Kispus i kunstsystemet

Ideen bag David Risleys udstilling ‘Dear…….,’ er enkel: han har simpelthen valgt at lade kunstnerne vælge, hvem der skal deltage i den aktuelle udstilling og repræsentere ‘ny dansk maleri’.

For som han skriver: “Det er som regel kunstnerne selv, der ved, hvad der er godt.”

Han vælger altså selv at tage afstand fra almindelig kuratorisk praksis, hvor det som regel er en museumsinspektør, der udvælger en række værker til en bestemt kontekst. Hér en diagnosticering af ‘det nye danske’ inden for maleriet.

Afmagt for kunstens skyld
Han har i stedet bedt en enkelt kunstner om at være med til hans anonyme tik-leg, hvor denne så vælger den næste og derved undgå den danske kunstscenes intriger, magtfulde kuratorer og museumsfolk. Det skal kun handle om kunsten.

Han understreger desuden, at han er ny, og derfor ved han ikke noget om, hvilke problematikker, der ligger i den danske kunstdebat eller kulturpolitik.

Det spidsfindige ved foretagendet er, at man ikke får at vide, eller må få at vide, hvem der har valgt hinanden.

Man får dog den frygt, at dette underfundige træk vil tage fokus fra kunsten og derved bide sig selv i halen.

Simpeltheden råder
Men idéen fungerer faktisk godt. For selvom der er blevet gættet og gisnet på ferniseringsaftenen og rygterne har gået, så står man som beskuer tilbage, på en helt almindelig fredag eftermiddag og har et helt umiddelbart forhold til kunsten.

David Risley har slutteligt kunnet præsentere 12 værker i de to lokaler i Bredgade. I det første finder man bare fire værker – tre malerier og en collage. I baggården længere nede af gaden finder vi endnu 8 værker, der mestendels er maleri, men der er også nogle enkelte skulpturer at finde.

Man abstraherer overraskende hurtigt fra Risleys kispus og står tilbage med oplevelsen af en samling af virkelig gode malerier, som kunstnerne selv har valgt, fordi de mente det har noget at byde på… Sådan helt selv, altså.

Praksis med pondus
Værkerne af især Mette Winckelmann og Marie Søndergaard Lolk har noget at byde på, hver på sin måde. Den første arbejder med stof-collagen, der ellers ikke anses for fin kunst, men i hendes version, får den liv, farve og relevans i forhold til den ligestillingsdebat, der raser i de danske medier i øjeblikket. Det husmoderlige materiale får i Winckelmanns verden nyt fortegn i glas og ramme.

Søndergaard Lolk arbejder med systemer af bogstaver, der lag på lag skaber perspektiv og en tilfældighedens æstetik. Det er lutter rette linjer, men nederst tynges malingen så meget, at den nærmest er ved at dryppe af lærredet, og det ellers så fine billede og system krakelerer og forsvinder væk…

Farvel til kuratoren
De 12 værker, i de to lokaler, er meget forskellige. På grund af det anonyme indsamlingsprincip står man overfor en blanding af stil, strøg og virkemidler – hvilket faktisk er en lettelse.

På den måde er man ikke nødt til at forholde sig til en overordnet helhed, men i stedet får man lov til at fokusere på de enkelte værker og deres udsagn.

Og det bedste af det hele er, at man helt selv får lov at danne sine egne tanker. Der er ingen systematik anden end beundringen for en kollegas arbejde.

Det her er kunst på kunstens og kunstnernes præmisser, og det er en dejlig afveksling i forhold til de store kuraterede udstillinger, man i øjeblikket ser i København.

Jeg står tilbage i et meget lyst rum og har en følelse af, at det er sådan her det egentligt skal fungere.