Kickstart kulturfilosofien!

KUNSTEN.NU bringer et interview med kunstneren Ferdinand Ahm Krag om kunstnerens rolle, kunstens kraft og om at kickstarte en proces hos beskueren.

Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)

KUNSTEN.NU bringer et interview med kunstneren Ferdinand Ahm Krag om kunstnerens rolle, kunstens kraft og om at kickstarte en proces hos beskueren.


info


I Ferdinand Ahm Krags billedkunst afkodes bevægelser i sociale rum og medier som dynamiske arkitektoniske strukturer, der uden begyndelse og ende griber i alle retninger. Med et utal af horisontlinjer forskydes perspektivets grænser, og de arkitektoniske rum optræder som uafsluttede mulighedsrum.

Således kunne jeg også beskrive mit møde med Krags filosofiske tankevirksomhed, da jeg besøgte ham på hans værksted på Amager til en snak om kunst og oplevelsesøkonomi.

Ferdinand Ahm Krag: billedkunstner og snarlig med-galleriejer i Valby. (foto: Anders Sune Berg)
Ferdinand Ahm Krag: billedkunstner og snarlig med-galleriejer i Valby. (foto: Anders Sune Berg)
Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)
Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)

Kunstens kraft
Kunsten skal ifølge Krag ikke præsentere afsluttede løsninger, og den skal i hvert fald ikke integreres i underholdningsindustrien. Han forklarer, at kunsten derimod skal skærpe vores bevidsthed om, hvorledes vi tænker og opfatter virkeligheden ved at "forskyde den kulturelle, perceptuelle og psykologiske optik du har på dine omgivelser."

Ved at præsentere en ny optik på et velkendt fænomen, mener Krag, at kunsten kan åbne et sanseligt diskussionsrum. Kunsten skal derfor være flertydig og pege udover egne rammer.

Selv forklarer han: "Jeg håber at kunne kickstarte en proces for beskueren, hvor den omgivende verden pludselig bliver tænkelig og står til forhandling."

Installationsview (foto: Anders Sune Berg)
Installationsview (foto: Anders Sune Berg)

Oplevelsesøkonomi
Oplevelsesøkonomien har i mange aspekter koloniseret områder af kunstens sfære ved at adoptere viden og æstetiske virkemidler fra den moderne kunstscene. I henhold til dette samarbejde mellem kultur- og erhvervsliv, som tilskyndes af kulturministeriet, insisterer Krag dog på opretholdelsen af en klar distinktion mellem kunst og forbrugsorienterede oplevelser:

"I oplevelsesøkonomiens strategiske orden er der intet kritisk projekt, intet kognitivt projekt, intet debatskabende projekt. Det præsenterer en historieløs verden hvor du bliver underholdt, og så skal du gerne have en så radikal eller voldsom eller udfordrende underholdning som muligt. Der er intet forsøg på at kortlægge, hvorledes du og jeg er installeret på forskellig historisk, eksistentiel, psykologisk og samfundsmæssig vis i den samme verden."

"Jeg tror ikke at oplevelsesøkonomien bare bekræfter og legitimerer den eksisterende orden. Jeg tror den bedste måde at beskrive oplevelsesøkonomi på er, at det er et selvforbrug, hvor du gennem spetakulære oplevelser forbruger dig selv og din bevidsthed og verden, og der ikke er nogen refleksion over forbruget.", forklarer han.

Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)
Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)
Installationsview (foto: Anders Sune Berg)
Installationsview (foto: Anders Sune Berg)

Forbrugskultur
Krag forklarer, at oplevelsesøkonomien tilbyder en immateriel vare, som er central i forbrugerens forståelse af identitet og kulturelt tilhørsforhold. I modsætning til sine egne ideer om kunstens potentiale, mener han, at "oplevelsesøkonomien ikke ønsker at forskyde din optik, fordi du så ville stoppe op og reflektere kritisk, og det er det værste der kan ske i forhold til at mobilisere dig som forbruger."

Selv et klassisk kunstmedie som maleriet er således også potentielt en kommerciel vare, der kan bruges som et led i forbrugerens sociale selviscenesættelse. Denne problematik har været en del af Krags virkelighed siden hans exit fra det kongelige danske kunstakademi i 2006.

Kunstneridentiteten i forbrugskulturen
Vel vidende at hans værker potentielt omsættes som en forbrugsvare, mener han ikke, at han sætter sin kunstneriske integritet på spil. I selve værkprocessen har han aldrig korrigeret sine værker ud fra salgsorienteret markedsværdi, men som han siger:

"Det er klart, at jeg er bevidst om de kommercielle mekanismer. Jeg vil ikke være til stede i systemet med en fuldstændig blåøjet naivitet. Jeg har hele tiden haft det sådan, at fordi maleri og tegning bliver behandlet som en vare, så skal det ikke få mig til at holde op med at male. Man må finde en intelligent måde at være til stede i systemet på."

Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)
Uden titel, 2008 (foto: Anders Sune Berg)

Økonomi eller kunstnerisk ambition
Tre måneder efter sin exit blev Krag tilknyttet det velrenommerede galleri, Bendixen Contemporary Art. Her led han ikke økonomiske problemer, men han følte ikke, at hans kunst strakte sig udover værket og bidragede til en filosofisk platform i det offentlige rum.

Nu er han i samarbejde med en gruppe kunstnerkollegaer i færd med at starte et galleri ved Carlsberg.

"Vi har andre kunstneriske visioner end traditionelle kommercielle gallerier, og derved er der en stor økonomisk udfordring. Men det er den satsning, vi vælger at tage. Jeg tror, den eneste måde man kan sætte noget på spil på i forhold til en offentlighed er, hvis man har et eksistentialistisk mellemværende med sin kunst.", fortæller han med tankerne på fremtiden.

Galleriet som tværfagligt debatforum
Krags ambitioner for det kommende galleri er, at det som offentligt forum skal åbne en tværfaglig og forskelligartet optik, som inviterer til diskussion og ikke til et selvrefererende fællesskab, "fordi fællesskaber definerer sig ved eksklusion af noget andet", forklarer han.

I sidste ende ønsker Krag med afsæt i kunsten at skabe et organiseret kulturrum for den tværfaglige debat, således at diskussionerne kan mobiliseres offentligt og ikke blot foregå i aflukkede fora:

"Diskussioner bliver interessante, når de bliver operative og performative," slutter han af, før vi skilles på vej ind i påsken.


Fakta

Fakta

Ferdinand Ahm Krag. (født 1977)

Bor og arbejder i København.

Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2000-2006.

Skriver løbende katalogtekster m.m. om samtidskunst.

Kommende udstillinger:

Soloudstilling på Esbjerg Kunstmuseum i 2010.

Stor udsmykning til Århus Universitet, september.

Krag skriver på et essay om tidsopfattelse, der publiceres i forbindelse med åbningen af det nye galleri ved Carlsberg, som åbner til september.