Kunstboom i en æske
14 værker af unge New Yorkbaserede kunstnere ankom med posten og udstilles nu på TTC Gallery. Udstillingen BOOM er et legende resultat af fildeling og selvorganisering.
14 værker af unge New Yorkbaserede kunstnere ankom med posten og udstilles nu på TTC Gallery. Udstillingen BOOM er et legende resultat af fildeling og selvorganisering.
Et galleri og en scene i vækst
Galleriet er lillebitte, men arbejdslokalerne fulde af liv og iværksætter ånd. Og det er meget sigende for en af kunstens stærkest voksende, men mere perifære scener, nemlig (maga)zine-scenen, som navnet lyder.
Her er der ikke tale om traditionel tegneserievirksomhed. Det er ofte profilerede kunstnere, musikere, grafikere og kreative sjæle, der bevæger sig ind i dette community, hvor sproget er internationalt, institutionerne har minimal magt, værkerne fotokopieres, distribueres billigt og direkte til publikum og sendes med posten, når en udstilling arrangeres i et lokale på den anden side af kloden.
Mangfoldigt udtryk og højt tempo
Det er også tilfældet med TTC (Telefon Til Chefen) Gallerys aktuelle udstilling BOOM, som ankom i en træboks med posten. BOOM præsenterer 14 værker af 14 kunstnere fra en scene i New York, hvor der ikke bliver skelnet mellem kunstnere og grafikere, men snarere udveksles i højt tempo.
Og udtrykket vidner da heller ikke om en scene med én dagsorden. Der er derimod tale om værker, der afspejler kreativitet, humor, et nært forhold til 60’ernes energiske undergrund, politiske dagsordener og den genrejste Op-Art (optisk kunst).
En boks fra verdenen
Zine-formatet er blevet en eftertragtet ramme for sådanne grafiske, frit legende, impulsive, men også reflekterede og samfundskritiske udsagn og udtryk. Det sjove er, at en boks fra New York i princippet repræsenterer en international scene og ikke bare en amerikansk. Og grunden skal findes i den enorme udveskling, som foregår på denne scene, og at de udvalgte kunstnere har hjemlande som Norge, Japan og Canada.
Dugfrisk styrke
Den lille, men meget fine udstilling med den sigende titel BOOM – for der er tale om et reelt boom – tæller netop både grafiske, politiske, optiske og humoristiske indslag. Blandt indslagene kunne man fremhæve Brooke Inman, Anna Lowe Gustavi, Adam Kaufman, Holly Stevenson (projektets kurator), og Misaki Kawai.
Samtidig ved man udmærket, at her er det mangfoldighedsprincippet, udvekslingen, og det frie kunstneriske udtryk, der udmærker denne udstiling.
Derudover er der tale om en gruppe dugfriske kunstnere blot repræsenteret ved et enkelt ark i en genre, hvor der produceres i enorme mængder med meget varierende udtryk, stil og styrke. Udstillingen er på ingen måde spektakulær, men giver et givtigt og særegent indblik i en international scene, der er i stor fart (ikke mindst på grund af spegede finanser), og hvor udvekslingen er enorm.
Fakta
Udstilling
BOOM
9 jan 2009 13 feb 2009
Misaki Kawai, Shara Hughes, Hisham Bharoocha, Denise Kupferschmidt, Patrick Walsh III, David Aron, Espen Friberg, Brooke Inman, Ryan Waller, Adam Kaufman, Ted McGrath, Maryam Nassirzadeh, Anna, Lowe Gustavi, Holly Stevenson
TTC Gallery Se kort og tider
Fakta
Holly Stevenson (1978) er uddannet kunstner på Pratt's Institue i Brooklyn, NY.
Ted McGrath (1981) er uddannet fra Pratt Institute i 2002 med en BA i Kommunikations Design.
Misaki Kawai (1978) er vokset op i Osaka, Japan. Hun er uddannet på Kyoto Collage of Art i Kyoto også i Japan.
Hisham Bharoocha (1976) er vokset op i Japan og USA, for tiden bor han og arbejder i Brooklyn, New York.
Shara Hughes (1981) kommer oprindeligt fra Atlanta, men dimitterede med en bachelor i Fine Arts fra Rhode Island School of Design i 2004.
Espen Friberg (født 1981) voksede op i Oslo, Norge. Sammen med en highschoolven skabte han designstudiet kaldet Yokoland og det uafhængige musik selskab Metronomicon Audio.
Denise Kupferschmidt (født 1979) dimitterede med en BFA (Bachelor in Fine Arts) fra Massachusetts College of Art i 2001.
Brooke Inman (født 1983) dimitterede med en BFA fra Cleveland Institute of Art og med en MFA fra Virginia Commonwealth University.
Ryan Waller (født 1981) er en designer og Art Director fra Staten Island, New York. I 2003 dimitterede han fra Rhode Island School of Design. Han er i øjeblikket ved at få sin MFA grad fra Yale University.
Adam Kaufman (født 1977) dimitterede med en BFA fra Brown University i Providence, Rhode Island og har en MFA fra The School of Visual Arts, New York City.
David Aron (født 1970) er kunstner og galleriejer med base i New York City.
Maryam Nassirzadeh (født 1978) er modeskaber og galleriejer. Maryam er oprindeligt fra Los Angeles, men flyttede til østkysten for at studere kunst og tekstiler på Rhode Island School of Design. Hun studerede derefter Fashion på Parsons i New York City.