KPs tretrinsraket

Uden de store udsving springer Kunstnernes Påskeudstilling atter ud på Århus Kunstbygning.

Michael Würtz Overbeck: Deconstructing Reality. Pressefoto.

Uden de store udsving springer Kunstnernes Påskeudstilling atter ud på Århus Kunstbygning.


info


Den 66. udgave af Kunstnernes Påskeudstilling er i år censureret af de fem udøvende kunstnere Sergei Sviatchenko, Annette Olesen, Katja Bjørn, Andreas Schulenburg og Nynne Haugaard. Censurkomiteen har forholdt sig til imponerende 1736 værker. 65 værker udført af i alt 37 forskellige kunstnere har passeret nåleøjet og kan nu opleves på KP12.

Inge-Margrethe Madsen: Anna Politkovskaja - Ikon. Foto: Maja Sandberg.
Inge-Margrethe Madsen: Anna Politkovskaja – Ikon. Foto: Maja Sandberg.

Manfoldig udstilling
Videokunst, skulpturer, collager, broderier, malerier og fotografier: hele paletten er i spil, og udstillingen peger naturligt nok i mange retninger. Præmissen for KP12 er groft sagt, at der ingen samlende præmis er.

De udvalgte værker er hver især blevet vurderet og udvalgt på baggrund af deres iboende kunstneriske kvalitet, og dette er deres vigtigste berettigelse for at optræde på KP12. Derfor giver det ikke mening at anføre udstillingens brogethed som et egentligt kritikpunkt.

Mangfoldigheden i værker og spredningen i kunstneriske udtryk er et grundvilkår.

Johnny Schmidt Erbs: Skovfest. Foto: Maja Sandberg.
Johnny Schmidt Erbs: Skovfest. Foto: Maja Sandberg.
Beth Mohr: Stressøje (udsnit). Foto: Maja Sandberg.
Beth Mohr: Stressøje (udsnit). Foto: Maja Sandberg.

Maleriet markerer sig
Som kunstnerisk medie er maleriet velrepræsenteret på KP12. De mediespecifikke dyder form, farve og flade trives på udstillingen, hvor lærreder i storformat og tydelige penselstrøg går igen. Det ses blandt andet i Johnny Schmidt Erbs’ maleri Skovfest, Inge-Margrethe Madsens Anna Politkovskaja – Ikon samt Beth Mohrs Stressøje.

Jane Pedersen: Triptych #1,2,3 . Foto: Maja Sandberg.
Jane Pedersen: Triptych #1,2,3 . Foto: Maja Sandberg.

Sirligt belagt smørrebrød
Måske fordi det netop ikke råber så højt, efterlader et visuelt afdæmpet smørrebrødstriptykon et vist indtryk. Triptych #1,2,3 af Jane Pedersen rummer en fin lethed, og leger med et transparent visuelt udtryk. Og så virker det dejligt absurd med det åbenlyse sammenstød mellem triptykonnets sakrale konnotationer og smørrebrødsmotivets profane karakter. Ikke specielt sofistikeret, men pudsigt nok til at gøre en lille forskel.   

Solveig Hansen: Grill på Weberen. Foto: maja Sandberg.
Solveig Hansen: Grill på Weberen. Foto: maja Sandberg.
Der kigges indad
I en række værker på KP12 tillægges den selvtilstrækkelige nationalforståelse et kritisk undersøgende blik. På tværs af kunstneriske medier arbejdes der med en punktering af forestillingen om det lille fredelige land i nord.

I Solveig Hansens maleri Grill på Weberen bliver Webergrillen (småborgerens hovedattribut) invaderet af fæle edderkopper, i Morten Barkers fotografi Krondyr, kampvogn og lærken obstrueres det danske landskab af kampvogne, og i værket Home af Micha Karlslund bliver det kære Dannebrog taget under behandling.

KP12
laver ikke de store udsving. Bundniveauet er absolut hævet over det acceptable, men omvendt savner man de rigtigt gode værker. Udstillingen skal besøges, hvis man er nysgerrig efter at få et kig ned i den kunstneriske underskov.  

Morten Barker: Krondyr, kampvogn og lærken (udsnit). Foto: Maja Sandberg.
Morten Barker: Krondyr, kampvogn og lærken (udsnit). Foto: Maja Sandberg.
Micha Karlslund: Home. Foto: Maja Sandberg.
Micha Karlslund: Home. Foto: Maja Sandberg.

Kunstnere på spring
Mere sammenhængskraft er der i SPRING12; et interessant udstillingskoncept med direkte forbindelse til den censurede påskeudstilling KP12. På SPRING12 giver foreningen bag KP plads til fire kunstnere som tidligere har markeret sig positivt på netop Kunstnernes Påskeudstilling. På den kompakte gruppeudstilling SPRING12  tilbydes de enkelte kunstnere et større råderum, hvilket skaber en mere homogen udstilling.

Detalje fra Michael Würtz Overbecks totalinstallation Deconstructing Reality på SPRING12. Pressefoto.
Detalje fra Michael Würtz Overbecks totalinstallation Deconstructing Reality på SPRING12. Pressefoto.
Varme anbefalinger går især ud til den yderst effektfulde totalinstallation Deconstructing Reality af Michael Würtz Overbeck. Værket sender effektivt beskueren ind i et ulmende, Twin Peaks-lignende parallelunivers.

De øvrige deltagere på SPRING 12 er Nana Rosenørn Holland Bastrup med værkerne VideoEpos – Uden Titel og Wall – 01, Sanne Grauengaard med The Area samt Timo Andersen med Camilla jeg savner dit fregnede jordbærfjæs. Samlet set efterlader de fire kunstneres udstilling et særdeles positivt indtryk.

SOLO12
Med SOLO12 som sidste led i en slags kunstnerisk tretrinsraket lægger Århus Kunstbygning også hus til en soloudstilling. Elin Maria Bruun-Nystedts udstilling tydeliggør det sympatiske udstillingskoncept, som KP har kørende.

Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, videostill. Pressefoto.
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, videostill. Pressefoto.
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, videostill. Pressefoto.
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, videostill. Pressefoto.

Således havde Bruun-Nystedt sin debut på Kunstnernes Påskeudstilling i 2007. I 2009 deltog hun i SPRING, og i 2012 deltager hun altså med en soloudstilling. På den aktuelle SOLO12 arbejder hun både i video og skulpur, og udstillingens værker Marcipane Crème og Kaffe på Jobbet udspiller sig som en slags iagttagelser og undersøgelser af hverdagens rituelle handlinger.

Der bliver leget med ophængningen på KP12, hvor malerierne hænger både højt og lavt. Foto: Jens Møller
Der bliver leget med ophængningen på KP12, hvor malerierne hænger både højt og lavt. Foto: Jens Møller
Af de i alt tre udstillinger, som Århus Kunstbygning udbyder, står SPRING12 stærkest. Elin Maria Bruun-Nystedts soloudstilling bidder ikke rigtigt fra sig, skønt den begavet understreger en række absurditeter ved vores moderne virkelighed.

Og endelig har vi KP12 der ligger som fundamentet i den kunstneriske tretrinsraket, som KP skyder afsted. I stedet for at betragte de tre udstillinger som separate delelementer, bør man se KP12, SPRING12 og SOLO12 som led i en kunstnerisk udviklingsproces.


Fakta

Udstilling

KP12, SPRING12, SOLO12

1 apr 2012 29 apr 2012

Kunsthal Aarhus Se kort og tider