Kunsten at gå på to ben

Økonomiske udfordringer
Jeg møder Christians smilende ansigt over øl og smøger på værtshuset Blomsten ved Enghave Plads. Her tager vi en sludder om udfordringerne som nyuddannet akademist og kunstens rolle i det offentlige rum. Christian Elovara Dinesen havde exit fra Det Fynske Kunstakademi sidste sommer.

Nu skal han finde balancen i at opretholde sit virke som idealistisk kunstner og samtidig betale huslejen. På akademiet var hans økonomi båret af SU, men et halvt år efter sit exit, står han foran en tilværelse som fattig kunstner med ufaglært job på siden.

Christians kunstneriske virke retter sig mod det offentlige rum, men han producerer derudover også galleriorienterede værker for at få en smule penge på bordet:

"Der er mange nyuddannede kunstnere, som tror, de skal ud og tage 40.000 kroner for et maleri, men i virkeligheden dækker et eventuelt salg blot produktionsomkostningerne på linje med ethvert andet håndværk".

Oplevelsesøkonomien lokker
Nogle akademister vælger at arbejde inden for ‘oplevelsesøkonomiens kulturindustri’, hvor der er penge at hente for unge kunstnere, der kan designe ‘brands’ til virksomheder, som ønsker at låne af kunstens autenticitet.

I løbet af 2008 afsatte regeringen 50 millioner kroner til oprettelsen af et nyt center for kultur- og oplevelsesøkonomi, som skal fremme samarbejdet mellem kulturliv og erhvervsliv.

Denne syntese mellem to af samfundets traditionelt adskilte områder er afgjort et blomstrende karrierefelt, som fremtidige kunstnere må definere sit virke i forhold til. For Christian er hans faglige integritet som kunstner dog ikke en fleksibel størrelse, som han er villig til at kompromitere til fordel for økonomisk vinding:

"Der er gode penge i at designe ‘streetart-brands’ til reklamekampagner, men for mig er offentlig kunst og reklame uforenelige størrelser."

Hvad er kunst i det offentlige rum?
Grundlæggende forstår Christian sine værker i det offentlige rum som et brud med ejendomsretten på kunsten: "Offentlig kunst er offentlig!," som han siger. Han forklarer, at det særlige ved kunst i det offentlige rum er, at det er sociale og processuelle projekter, som opstår og lever videre i samspillet med offentligheden. Derfor signerer han aldrig sine værker og håber, at andre folk bygger videre på dem:

"Jeg håber, at mine værker åbner et mulighedsfelt, som forbipasserende inspireres til at gribe ind i og lege med, som de vil."

Kunst og kultur
I Christians optik består den offentlige kunsts styrke i at generere refleksion over betydningen af det offentlige rum. Han forsøger derfor at skabe udefinerbare lommer i offentligheden, som gennem små kunstneriske greb bryder med hverdagens genkendelighed:

"Kunst i det offentlige rum kan skabe et brud i hverdagsstrukturen, så forbipasserende begynder at tænke over muligheden for at skabe en egen virkelighed i det offentlige rum. Jeg håber at inspirere til vilje og refleksion ved at demonstrere muligheden for at gribe aktivt ind i kulturen".

Christian understreger vigtigheden af ikke at reproducere sine værker, fordi de så ville blive almindelige og miste kvaliteten af at gentænke det offentlige rum. Han vægter desuden højt at være fysisk tilstede ved sine værker, så han kan indgå i en eventuel efterfølgende debat og således vedkende sig ansvaret for sit bidrag til det offentlige rum:

"Det er ikke fordi, jeg er kunstner, at jeg præger det offentlige rum, men fordi jeg er menneske."

Støtte fra Statens Kunstfond
For at kunne opretholde sit virke i det offentlige rum, har Christian ofte overvejet muligheden for at søge støtte fra Statens Kunstfond. Han finder det dog svært at bevare sine værkers kunstneriske uafhængighed, hvis de skal støbes efter Kunstfondens kunstkategorier.

Desuden vil et støttet projekt også medføre en statslig signatur på værket, og dermed mener Christian, at det vil ophøre med at tilhøre det offentlige rum som en social del af hverdagens virkelighed. Han forklarer, at et statsautoriseret kunstprojekt i det offentlige rum indgyder den samme kulturelle berøringsangst, som vi kender fra de klassiske museer:

"Værket skal ikke være en aflukket og blåstemplet del af den konstituerede kultur – det skal derimod inspirere det fri menneske til at gribe ind i skabelsesprocessen."

Christian fortsætter sit virke som kunstner i det offentlige rum, men trækker måske en dag i retning af en anden uddannelse til fordel for familien og økonomien, forklarer han til slut, mens han bevæger sig gennem røgen fra Blomsten tilbage ud på gaden.