Jorn: netværksgeneratoren

“Asger Jorns 100 års fødselsdag er også år nul”. Udsagnet er museumsdirektør Jacob Tages og anledningen åbningen af udstillingen Expo Jorn på Museum Jorn. Meningen er, at nu tager kunstinstitutionerne hul på en ny fortælling om Asger Jorn, der går videre end den om den farveglade cobramaler.

Læs baggrundartikel Nu skal Jorn ud af malerskabet
Læs anmeldelse af Asger Jorn – Rastløs Rebel på SMK

Lidt træls, som det hedder på jysk, er så udstillingens undertitel Kunst er fest, der lægger sig så åbenlyst i slipstrømmen på en uforpligtende mytologi om Jorn som kunstens spontane, utæmmede legebarn.

Når det er sagt, er det faktisk lykkes at skabe en ret så overbevisende, åben og kakofonisk udstilling, der virkelig løfter sig over den forenklede og `oplevelsesøkonomiske´ museumsudstilling, og som eksemplarisk undgår at indhegne og lukke sagaen om kunstneren med den betragtelige spændvidde.

Kollektiv kunst
I dialog med – og i modsætning til – soloen på Statens Museum for Kunst er det i Silkeborg Jorns interaktionen med andre kunstnere, der er stillet ind på.

Jorn var gennem hele sin karierre dybt engageret i samarbjedsprojekter – fra de danske grupper Linien (1933-39) og Helhesten (1941-44) til internationale kollektivistiske foretagener som Cobra (1948-51), Mouvement International pour un Bauhaus Imaginiste (MIBI) (1954-57) Og Situationistisk Internationale (SI)(1957-71).

Hvad der prægede alle disse grupperinger var ikke alene en kritisk stilling til eksisterende politiske systemer – men også til isollationistiske og autonome positioner i kunsten. Eksempelvis forlod han i 1954 den danske kunstnersammenslutning Spiralen for at danne MIBI i frustration over den danske gruppes provinsialisme. Jorn fastholt vedholdende synspunktet, at kunstfremstilling var intimt forbundet med dialog og samarbejde.

Den kvalitative spredning
Den omfattende udstilling med over 600 værker præsenterer Jorn perspektiveret til de kunstnere, han arbejdede sammen med, var inspireret af, og samlede værker af. Og den gør det så godt, at den får peget på det, der måske er det mest interessante ved Jorn i dag: spredningen – at han spændte så vidt.

I slutningen af 1950 erne fik Jorn repræsentation på prestigefulde internationale udstillinger såvel som kommercielt gennembrud. Samtidig var han medstifter af den stærkt kunstkritiske avantgardebevægelse Situationistisk Internationale, der så kunstværket som en søvndyssende luksusvare for de rige, som burde udskiftes til fordel for aktive kollektive handlinger i det offentlige rum. Sådanne tilsyneladende uforenelige fortællinger må man leve med, når det handler om Jorn.

For det er netop rækkevidden og evnen til at tænke tværs over bokse og dogmer, der gennemsyrer hans måde at organisere fællesskaber på, hans forfatterskab, historiesyn og den kunstsamling, der er grundlaget for Museum Jorn.

Det er den ånd, udstillingen gør et behjertet og begavet forsøg på at fange. Udstillingen er bygget labyrintisk op med MANGE forskellige indgange og spor og intet diktat om et tvangsmæssigt, lineært forløb. Man flekser ind og ud af udstillingens forskellige kapitler: Politik, Rødder, Abstraktion, Arkitektur, Materiale, Ekspressionisme. De dukker op i flere versioner, sættes i spil i forhold til ret forskellige værkgrupper. Ekspressionistiske oliemalerier, modifikationer, keramik, fotos fra Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalismes arkiv, bogværker og luxusbilleder kan dukke op i samme kapitel. Ofte er det produktivt og med gode, korte planchetekster, der mestendels er åbne og udvidende.

Overraskende koblinger
Jorns særlige talent for tankemæssige glidninger og overraskende koblinger mellem forskellige kunstneriske, politiske, filosofiske og historiske positioner er simpelthen dybt inspirerende og særdeles original – og udstillingen forfølger denne tænkning.

Derfor kan man eksempelvis i udstillingen se et af Jorns såkaldte luksusbilleder korespondere med værker af Pollock, Picabia og Dubuffet (hvilket ikke er så mærkeligt) – men også med tegninger af Kandinsky. Det viser sig, at Jorns udforskning af Pollocks drypmetode – som han i øvrigt forholdt sig kritisk til – blandt andet gik gennem Kandinskys tidlige kompositionsteorier. Og at Jorn så en pointe i, at Kandinsky tegnede med blod.

