Kunsten at bedrage

Fotoudstillingen While We Swallow Deception med Signe Vad overser, at folk gerne vil bedrages.

Signe Vad: Urban Decay.

Fotoudstillingen While We Swallow Deception med Signe Vad overser, at folk gerne vil bedrages.

Forskudt realisme
Man kan på Galleri Image i øjeblikket opleve Signe Vads fotografier, der er digitalt bearbejdede, så resultatet fremstår realistisk og foruroligende på samme tid. I Vads fotografiske univers kombineres det urbane og organiske i en overraskende finurlig sammenhæng, for eksempel bliver figurer af bymennesker placeret i et skovmotiv. Ved at klippe forskellige elementer sammen, skaber Vad en forskudt og en anelse paranoid realisme, hvor intet er, som det umiddelbart tager sig ud.

Kritisk blik
Vad formår at etablere et kritisk, men også nuanceret blik på virkeligheden, der desværre i selve billedsproget fremstår en anelse for dunkelt til at blive rigtig fængende. Billederne er i høj grad samfundskritiske og Vad ønsker med titlen på udstillingen at pege direkte på den vestlige verdens forbrugskultur og det moderne menneskes fremmedgørelse.

Signe Vad: The Dwelling, 2008
Signe Vad: The Dwelling, 2008

Forbrugskultur og overvågning
Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at menneskene fremstilles som stereotyper i stedet for individer, særlig tydeligt i billedet The Dwelling, hvor menneskene er forvandlet til anonyme figurer i ens hvide dragter. Også overvågningssamfundet tematiseres i serien Are You Listening To Me med nattebilleder fra et øde København, hvor to overdimensionerede ’bordtennisbolde’ tårner sig op i baggrunden.

Stemning af eftertænksomhed
Men billederne er ikke kritiske i den forstand, at storbyen er noget skidt, mens naturen og mennesket er evigt skønt og godt. Nej, i Vads fotokunst er verden ikke sort og hvid, men har flere nuancer og udtryk, der giver rig lejlighed til undren. Personligt oplevede jeg, at stemningen i billederne fæstnede sig i min bevidsthed og foldede sig ud som en eftertænksomhed over et par dage, hvilket må siges at opfylde nogle af de væsentlige kriterier, der er for en god udstilling.

Signe Vad: Are You Listening To Me 1, 2006
Signe Vad: Are You Listening To Me 1, 2006
Signe Vads udstillingstekst. Foto: Sidsel Hartlev
Signe Vads udstillingstekst. Foto: Sidsel Hartlev

Hvor er det dragende?
Når det så er sagt, er der ikke meget dragende i Vads fremstilling af for eksempel overvågningssamfundets bedrageriskhed. Billedernes visuelle udtryk er nemlig ikke specielt fængslende til trods for, at der er overraskelsesmomenter, der eksempelvis fungerer særligt vellykket i Urban Decay, hvor tre gigantiske fluer er monteret på taget af en trist udseende boligblok. Her er der både dystre og klædeligt ironiske undertoner. Men billederne virker på en eller anden måde ’flade’ og æstetikken er meget underspillet hele vejen igennem.

Vi vil bedrages
I betragtning af hvor store de digitale muligheder er, kunne man ønske sig, at det visuelle udtryk var manipuleret endnu mere og måske overdrevet visse steder, netop for at få betragteren til at fornemme bedragets forførende væsen. For mennesker har til alle tider gerne villet bedrages, og selvom der er god grund til at være kritisk overfor forbrugskulturen, er det ikke kun et bedrag vi påduttes udefra eller ovenfra, men netop noget vi selv er med til at ’sluge’.

Signe Vad: The Desert, 2007
Signe Vad: The Desert, 2007


Fakta

Udstilling

While We Swallow Deception

23 maj 2008 22 jun 2008

Signe Vad

Galleri Image Se kort og tider