Kunst i krise(tid)

Vi er netop kommet ud af en verdensomspændende pandemi, hvor vi i fællesskab lærte, at kunsten og kulturen er en del af løsningen på at skabe mening og livsglæde. Nu står vi i en kakofoni af nye kriser, så vi burde passe godt på kunsten, så vi kan bruge den, istedet for at lade den sejle sin egen sø. Det er imidlertid ikke det, der sker, skriver Astrid Aspegren i denne klumme.
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Käthe Kollwitz (1867-1945, Tyskland) formåede noget så mesterligt som at lagre rædsel i sine værker. På papiret kan todimensionelle træsnit lyde som noget, der er frembragt ved hjælp af ganske simple teknikker, men der er intet simpelt ved Kollwitz’ evne til at formidle krigens, sorgens og tabets følelser i sit snit, så alle instinktivt kan forstå, hvad der bliver kommunikeret. Et klart og tydeligt sprog uden ord.

Jeg husker mit første møde med hendes træsnit som intet mindre end fængslende. Børn med bange øjne fulde af bekymring, voksne med store, tomme opgivende blikke. Grædende voksne mænd.

Käthe Kollwitz var kunstner i en tid, hvor det ikke var nemt at få plads som kvinde, hvor hendes ekspressionistiske træsnit skilte sig ud fra mere tidstypiske abstrakte malerier, og hvor hun mistede sin søn til Første Verdenskrig. En kvinde og en kunstner i krise, som så sit arbejde som sin pligt:

‘’Jeg følte, at jeg ikke havde ret til at uddrage mig opgaven som talerør. Det er min pligt at give stemme til menneskers lidelser; de endeløse lidelser, der nu tårner sig op som bjerge’’ – Käthe Kollwitz, Dagbøger, 5. januar 1920.

Jeg har tænkt meget på Käthe Kollwitz værker på det sidste. Det er måske ikke så mærkeligt. Jeg er dybt fascineret af, hvordan et 100 år gammelt værk stadig kan indeholde den indlagrede følelse, som blev skåret i dets årer, og som jeg kan mærke klart og tydeligt på min egen krop og i min egen sjæl.

Kriser der bider sig selv i halen – men hvor er kunsten?

Mette Frederiksen sagde dagen efter valget, at vi står med en række kriser, der bider hinanden i halen. Børn og unge har det dårligere end nogensinde, og det er ikke så svært at pege på forskellige ting i den store vide verden, der kan forårsage angst og mistrivsel i disse tider.

Samtidig havde vi en valgkamp, hvor kunsten og kulturen var decideret fraværende, selvom vi under coronakrisen kollektivt erkendte, hvor vigtigt kunst og kultur var for vores fælles og individuelle ve og vel. Derfor vil jeg dedikere denne klumme til at undersøge hvilken rolle, kunsten spiller i krisetid, og om vi kunne have gavn af at hjælpe kunsten ud af dens egen krise, der er politisk ligegyldighed.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg med en spidsformulering kan definere, hvad kunstens rolle er. Kunsten kan og skal mange ting, men den skal også have lov til bare at være. Lige præcis dens mangel på funktion er en af dens mest værdifulde egenskaber. På den måde kan den virke som en modgift til vores fortravlede, digitale og individualiserede hverdag, og dét ville gå tabt, hvis vi spændte kunsten for en sundheds-, social-, klima- eller geopolitisk vogn. Samtidig er det enormt interessant og relevant at se på den effekt og betydning, som kunst helt naturligt har på og for mennesker og på, hvordan vi kan aktivere og stimulere den.

At dokumentere en følelse

På en grå mur til et sønderbombet højhus i Borodianka, Ukraine, dukkede der pludselig et kunstværk op. Banksy har prydet ruinerne af et forhenværende hjem med en springgymnast, der balancerer over murbrokkerne. En smuk gestus, der signalerer til ukrainerne, at kunsten og ånden ikke har forladt dem.