Jorn var som nævnt optaget af kunsten som et revolutionært, kollektivt fænomen, men samarbejdede ubesværet med eksempelvis Jean Dubuffet og digter-maleren Henri Michaux, der i egen selvforståelse var notorisk autonome. Se i øvrigt ophængningen af sidstnævntes små tegninger i udstillingen, som er ret fantastiske og meget, meget idiosynkratiske.

Ord/billede problemstillingen, som Jorn var optaget af gennem hele livet (et af Jorns hovedværker hedder programmatisk Im anfang war das Bild), spores igennem udstillingen eksempelvis hos ovennævnte Michaux, i fælles ord/billedværker med Guy Debord, Dotremont, broderen Jørgen Nash eller i en film om klassisk kalligrafi, som var startskuddet for kunstnerkollegaen Alechinskys optagethed af ord som grafiske billedudsagn.

Og sådan kunne man blive ved: Det er en udstilling, som kræver tid, fordi den har så mange funktionelle veje og vildveje. Fordi netværksgeneratoren Asger Jorn var så umådeholden, fordi udstillingen ligeledes forsøger at være det, og fordi den er så gedigent og flerstrenget forskningsbaseret

Ekspressiv umådehold
En vis træthed kan rigtig nok indfinde sig undervejs i udstillingen, som er fyldt til bristepunktet med en anseelig mængde abstrakt ekspressionistiske malerier af Jorn og vennerne. Maleriet var trods alt det andet, Jorn greb til, et hovedærinde. Man spørger sig selv, om de da ikke har haft en stopknap – eller lidt selvcensur i det mindste? Om ethvert heftigt malerstrøg virkelig rummer revolutionens kim? Alright, det var sikkert naivt at forestille sig at kunne revolutionere samfundet ved at male abstrakte malerier – men mon de var mere naive end nutidens politiske kunstnere?

Energien er i hvert fald svær at overse, og ind imellem gnider man øjnene, når Jorn knalder farver mod hinanden, så billedet  står og jamrer vulgært hinsides al smagfuldhed. Eller hvad med Egill Jacobsens Ophobning helt tilbage fra 1938? Man forstår, at det billede ændrede alt for Jorn og andre.

Visse sider af Jorns virke har det svært i en museumsudstilling. Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme iscenesættes teatralsk – og, ja, lidt kikset er det. De mange bøger Jorn skrev – og som blandt visse samtidskunstnere i flere år har været kultisk dyrket og set som `den sande Jorn´ – egner sig bedre til studiekredse end til museumspræsentationer.

Jorn strakte sig i sit omfattende forfatterskab over mange vidensfelter og var ikke bange for at introducere uortodokse ideer. Var Niels Bohrs komplementaritetsteori eksempelvis ikke ufuldstændig og måtte erstattes af Jorns såkaldte triolektik? Bohrs tanke om, at der kan være to modstridende sandheder om samme fænomen, som begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, manglede ifølge Jorn et vigtigt tredje led: den kunstneriske og kreative tilgang til verden.

Jorn med flere
Det er den tilgang, som udstillingen kredser om, og Jorn bliver simpelthen bare mere relevant af at blive præsenteret foldet ind i og ud af det netværk af kunstnere, han selv så sig forbundet med. Et kaotisk accelererende, ofte overraskende og øjenåbnende netværk, som Jorn i hele sin karriere så som kontra-strategi til rollen som det unikke kunstnergeni.

Det var da heller ikke uden grund, at Jorn ikke ønskede et Jorn museum men et Silkeborg kunstmuseum, der skulle vise en kollektiv strøm i kunsten frem for en enkeltmandspræstation. Det var i den ånd, han dirigerede en lind strøm af erhvervelser fra kunstnervenner til Silkeborg.

I 2010 skiftede museet navn til Museum Jorn og helligede de store udstillingssale suverænt til Jorns værker, mens vennerne blev forvist til magasinerne. Man fokuserede, hed det sig. Expo Jorn viser, at det netop er i spredningen – spændvidden, samarbejdet og udsynet – at Jorns aktualitet manifesterer sig. Det kan man så håbe, at museet tager konsekvensen af, når man vender tilbage efter fødselsdagsfesten år nul.

Udstillingen Expo Jorn er i hvert fald kompleks og meget mere forpligtende end blot og bar fest. Tillykke med det.