Kan du forestille dig en kunstner uden en krop?

Jeg har ved adskillige lejligheder bogstavelig talt skreget af grin, når jeg har set Louis C.K. Så da han blev “outet” som en seksuel krænker, var det, om ikke uventet, så irriterende i hvert fald. Det affødte spekulationer.

Da Louis C.K. i slutningen af sidste år blev afsløret som en gedigen grissebasse, skrev Ralf Christensen i Information den 18. november 2017 et åbent brev til Christian Monggård, der beklagede sig over, at en helt var død. Ralf skrev, groft sagt, at Christian ikke behøvede at fortvivle, for vi skal slet ikke konkludere fra kunstner til værk og omvendt.

Her kan du læse Ralf Christensens brev til Monggård

Min undren i den sammenhæng er: Hvorledes kan vi dog undlade at gøre det? Hvordan er det muligt at glemme det, man ved?

På hvilken måde og hvornår kan det være interessant at isolere et kunstværk (eller en kunstner for den sags skyld) fra dets omstændigheder? Det kræver i hvert fald, at man forestiller sig, at ting og situationer kan betragtes isoleret, og at de ikke altid er betinget af – og betinger – det grænseløse netværk af muligheder, de er viklet ind i.

Et isoleret værk?
Min forudsætning her er, at det næsten er umuligt at betragte et kunstværk som en isoleret genstand, der kun er betinget af, at det er et kunstværk, og endvidere at det sjældent vil give mening at have en stabil metode til at tale om kunst – netop fordi kunstværker også er så meget andet end kunstværker. At læse Knut Hamsun uden at medtænke hans nazisympatier er ganske simpelt umuligt.

Min pointe er et forsøg på at undgå, at f.eks. biografiske og historiske læsninger udelukkende kan have akademiske eller magtpolitiske interesser. For mig giver det ingen mening ikke at bruge den viden, jeg har. Eller mere præcist: Det er umuligt. Det ville svare til at kigge på en sky og kun tænke med meteorologi.

Ejerskab og signaturer
Når et kunstværk sælges på auktion, er proveniens, dets herkomst, af afgørende betydning. Hvem har ejet værket, hvem har brugt det, hvor har det været udstillet, hvem havde kunstneren kontakt med, hvor blev det skabt osv. Proveniensen løfter en flig af det netværk, som det har indgået i. Når det er fint nok til auktionshuse, er det vel også fint nok til andre – eller hvad?

En del af vurderingen af Louis C.K.’s værk må selvfølgelig være at betragte dets forandring i lyset af den sociale skandale, som kunstneren har afstedkommet. Alt andet vil være total gak i mine øjne.

Det fornyede forhold mellem kunstneren og værket bør selvfølgelig give anledning til, at man tænker rundt om værket på en anden måde. Han er jo så nok ikke så oplagt at have som helt længere, men skal vi ikke sige, at det at have helte, efter man er flyttet hjemme fra, i sig selv er en smule upassende? Men at Louis C.K.’s værk skulle være umuligt at bruge og forholde sig til, fordi manden selv er en spasser, ville end ikke falde mig ind.

Det almene værk?
Som kunstner selv er tanken om, at man skulle forsøge at undlade at regne kunstneren med i værket i øvrigt tæt på at være en frækhed. Prøv at forestille jer et artefakt, som et menneske ikke har lavet. Absurd. Jeg kan ikke lade være med at forsøge at motivefterforske et sådan udsagn. Der er to spor i det:

Det første er oplevelsesøkonomiens krav om, at kunden altid har ret til at projicere sig selv restløst ind i hvilket som helst kunstværk: See your self sensing, som titlen er på et Olafur Eliasson-værk. Et grænseløst selvforbrug, hvis eneste mål er at fortære kunstværket. Her er ingen fremmedgørelse mulig.

Det andet spor er symbolanalytikerens – i det her tilfælde en musikanmelders – tilegnelse af værket som sin ejendom. Her kan interessen være at isolere værket fra det kaotiske netværk, det er en del af, så læsningen af værket bliver stabil og et værk i sig selv. Her er fremmedgørelse i sidste ende heller ikke en mulighed.

På samme måde forholder det sig vel med kvalitetsbegrebet, men den tager jeg en anden gang.

Det individuelle og det, vi ikke allerede ved
En af de største øjenåbnere, jeg har fået ved andre menneskers oplevelse af kunst, er at læse kommentarerne under stregen til musikvideoer på YouTube. Under forbløffende mange numre, hvor obskure og ukendte de end måtte være, er der en, der takker den, der har lagt nummeret op, fordi det er det absolutte yndlingsnummer. Her flygter det almene over i det enkeltstående og obskure; i det individuelle.

Hvis vi skal have den mulighed, at kunst kan stå for det, vi ikke ved noget om, kræver det, at vi lader os fremmedgøre overfor kunsten – på samme måde som andre mennesker i sidste ende altid vil være mysterier for os. Det kræver, at vi holder op med udelukkende at bruge kunsten som det, der udpeger det almene, det fælles, det evigtgyldige. At vi holder op med udelukkende at bruge det som et bevis på god smag, social opstigning, kulturel dannelse. Sat lidt på spidsen er det tætteste, vi kan komme på det interesseløse velbehag, at sætte alt ind på, hvad vi ved, og bruge det så uvornt, som vi nu kan, og lade være med at tænke, at der kan være en korrekt og fri udlægning af kunst.

Og to ting kan jeg garantere: Det er, at kunsten aldrig har været autonom og aldrig kan blive det. Og at kunstværket aldrig nogensinde har været eller vil være fritstående og vil kunne betragtes uden dets omstændigheder. Alene tanken er obskur.