Køge Skitsesamling tager førertrøjen, men misser perspektivet

Fokus på et felt i udvikling
Det er al ære værd at Køge Skitsesamling tager debatten op om kunstens rolle i byplanlægningsmæssige sammenhænge. Udstillingen, med den klare formidling og ikke mindst det flotte katalog med mange kyndige kunstfaglige overvejelser, udmærker sig ved at give publikum en forståelse for, at et helt nyt spillerum for kunst i det offentlige rum er skabt. Indenfor det rum mangler vi stadig teoridannelser og begreber til at diskutere denne udvikling, og det er her Køge Skitsesamling rækker en hånd ud.

Et kuratorisk problem
Art Incorporated er en pædagogisk indføring i, hvilke udfordringer byudvikling stiller kunsten overfor. Dette overordnede tema bliver i udstillingen, på bedste teoretiske vis, delt ind i seks underkategorier: performativ arkitektur, kunsten med byen som scene, kunsten i det sociale felt, midlertidige monumenter, byen som brand og kunstmuseet som var(e)tegn.

Hver af disse kategorier har fået et rum på museet og er præsenteret med et kunstnerisk eksempel. Det er ærgerligt, at der ikke har været plads til flere eksempler indenfor hver kategori, da eksemplerne kommer til at fremstå som krydderi på en teoretisk overvejelse – en illustration. Museet kunne med fordel have valgt færre kategorier ud, og dermed givet mere plads til konflikter og diskussioner inden for hver kategori.

Giv kunsten mere plads
På udstillingen er der blandt andet billeder fra Skulptur Projekte Münster 2007, dokumentation af nogle af Artangels socialt orienterede projekter og skulpturelle forslag til Londons Fourth Plinth, som er en sokkel med skiftende skulpturer/monumenter på Trafalga Square.

Kategorierne betyder, at de kunstneriske udsagn, man som publikum bliver præsenteret for på udstillingen, står mærkeligt alene. De har kun museets egen tekst på væggen at spille bold op ad. Selvom det er en god ting at gøre beskueren opmærksom på forskellige kategorier indenfor kunst i byplanlægning, så ville det have løftet udstillingen, hvis kunsten selv kunne have været med i diskussionen af kategorierne. Inden for hver kategori findes der et utal af inspirerende og tankevækkende kunstprojekter med mange forskellige (og modsatrettede) metoder. Først ved at bringe flere stemmer i spil, kan den egentlige diskussion sættes i gang.

Kataloget frem for udstillingen
Udstillingen forbliver desværre lettere uinspirerende. De kunstneriske eksempler er fine, men isoleret set er de ikke overraskende nok, de vækker ikke nok undren. Som et bogprojekt ville strategien være god, men som udstilling, hvor det visuelle skal tale selv, bliver det for stift og for unuanceret. Derfor er det heller ikke overraskende, at kataloget fungerer glimrende og er inspirerende læsning. Alle de væsentlige spørgsmål bliver stillet, og tekstmaterialet vil forhåbentlig i fremtiden blive inddraget i diskussionen om kunstens rolle i byen.