Det fortæller en helt anden historie end blotte fotografier fra krigen. Det skaber liv, hvor der tilsyneladende ikke er noget, og det giver en trøst i form af en følelse af medmenneskelighed og samhørighed i en urimelig situation. Sammen med Käthe Kollwitz praktiserer Banksy en kunstudøvelse, der kan føles som en pligt, fordi den fungerer som et vidnesbyrd på den menneskelige dimension af krigens omkostninger.

På den måde har deres kunst en anden og mindst lige så vigtig funktion. Kunstneren lagrer en følelse i sit værk som en slags historiefortælling og dokumentation af menneskelig aktivitet og væren i verden, som eftertiden kan kigge på for bedre at forstå – helt instinktivt – hvordan det var at være menneske på den tid.

Om 100 år vil en ung kvinde måske stå på et galleri eller museum – eller slet og ret foran en mur – og se på et værk lavet af Banksy, og hun vil få en meget mere levende forståelse af vores tid end nogen historiebog kunne give hende. Vi skylder eftertiden og os selv at dokumentere vores følelser, og følelser kommunikeres ofte allerbedst, når sproget tager kunstnerisk form.

Kunsten er selv i krise

Vi er netop kommet ud af en verdensomspændende krise, hvor vi i fællesskab lærte, at kunsten og kulturen var en del af løsningen på at skabe mening og livsglæde. Nu står vi i en kakofoni af nye kriser, så vi burde passe godt på kunsten, så vi kan bruge den, istedet for at lade den sejle sin egen sø. Det er imidlertid ikke det, der sker.

Organisationen Danske Museer melder, at grundet forhøjede energipriser har flere museer måttet afskedige medarbejdere. Det er ikke en mulighed at skrue helt ned for klimaanlæg, hvis man skal beskytte værker og artefakter.

Den nyeste barometermåling fra Applaus viser, at 51% af de adspurgte svarer, at stigende forbrugerpriser giver dem mindre lyst eller mulighed for at opleve kunst og kultur. Samtidig angiver 79% af de adspurgte, at kunst og kultur gør dem glade, og 69% er enige i, at kunst og kultur inspirerer dem.

Så der er jo noget, der ikke hænger sammen. Det er svært for sådan en som mig at forstå, for jeg prioriterer kunst, kultur og skønhed over de fleste andre ting. Jeg ville også købe anemoner for mine sidste 20 kroner.

Det er nu, vi skal bruge kunsten allermest, og hvis den enkelte ikke har råd, overskud eller mulighed, så må der støtte til. Og hvordan skal den så se ud? Der hviskes lidt i krogene om ting som ‘kultur på recept’ og forskellige tiltag, der instrumentaliserer kunsten i sociale, uddannelses- og klimamæssige sammenhænge.

De idéer er jeg ikke totalt imod – kultur på recept har fået vellykkede resultater – men jeg er heller ikke totalt for dem, for kunsten skal som sagt også bare være. Ligesom mennesket af og til skal have lov til bare at være.

Tænk hvis kunst var lige så tilgængeligt som stranden

Jeg drømmer om noget lidt andet, noget mindre instrumentelt og slet ikke så systemisk. Jeg drømmer om, at vi taler pænt om kunst og kultur, og at vi anser det som noget naturligt, noget selvfølgeligt, noget inde i kernen af, hvad vi har brug for for at kunne være hele og glade mennesker. Man ville heller ikke sætte en skovtur eller en solnedgang på recept.

Tænk hvis kunst var lige så tilgængeligt som stranden. Vi har i Danmark et princip om, at hele kysten skal være tilgængelig og fri for alle, hvorfor har vi ikke det samme princip om kunstmuseer? Hvorfor sikrer staten ikke en grundfinansiering, der gør, at alle kan tage på museum af egen lyst, ikke som tvang eller opfordring, men som en reel mulighed for at tage lidt på opdagelse, lade op, finde inspiration, hvad man nu vil?

Så ville museer heller ikke være hjemsøgt af billetsalgslogikkens tyranni. Alle de her ting, som er balsam for sjælen, burde bare være frit tilgængelige.

Solskin og brød og ånd ejes af alle. Jeg drømmer om, at vi nærer kunsten i samfundet, så vi både kan bruge den her i vores nutid, og så fremtiden kan mærke og forstå, hvordan det var at være os.