Kunst sendes ud i stratosfæren

Jesper Dalgaard samarbejder med DTU-studerende om opsendelsen af to stratosfæreballoner med kunstværker og videnskabelige forsøg.

Detalje fra Jesper Dalgaards landskabsskulptur på vej ud i rummet. Pressefoto

Jesper Dalgaard samarbejder med DTU-studerende om opsendelsen af to stratosfæreballoner med kunstværker og videnskabelige forsøg.

Jesper Dalgaard har i gennem mange år arbejdet med en art science fiction-landskabsskulpturer, der ofte hænger ned fra loftet. Dalgaards moduler er fjerne fremtidsfantasier og humoristiske skulpturer, hvor den interstellare, videnskabelige forestillingsverden kobles med materialer fra togbanemodellernes verden.

De labyrintiske, hjemmeflikkede moduler er høj-effektive produktionsenheder, og forstået inden for deres eget univers er påstanden, at disse skulpturer er imponerende syvmileskridt både for videnskaben og menneskeheden!

Det er sådanne skulpturer, som nu bliver sendt med heliumballoner op i stratosfæren. Opstigningen skal dokumenteres via en række HD kameraer, og optagelserne skal efterfølgende bruges til en kunstfilm.

Opsendelserne skal ses som en videreudvikling af Dalgaards førnævnte ideer, men man er nu for første gang ombord på en af disse svævende moduler. Og herved opnås en ide om, hvordan det ville opleves, hvis man i virkeligheden befandt sig på en af disse svævende kloder. Beskueren vil derved få helt konkrete billeder på, hvordan Jesper Dalgaards fremtidsvision kunne tage sig ud.

Jesper Dalgaard sender nu skulptur ud i rummet. Pressefoto.
Jesper Dalgaard sender nu skulptur ud i rummet. Pressefoto.
Med opsendelsen af skulpturerne leges der med ideen om at starte forfra. Ved at flytte til nye omgivelser skaber man muligheden for at starte på ny og lægge tidligere tiders fejlslagne dogmer bag sig. Og derved kunne der skabes nye og bedre forhold for menneskeheden.

Ballonprojektet er lavet i tæt samarbejde med studerende fra DTU’s Geofysik og Rumteknologi-uddannelse, som står for den ingeniørmæssige side af opsendelsen. Blandt andet har de udviklet et ultralavvægt stabiliseringssystem til det medrejsende kamera, og ligeledes testes også en videnskabelig payload, der skal bruges til at spore gøgefugle!

Stratosfæreballonen kan opnå en maksimalhøjde på 36 kilometers højde. Kunsten har for alvor nået nye højder!


Fakta

26 sep 2014

Jesper Dalgaard

Fakta

Tid og sted:

Den første opsendelse fandt sted fredag 15. august 2014.

Den anden og sidste opsendelse vil finde sted fra Ringkøbing Fjernvarme Solcelleanlægs Parkeringsplads 26. august mellem kl. 6.30 og 7.30. Det skal dog bemærkes at dato og tidspunket for opsendelse kan ændre sig, da det er vejret som afgør, om det er muligt at sende en ballon af sted.