Kronhjorten er død, leve udkantsdanmark!

Maleriet har igennem en del år ikke haft brug for hjertemassage og blev senest, ved en debat på Art Copenhagen, anklaget for at være en kommerciel succes – på godt og ondt. Er det samme gældende for dets traditionelle følgesvend ‘landskabet’? Har nutidskunsten revitaliseret en klassisk genre, eller sælger den gammelt krondyr på nye dåser?

Otte andre end Otte
Allan Otte er vel efterhånden Danmarks bedst kendte landskabsmaler. Han har som få før ham formået at rette pressens opmærksomhed mod en genre, der ellers var dømt både ude og usexet. I skyggen af hans malerier af væltede lastbiler florerer landskabet dog også hos en række andre kunstnere. I vidt forskellige medier som maleri, foto og broderi angriber disse kunstnere ‘landskabet’ som genre, symbol, rum, og samfundskritik.

LÆS OGSÅ ANMELDELSE AF ALLAN OTTE PÅ SKIVE KUNSTMUSEUM

Dette essay vil se på ‘landskabet’ hos kunstnerne Thomas Wolsing, Søren Martinsen, Ulrik Møller, Steen Larsen, Christian Skeel, Christina Malbek, samt Janne Klerk og Nicolai Howalt der begge er en del af det storstilede fotoprojekt STEDER – Danmark under forvandling, som netop nu kan opleves på Brandts. Formålet med dette essay er ikke at nå frem til en eviggyldig sandhed omkring skildringen af ‘landskabet’ i nutidskunsten, men snarere at lægge op til debat.

Hvis vi godtager, at skildringer af det danske landskab ikke længere er en idylliserende genre med ukappede rødder i 1800-tallets nationalromantik, hvad er de så? Er det vold mod kunstnernes værker overhovedet at gruppere dem sammen under titlen ‘landskab’, eller har motivet alligevel noget samlet at byde på?

Kan man redde en rådden banan?
I forbindelse med PORT 2010 udstiller Thomas Wolsing under titlen EkstraMarginale Rastepladser en række informationstavler i området omkring Nationalpark Thy og molerskrænterne på Mors. Tavlerne består af fotografier af regionale landskaber, digitalt manipuleret så de fremstår som øde planetlandskaber. Er der liv på Mors/Mars spørger kunstneren?

Udkantsdanmark er også til debat, når Thomas Wolsing til næste år udstiller broderede ødegårde på SNYK. Dem har jeg set i deres spæde stadie – og ideen om at stramajbroderiet kunne komme Den Rådne Banan til undsætning er ret tiltalende, må jeg sige. Det broderede billede af landlivets idyl har tidligere haft sin faste plads ved siden af bedstemors Bornholmerur og var motivmæssigt lige så sindsoprivende som urets tikken. Men det bliver spændende at se om Thomas Wolsings udstilling af Danmarks terrain vagues kan revolutionere genren og skabe en kulturel debat i og om udkantsdanmark, ved at pege på virkeligheden fremfor idyllen.

På kanten
“Udkantsdanmark” – udtrykket er så brugt, at det næsten allerede giver samme tiks i øjenkrogen som “klimakrise” og “finanskrise”. Men presseomtale og politiske intentioner til trods, så bugner mange små byer stadig mere af natur end kultur. Måske netop derfor er disse områder både grobund for landskabskunst og kunstnere.

Naturens luner har her en mere direkte og afgørende indflydelse på hverdagens aktiviteter, end i de store byer, hvilket bringer mennesket ud af fokus. Søren Martinsen, Ulrik Møller og Steen Larsen henter alle en del af deres motiver fra disse kanter.

Landskabet er ladet med….
Søren Martinsen viste sine seneste landskabsmalerier i en netop afsluttet udstilling – Field Studies – hos Martin Asbæk Gallery. Værkernes motiver er farligt banale. En skov, en mark, en gård, raps. Ingen åbenlyse ulykker som hos Allan Otte, men alligevel er her noget galt. Farverne er “off”, det samme er perspektivet og ofte også titlerne.

Søren Martinsen kalder selv denne svært definerbare stemning af uro for en “ladet tomhed”. Betegnelsen er meget rammende når man for eksempel ser på værket Fluoxetine 60 mg. Et trist og kedeligt landskab, dog med en underlig afstikker forrest i billedet. Er det mon udsynet før eller efter indtag af Fluoxetine (antidepressiv medicin)?

