning af situationen, som interesserer mig; men mere et portræt, der viser de bagvedliggende strukturer.

Jeg fandt det interessant, at man her havde et kommercielt rum, der blev benyttet til en privat aktivitet, hvilket underminerede stedets kommercielle strukturer.

Jeg er interesseret i overlapningen mellem det private og det kommercielle rum, men samtidig tydeliggør værket også noget om den politiske og økonomiske situation i Kina – noget om censur og om deres forhold i det hele taget til privatsfæren, der er anderledes end vores."

Filmen har altså et dokumentarisk udgangspunkt, men forvandles ifølge Domke til fiktion ikke alene gennem iscenesættelsen men også gennem filmiske greb – ikke mindst den langsomme og uafbrudte kameragang, der fører beskueren meget tæt på folk og deres handlinger.

"Man kan måske snakke om en slags hyperrealisme, hvor det fiktive og det reale forvrænges til en særegen tilstand af realitet"

Ikke-steder
"Jeg er interesseret i steder med en bestemt karakter – det som antropologen Marc Augé kalder for ikke-steder – men det er altid med en interesse for den adfærd, der udspringer af disse steder.

Jeg har for eksempel i værket Cuers prøvet at udviske den specifikke stedsbeskrivelse. Her føres beskueren gennem en labyrint uden at kunne bestemme, om scenen foregår i et venteværelse, i en lufthavn, et offentligt kontor eller på et alderdomshjem.

Alle steder har det tilfældes, at der er folk, der venter på noget mere eller mindre konkret. Jeg har søgt efter en fælles kontekst, der fortæller noget om offentligheden i mødet med det private."

De snakker ikke med hinanden
Personerne i Domkes film sover, læser eller venter; men kommunikerer aldrig med hinanden. Man kunne derfor fristes til at spørge om filmene handler om eksistensens ensomhed eller en skildring af livet som en tilstand af stilstand.

"De fleste film handler rigtig nok om privatsfæren i en offentlig kontekst, hvor individet bliver vist som en isoleret enhed. Men, nej, jeg er ikke interesseret i at beskrive eksistensens ensomhed eller venten mellem fødsel og død – det lyder alt for dramatisk i forhold til mine værker.

Man kan måske tale om en poetisk tilgang eller en psykologisk tone, som udformes i brug af mediet. Jeg prøver at beskrive en tilstand, som alle kender og som fortæller noget om de strukturer i offentligheden, vi bevæger os i."

Parken som social skulptur
I sin seneste produktion Stultifera Garden undersøger Domke livet i en offentlig park, hvor forskellige miljøer eksisterer side om side. Parken fungerer som mødested for seniorer og unge, men også som arnested for mere lyssky aktiviteter som eksempelvis narkohandel.

"Filmen interesserer sig for den kaleidoskopagtige sammensætning af disse miljøer, som virker til at fungere ved siden af hinanden, uden at de forstyrrer hinanden."

"Kameraet bevæger sig forbi de forskellige miljøer og situationer og beskriver parken som et sted der i tidens løb er blevet formet som en social skulptur, for at kunne rumme alle disse forskellige aktiviteter."