Kunst til deling!

Men hvad sker der, når kunsten infiltrerer det offentlige rum, og hvad skal vi som publikum få ud af at opleve kunsten i offentligheden? Spørger man dette års kurator for Copenhagen Art Week Charlotte Bagger Brandt, hvad det er kunsten kan i byrummet, som den ikke kan andre steder, nævner hun først og fremmest kunstens potentiale for at skabe nye strukturer for vores sociale adfærd i byrummet.

”En af grundene til, at jeg synes, det er interessant at arbejde med kunst i det offentlige rum, skyldes kunstens mange muligheder for at skabe en anden form for fællesskabsfølelse i det offentlige rum. Det er derfor vigtigt, at vi i højere grad begynder at tænke på kunsten som en del af den måde, vi interagerer med hinanden på”.

Ifølge Brandt er det altså kunstens evne til at skabe nærvær, fællesskab og dialog, der er i højsædet, når hun som kurator integrerer kunsten i det offentlige rum. Derudover anser Brandt det ligeledes som en helt afgørende faktor, at kunsten i det offentlige rum kan være med til at nedbryde skelet mellem kunst og samfund.

”Der er rigtig mange, som man ikke når ud til i museet, på institutionerne og i gallerierne. Hvis du kan få gjort bare en lille procentdel af dem nysgerrige på, hvad det er, der forgår indenfor kunstverdenen. Så tror jeg, det er det hele værd”.

Mediekunsten udvisker grænserne, rummene og genrene
Når det kommer til kunst i det offentlige rum, besidder den digitale kunst ifølge Rasmus Vestergaard måske et særligt potentiale for at bryde med den genremæssige og konventionelle rammesætning af kunsten. Som kurator for DIAS, den første kunsthal til at varetage den digitale og mediebårne kunst i Danmark, har Rasmus Vestergaard gode erfaringer med at dele det digitale kunstfelt med offentligheden.

”Digital kunst – det vil sige mediebåret kunst, rummer et særligt potentiale, der i dansk kontekst endnu ikke er udforsket og raffineret. Et aspekt af dette potentiale består blandt andet i mediekunstens mulighed for at træde ind i kontekster, der ligger udenfor det gængse kunstsystem. Et eksempel på dette kunne være netkunstens ubegrænsede deling via internettet eller mediekunstens tendens til at nedbryde grænserne mellem de almindelige genrer: billedkunst, teater, lyd, musik med videre”, påpeger Vestergaard.

På denne måde peger Vestergaard på mediekunsten som en kunstform, der i særlig høj grad lader sig integrere i det offentlige rum. ”Når det kunstneriske udtryk udspringer af – og artikuleres gennem teknologiske elementer, opnås en frihed til at manifestere kunsten i nye sammenhænge”, forklarer Vestergaard og fremhævner endvidere, hvordan mediekunsten ligeledes besidder et stort potentiale for at gøre mødet med kunsten i det offentlige rum til en dynamisk og nærværende oplevelse.

Ifølge Vestergaard besidder DIAS et særligt drive, deri kraft af kunsthallens skiftende udstillinger gør kunsten til en aktiv del af hverdagen. ”Denne dynamik er central, da den muliggør en anden måde at skabe værdi på – ikke som en gimmick om at kunsten partout skal ud til folket, eller at den skal omvælte verden, provokere eller lignende, men som et tilbud om at møde alternative syn på virkeligheden midt i virkeligheden” fortæller Vestergaard.

Vil du oprette forbindelse til et Wi-Fi-netværk?
Som tredje led i det digitale kunstprojektet Captive Portal lancerer Kristoffer Ørum i samarbejde med forskellige kunstnere seks digitale værker under titlen Trådløse Fodnoter fra en Anden Kunstverden. De seks værker placerer sig rundt om i det københavnske byliv og er tilgængelige for offentligheden via digitale Wi-Fi netværk, som man bevidst eller rent tilfældigt kan logge ind på via sin mobiltelefon.

Ørum forklarer, hvordan en givet møde kunne opstå. ”Jeg forestiller mig oplevelsen vil være meget forskellig alt efter hvilken type byrum man befinder sig i, og hvilket tidspunkt af døgnet det foregår. Som når en nyankommen turist en tidlig morgen leder efter gratis Wi-Fi for at finde vej til sit hotel i Nansensgade, men pludselig får fat i Matthew-Robin Nyes animationer i stedet for det Google kort, der kunne have ledt ham eller hende på rette vej”, fortæller Ørum. Hans interesse for arbejdet med kunsten i det offentlige rum udspringer især af hans store fascination af forholdet mellem offentlighed og privatliv, den fysiske verden og internettets uendelige rum.

”Overordnet set kan man sige, at jeg interesserer mig for hvordan, og i hvilket omfang, de digitale og fysiske offentlighedssfærer interagerer med og påvirker hinanden. Det utal af Wi-Fi netværk, der findes i København udgør et interessant territorie i byrummet. Et sted hvor ’private’ og ’offentlige’ rum umærkeligt overlapper og sameksisterer”.

Hvad siger dit Wi-Fi netværk om dig?
Når Ørum med Captive Portal eksperimenterer med den gængse opfattelse af Wi-Fi netværkets oprindelige funktion, håber Ørum på at kunne rokke en lille smule ved vores traditionelle opfattelse af det private, offentlige og institutionelle rum.

”Jeg vil vove den påstand, at det der forgår på nettet, på mobiltelefoner eller på skærme i stigende grad griber ind i vores hverdag og farver vores opfattelse af verden omkring os. Derfor virker det oplagt at bruge den netværksteknologi, der normalt forbinder os til et globalt og i stigende grad kommercialiseret netværkssamfund, til at skabe et lokalt og midlertidigt indslag i vores fælles byrum”.

At dele hvad vi normalt ikke deler
Når man som kurator udstiller kunst i offentligheden, er det som Brandt gør opmærksom på vigtigt, at man tager rummets strukturer i betragtning. ”Det offentlige rum er en kompleks størrelse. Det er ikke bare ét rum, men rent faktisk rigtig mange rum”.

Hvis dette møde skal forløbe nogenlunde ubesværet, mener Brandt at kunsten bør indgå i et enkelt, nærværende og ligebyrdigt møde med sine omgivelser. Når det så er sagt, må kunsten dog gerne udfordre de mange indgroede rutiner og vaner der præger os, når vi bevæger os i det offentlige rum.

”Udfordringen er at skabe et rum, hvor vi deler, hvad vi normalt ikke altid deler. Vi må altså forsøge at skabe nogle strategier i det offentlige rum, som både peger på rummets diversitet og pladsens eller ’agoraens’ gamle funktion som mødested”, forklarer Brandt. ”Hvis vi giver kunsten tid og plads, tror jeg, kunsten kan vise os kompleksiteten i vores liv, og den måde vi interagerer med hinanden på i samfundet”.