Ulrik Møllers landskaber er også stemningsbilleder, mere end de er afbildninger af virkeligheden. Værkerne har relation til fotografier taget af kunstneren, men landskaberne manipuleres i malerierne indtil de gengiver præcis den stemning, kunstneren ønsker at udtrykke. Modsat Søren Martinsen, er manipulationen hos Ulrik Møller helt usynlig.

Naturalismen og stilfærdigheden er næsten for altoverskyggende. Som beskuer lulles man ind i troen på, at det man ser er naturskabt, fremfor menneskeskabt.
En lignende naturalisme finder man hos Steen Larsen. Men landskaberne er her ikke sammensatte manipulationer, men en slags rejsedagbogsbilleder af oplevede views. Værkerne skildrer kunstnerens fascination af sammenstødene mellem natur og kultur, som når en motorvej pløjer sig igennem et guldalderidyllisk landskab. Stemningen er dog ikke kritisk, men mere søgende efter nye definitioner på skønhed. Kan en grillbar i Voldby på landevej 26 og en gyllespreder på en mark udgøre smukke landskaber? For Steen Larsen kan de.

Men spørgsmålet er om disse landskaber får os beskuere til at se anderledes på landskaberne omkring os? Rykker det noget, når Martinsen skruer på farverne, Møller rekonstruerer virkeligheden og Larsen udvælger skæve vinkler?

Kunsten at folde et rum
Christian Skeels værker leger med tanken om landskabet, som et visuelt tilgængeligt rum. Det fotograferede landskab udsættes i maleriet for fysiske paradokser, hvor rummet foldes i modstridende dybder. Til trods for en smule søsyge, er de rumlige eksperimenter et forfriskende pust ind i den ellers meget følelsesladede genre.

Også Christina Malbek har i sine landskaber udforsket fornemmelsen for rum. Bladrer man igennem hendes værker fra 2004 til 2008, ser man en næsten gradvis opløsning af det letgenkendelig rum mod et stadigt mere udsvævende og symbolsk rum, der ender i ren sort sansning. Via en kunstnerisk implosion udfordrer Christina Malbek grænserne for vores definition af ‘landskabet’.

LÆS OGSÅ ANMELDELSEN AF CHRISTINA MALBEKS LANDSKABER PÅ CFC

Noget nyt under solen?
Efter at have set på et bredere snit af nutidskunstnere der beskæftiger sig med landskabet, må man nok konstatere, at der ikke er tale om en samlet bevægelse med en fælles mission. De tider er vist også forbi. Men i hvor høj grad er landskabskunsten overhovedet blevet revitaliseret? Og måske endnu vigtigere, er vores syn på genren blev opdateret?

Jeg mener det er vigtigt at have sig for øje, at ‘landskabet’ i alle dets udformninger – på foto, på lærred, i broderi og i virkeligheden – er en konstruktion. En menneskeskabt virkelighed. Nogen har valgt et fokus eller en vinkel, nogen har fældet et træ og omlagt en å.

Spørgsmålet om revitalisering handler altså i lige så høj grad om os som beskuere, som det handler om kunstnerne der skaber. Er vi som beskuere i stand til at vurdere og bedømme om landskabskunsten viser os verden som den er, eller verden som en manipulation skabt af kunstneren? Hvis man ser landskabskunsten som en slags propaganda (hvilket den på sin vis var i 1800-tallet), ville det være altafgørende, at gengivelsen af landskabet som en konstruktion/manipulation er skjult for beskueren. Det viste er virkelighed, ingen diskussion – færdig, bang! I denne version bliver landskabet magtfuldt, da manipulationen bliver madet ind med skeer, som bærer et skin af naturlighed.

Men ser man i stedet landskabskunsten som et oplæg til debat om for eksempel udkantsdanmark eller maleriet som medie, er det måske langt mere interessant, hvis vi som beskuere har blik for konstruktionerne og kan gøre modstand.

STEDER
I projektet STEDER – Danmark under forvandling har 14 udvalgte kunstnere brugt et år på at skabe deres billeder af Danmark. Deres vinkler er dybt forskellige og kan ses side om side på Brandts frem til den 21. november.

Til udstillingen udgives et trebindsværk med artikler samt selvfølgelig fotoværkerne selv. Men nu er spørgsmålet; bliver bogen en yndig coffee table book for sentimentale sjæle der kan lide at se på billeder af natur, kultur og mennesker? Eller kan udstillingen formå at sætte gang i en debat omkring ‘landskabet’ som konstrueret virkelighed?

Personligt mener jeg, at debatten ville løfte projektet og landskabskunsten i det hele taget.
Hvad mener du?