Katastrofe stand-up

Man ledes ind i udstillingsrummet gennem en passage af små træer og et trådnetshegn. En udrangeret minibus holder med åbne døre og tændte lygter. Rundt om ligger kufferter i spredt uorden. Tågen hænger i luften.
Scenen er hermed sat, og i denne katastroferamte kulisse kan man så sætte sig og se Bedwyr Williams rablende, humoristiske og helt igennem forrygende video Echt i Vestjyllands Kunstpavillon, der ligger i Videbæk mellem Herning og Ringkøbing.

Kunstens stand-up komiker
Walisiske Bedwyr Williams (f. 1974) har skabt sig en særegen position som en slags kunstens stand-up’er. Hans installatoriske og performative værker er gennemvæddet af en skæv – men også syrlig – humor, og der synes ingen grænser for hvem og hvad, der kan gøres til genstand for kunstnerens lystfyldte blik for absurditeter og forlorenheder. Den Williamske humor kan sætte sin finger på alt fra kunstner-egoer til opblæst national identitetsfølelse til galleristers fisurer. Der er ikke mange, som arbejder så begavet og krøllet i det felt mellem comedy og kunst, som Williams, og det er lidt af et scoop at få ham til Videbæk.

Læs portræt af Bedwyr Williams her

Det er billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen, der står for den Vestjyske kunstpavillons samtidskunstprogram, og efter at hun i sine to første udstillinger som kurator på stedet har lagt lidt forsigtigt og en smule konservativt an, får vestjyderne en på opleveren med denne udstilling.

Sammenbrud
Videoen Echt skildrer en verden 20 år efter et sammenbrud af den samfundsorden, vi kender. Hvad der er sket, får vi ikke at vide. Til gengæld får vi et hæsblæsende og bizzard blik på en ny verdensorden: Nye høvdinge regerer fra natklubber med påsatte brande som røgmaskiner. Folk rager til sig og fylder deres haver med skove af gasvarmere eller fuglebure, mens de barrikaderer sig med plæneklippere.
Gamle magthavere tvinges til vanærende danseoptrædener og bures inde for at dø i miniaturehuse. Nye absurde kulturfænomener, subkulturer og modestrømme popper op: Det er eksempelvis et hit at gå i ekstremt klodsede sko omviklet af snørrebånd og se tvprogrammer, hvor deltagernes indvolde hældes ud.

Midt i det hele ligger fortælleren (Williams selv) med ekstremt lange ben i en katastrofeberedt gymnastiksal omgivet af snorkende pensionister og beretter om denne verden efter kollapset.
Det er et absurd og gakket univers, hvilket understreges af, at også sproget til sidst kollapser. Tilbage er kun volapyk og udgangsreplikken, der råbes ud: “Shut up”.

Meningsløshed
Når Williams slutteligt lader sproget erodere i denne kaotiske og forvirrende fremtidsfiktion, får han sat billede på det totale meningstab. Samtidig er det selvfølgelig et spejl for vores egen tid. Hvad med nutidige magthirakier og diverse aktuelle tv-show – er de ikke også absurde og helt ude i hampen? Er vores tid ikke allerede nu meningsløs, har den ikke været det længe – måske altid?

Echt er sort satire og en kritik af vores tid, men mere end det. Den er også en diagnose af en mere fundamental mangel på overblik og klarhed. Intet er statisk, og vi kan til enhver tid sige, at tempoet stiger: der er hele tiden nye teknologier, nye kommunikationsformer, politiske ordener og kulturelle strømme, vi skal  stille os omstillingsparate til for ikke at miste grebet.

Kunsten som ‘løsning’?
I udstillingens lille katalog skriver Jacob Lillemose om katastrofe-samfundet, forstået som den “normaltilstand”, vi i dag befinder os i, hvor fornemmelsen af at befinde os i en ekstrem skrøbelig og risikobetonet tid har sat sig som grundlæggende mavefornemmelse. “I den frustration og desorientering, som følger deraf, udgør kunsten et oplagt sted at vende sig mod”, skriver Lillemose. Kunsten kan – siger han – nemlig tænke udover konform og rutinemæssig tænkning og spørge kritisk og visionært til katastrofesamfundet.

Det er en sympatisk tanke, at kunsten skulle kunne tilbyde veje ud af katastrofetilstanden – men næppe noget Bedwyr Williams vil skrive under på.

Williams tilbyder netop ikke nogen som helst form for (for)løsning til at vende nogen som helst katastrofeudvikling eller skabe nogen som helst form for mening. Tværtimod er Williams nihilisten, der finder sit brændstof i selvsamme meningsløshed. Meningsløsheden er den frisættende motor i Echt, og en anledning til at træde speederen i bund, gå til kanten, være far out – Williams smasker nydelsesfuldt på alle de bizarre forestillinger og ekstreme påfund, der lægges frem i videoen.
I Echt handler det ikke om at træde ud af katastrofetilstanden men modsat om at bore sig helt ind i den uden håb om udfrielse – men med latteren som fandenivoldsk følgesvend.

Yndlingsaversioner
Humoren er syrlig – for Williams elsker at spidde. Han har en palet af yndlingsaversioner, som han giver los. I tidligere værker er det eksempelvis gået ud over kuratorer (Curator Cadaver Cake) eller snooker-spillere (Tyranny of the Meek). I Echt fornemmer man Williams smørrede vendetta over blandt andet amerikansk fodboldkultur, småborgerlige haveejere, selvhøjtidelige digtere og bodybuildere.

Humor er mange ting. Den kan være trodsig, den kan stille sig kritisk. Den kan også distancere og være en privilegeret position, hvorfra man kan opretholde sin immunitet ved at gøre grin med alt og alle – det er jo bare for sjov!

Men Williams fantasi er imponerende og vildtvoksnede, og man måber sgu lidt. Og hans humor er ikke uden poesi – slet ikke. Der er noget rørende ved gymnastiksalens snorkende pensionister, der grynter i søvne, mens de bestjæler hinanden.

Livet er meningsløst, javist – men i Williams univers er det ikke nogen dårlig nyhed, men tættere på et eksistentielt vilkår. Det vælger han så at omsætte i et fuldstændig overdådigt fortællemæssigt og humoristisk overskud.