Køn og kjoler på Kvindemuseet

Charlotte Bergmann Johansen udfordrer de klassiske kønsroller i udstillingen Ballroom på Kvindemuseet, hvor hendes gamle dansekjoler har antaget groteske former.

Kjolerne, som kunstneren og hendes søster selv har danset i som barn, hænger for sig selv i et rum inde i rummet. “Et lille boudoir”, som Charlotte Bergmann Johansen siger, da jeg møder hende på Kvindemuseet i Aarhus.

Det er som at gå bag kulissen til en forestilling. Og det er netop det, Bergmann Johansen ønsker. At komme bag kulissen og vise, hvad der foregår bag det smukke, glimtende ydre af danseverdenen. For i den verden er det meget fastlagte traditioner, der styrer – især dem omkring køn og identitet.

Men selvom det er kjoler, der hænger her på udstillingen Ballroom, ligner de ikke længere kjoler. Faktisk ligner de mere groteske farverige fabeldyr pyntet med sten og glimmer. Kjolerne er stoppet ud med skumgummigranulat og syet sammen. Andet har Charlotte Bergmann Johansen ikke gjort ved dem.
Kjolerne tiltrækker sig stadig opmærksomhed med sit glimmer og glamour, men de er langtfra yndefulde mere, påpeger kunstneren. Og det kan hun have ret i. Faktisk minder den ene kjole mere om en klumpfisk.

Nogle af kjolerne er hængt op i elastikker og med snoretræk, så de kan bevæge sig som en marionetdukke. Man kan danse med dem til musikken, som spiller i baggrunden. Og marionetdukken er et sigende billede på den kritik Charlotte Bergmann Johansen retter mod danseverdenen.

“Jeg har et ambivalent forhold til det at have gået på danseskole”, fortæller hun. “Fordi det er så stramt, hvad der bliver forventet af en som pige og som dreng. På danseskolen kører nogle helt klassiske kønsrollemønstre”.

Danseidentitet vs hjemmeidentitet
Rundt om det rum, hvor kjolerne er, hænger der billeder fra Charlotte Bergmann Johansens tid på danseskolen, hvor hendes søster og bror også dansede. Hun viser et billede af sig selv og storebroderen:

“Man blev stillet op som et lille brudepar. Det ligger i hele dansen og i hele det her setup, at man er en lille prinsessekvinde, og at det er en mand, som skal føre en i dansen. Man får det presset ned over sig, at det er sådan her, man skal se ud”.

For Charlotte Bergmann Johansen var der en klar skillelinie mellem at gå til dans og være sig selv derhjemme. Hun påtog sig en anden identitet, når hun skulle til dans, fordi her skulle man leve op til de mange forventninger. Desuden var der et hierarki, og nogle var mere populære end andre.

“Der var et spil, man skulle finde ud af, og det er der mange, der kan identificerer sig med – om man så har gået til dans eller ej. Jeg tror de fleste kender, at man får påduttet et eller andet, eller at der er nogle forventninger til, hvordan man skal gebærde sig, og hvordan man er som mand og kvinde og som pige og dreng. Det gennemsyrer hele vores samfund”.

I danseverdenen er det traditionerne, der styrer, og dermed var det herren, der tog initiativet, og kvinden skulle være den passive, som lod sin føre. Men der var mangel på drenge på danseskolen, og derfor måtte de tit danse pige-pige, men det var som om de altid ventede på, at der kom nogle drenge. Der var et eller andet som var forkert ved at danse pige-pige.
Forhold som disse fascinerer Charlotte Bergmann Johansen: “Set i bakspejlet er der meget interessante mønstre og fortællinger på de her danseskoler”.

Køn og identitet og om at savne dansen
“Mit store ungdomsoprør det var at melde mig ud af danseskolen, det var meget stort i mit liv”, fortæller hun videre.
Men Charlotte Bergmann Johansen kom til at savne selve dansen, og dansede senere i en forening, hvor man dansede herre-herre og kvinde-kvinde, men man kunne også danse blandet, som man havde lyst. Kvinden kunne eksempelvis danse herre, og være den der førte i dansen.

“Det var ret befriende! Jeg synes, det er sjovt at danse, og jeg savnede selve dansen, men ikke apparatet omkring”.

Desværre kunne hun heller ikke her blive fri for apparatet omkring dansen:
“Jeg dansede sammen med en homoseksuel mand, men når det kom til turneringerne, kunne vi ikke danse sammen, fordi turneringerne var forbeholdt same-sex-par, og så kørte det hele igen. Man skulle passe ind. Det kunne være dejligt, hvis man kunne skubbe til grænserne. Jeg tror, det vil give noget rigtig godt”.

Charlotte Bergmann Johansen arbejder i det hele taget med køn og identitet i sin kunst. Og når vi snakker om køn og identitet er det bedst, hvis man passer ind i en kasse, både i danseverdenen og i samfundet. Det starter tidligt. I legetøjsbutikkerne er varerne inddelt i drenge- og pigelegetøj – blåt til drengene og lyserødt til pigerne.

Der er dog noget, som begynder at smelte sammen, mener Bergman Johansen. For nogle år siden begyndte man at tale om metroseksualitet, at det var ok for mænd at gå op i deres udseende og pleje sig selv på samme måde som kvinderne, og man ser mange androgyne tendenser, især inden for modeverdenen.

Men Charlotte Bergmann Johansen kunne tænke sig at rykke yderligere ved vores køns- og identitetsopfattelser:

“I min billedkunst arbejder jeg med et alter ego, som er den gamle sømand. Jeg tager sømandstøj på og et lille fuldskæg, og påtager mig identiteten som sømanden, der har sejlet og levet på havet. Jeg synes, det kunne være interessant, hvis det var mere frit, om man er det ene eller det andet, at man kunne vælge dag for dag. Jeg vil gerne være med til at vise, at man kan styre køns- og identitetsopfattelsen selv. Eller i hvert fald sætte nogle tanker i gang”.