Kathrine Ærtebjerg på Skovgaard Museet

Fantasien får frit løb på Skovgaard Museet i Viborg, hvor Kathrine Ærtebjerg udstiller.

Kathrine Ærtebjerg: Fuglene flyver, 2005 (Udsnit). Foto: Hans Henrik Jaobsen.

Fantasien får frit løb på Skovgaard Museet i Viborg, hvor Kathrine Ærtebjerg udstiller.

Fantasien får frit spil
Når borgmesteren er til stede for at åbne udstillingen, og udstillingsarrangørerne løber i pendulfart efter flere vinglas, så kan man roligt regne med, at det er en særlig begivenhed, man er med til.

Hvad skyldtes på denne store opmærksomhed på Skovgaard Museet i Viborg? Svaret er Kathrine Ærtebjerg, der er et af de mest hotte danske kunstnavne i øjeblikket. Kunstneren er p.t. den mest omtalte kvindelige danske kunstner, og det er noget af en bedrift at museet har overtalt Ærtebjerg til at afholde sin første separatudstilling netop i Viborg. Og som sagt var der da også fuldt hus på Skovgaard Museet på ferniseringsdagen. Kunstnerens ry var også nået til de kunstinteresserede i byen.

Udstillingen kan ses som et led i en ny strategi linie fra museets kunstneriske ledelse, hvor man med respekt for den kunsthistoriske forpligtigelse også vil vise samtidskunsten, der dog gerne må forholde sig til Skovgaard Museets tradition og særkende. Denne udvikling startede allerede i 2006 med en glimrende udstilling fra den tågede realist Ulrik Møller, og nu er det så Kathrine Ærtebjergs tur til at prøve kræfter med museets klassiske lokaler. Og det er en overraskende god ide.

Til udstillingen her i Viborg har Kathrine Ærtebjerg lavet tre parafraser over et maleri af Ludvig Find fra 1893 Portræt af en ung kunstner forestillende digteren Aage Bertelsen. Kunstneren har ladet sig inspirere af det meget enkle portræt, som hun så allerede som kustode på Statens Museum for Kunst for en del år siden. To af parafraserne tager udgangspunkt i en ung kvindelig kunstners situation. Det var den Kathrine Ærtebjerg selv kunne forholde sig til.

Udstillingsfoto fra Skovgaard Museet. Foto: Hans Henrik Jacobsen.
Udstillingsfoto fra Skovgaard Museet. Foto: Hans Henrik Jacobsen.
Udstillingsfoto fra Skovgaard Museet. Foto: Hans Henrik Jacobsen.
Udstillingsfoto fra Skovgaard Museet. Foto: Hans Henrik Jacobsen.

Hvad er nu grunden til den store succes? Det skyldes nok flere ting. For det første fremstiller kunstneren en genkendelig fantasiverden med mennesker, dyr, alfer og andre mere ubestemmelige væsener. Der er altså meget eventyr og tegneserie i malerierne. Men så er der alligevel meget mere. Billederne har helt tydeligt et slægtskab med symbolismen og surrealismen. Nogle kalder den meget populære stil fantasy. Under overfladen på de foretrukne motiver af unge piger, blomster og dyr lurer gåderne og det flertydige.

Når publikum er blevet så fascineret af Kathrine Ærtebjergs univers skyldes det sikkert, at billederne rummer gåder og spørgsmål, som hvert enkelt menneske kommer til at tage stilling til i tilværelsen. Tag f.eks. De tusind gåders sted. En ung præpubertets pige står i et rum omkranset af et gult flettet gitter. I maleriet er der et kæmpe nøglehul og en nøgle. Men pigen vender ryggen til – voksentilværelsen, måske?
I Valgets kalden stilles en ung pige i en række valgsituationer. Hvad valgene eksakt går ud, kan være svært at gennemskue, men det må hver enkelt så tage stilling til. Det er disse oplevelser og valg, der er maleriernes styrke. De appellerer til debat og eftertænksomhed.

Og så kan kunstneren male. Det store Fuglene flyver suger opmærksomhed til sig i museets store rum. Og Bagerjomfruens drøm er ligeledes et pragtfuldt billede. I det hele taget bidrager billedtitlerne med en ekstra dimension. Man er nødt til at tage stilling til dem – om de siger en noget, eller om man selv har en helt anden tolkning af billedet.

Der er ikke noget at sige til, at Statens Museum for Kunst, Arken og Aros har været på indkøb hos Kathrine Ærtebjerg. Det fortjener hun. Der er også bud efter kunstneren, når kronprinseparrets lejlighed på Amalienborg skal udsmykkes. Hvis man vil tage pulsen på den danske kunst 2007, er Skovgaard Museet altså stedet her i foråret.


Fakta

Udstilling

Uden titel

9 mar 2007 3 jun 2007

Kathrine Ærtebjerg

Skovgaard Museet Se kort og tider