Kan børn og fugle lide kunst?
A Kassen byder på cornflakes-sne-maskine og fuglekorridor på børne(-og voksen)udstillingen 40 grader +.

A Kassen byder på cornflakes-sne-maskine og fuglekorridor på børne(-og voksen)udstillingen 40 grader +.
Den årlige kunstudstilling for børn og unge i Kunsthallen Nikolaj, som tidligere har præsenteret blandt andet kunstneren Peter Callesen, hedder i år 40 grader+ og er af kunstnergruppen A Kassen.
A Kassen har i denne udstilling taget udgangspunkt i Kunsthallen Nikolajs karakteristiske arkitektur og udstillingen inddrager såvel omgivelserne som de besøgende i værkerne. Her er konstruktion og bevidsthed forsøgt sat i spil.
I udstillingen mødes man blandt andet af en pudsig cornflakesmaskine, en video man selv har mulighed for at være med i, en pude i kæmpestørrelse og en korridor for duer og andre fugle, der således kan flyve direkte igennem gallerirummet.
Eksperimentalværksted for udstillingens gæster
I tilknytning til udstillingen har Kunsthallen Nikolaj etableret et værksted, hvor udstillingsgæsten selv kan få lov til at eksperimentere med nogle af de tematikker, der er rejst i selve udstillingen. Man kan blandt andet via en mixerpult samle og bearbejde lyde, der optages af trådløse mikrofoner rundt omkring i udstillingen.
Her, ligesom i værket Yellow is White, som blandt andet transmitterer billeder fra ét rum til et andet, samles forskellige begivenheder og steder under et. Derved skærpes bevidstheden om rummet.
I værkstedet kan man også få lagt armen i gips. Således forlader man Kunsthallen Nikolaj med det, der tilsyneladende ligner en brækket arm. Der er herefter rig mulighed for at fortælle gode historier om, hvordan det er sket – måske til forældrene. På den måde rejses spørgsmålet om, hvad der er sandt og hvad der ikke er, som også er en af udstillingens tematikker.
KUNSTEN.NU fulgte, med et kamera i hånden, en skoleklasse på besøg i udstillingen.
Fakta
Kunstnergruppen A Kassen består af Søren Petersen, Morten Steen Hebsgaard, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen. Alle fire kunstnere er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. A Kassen arbejder i deres kunst på humoristisk og overraskende vis med stedsspecifikke performative installationer og skulpturer, der tager udgangspunkt i de udstillingsrum, værkerne placeres i.