Kunsten at nå det normale publikum

”Den offentlige accept af billedkunsten herhjemme er tydeligt afhængig af, hvordan medierne behandler den,” siger Cecilie Høgsbro, som sammen med Kathrine Bolt Rasmussen har kurateret En helt normal udstilling på Overgaden.

Udstillingen er blandt andet en refleksion over, hvordan det normale konstrueres i medierne og derigennem styrer vores forestilling om omverdenen – og om kunsten.

Mediernes diktat
Høgsbro mener, at medierne gentagne gange bekræfter offentligheden i opfattelsen af, at der ingen grund er til at interessere sig positivt for kunstverdenen.

”Den er skandaløs og mærkelig, kan ikke styre økonomien og gør ikke nogen forskel for samfundet. Den er kort sagt unormal,” siger hun. Kulturstoffet skal gerne skæres efter en journalistisk norm og vinkles derfor ofte som konfliktstof, tilføjer hun.

Kathrine Bolt Rasmussen mener, at billedkunsten stort set altid har været den upopulære kunstform i medierne, og det er svært at nedbryde forestillingen om, at den er forbeholdt de få og specialiserede.

Det normale publikum
Den forestillling gør sig ikke mindst gældende i forhold til Overgaden, der traditionelt er et kunstfagligt hus, men også, som statsstøttet institution, i stadigt højere grad er forpligtet til at henvende sig til et bredt publikum.

Den aktuelle udstilling på Overgaden er bl.a. udsprunget af en diskussion omkring ’det normale publikum’, som alle tilsyneladende gerne skulle have fat i. Men med de store medier som bindeled mellem kunst og offentlighed, er der noget der tyder på, at ’det normale publikum’ betragter samtidskunsten som uforståelig og formidlingsfjendtlig.

”Sådan opleves det ihvertfald,” siger Høgsbro. ”Men vi sidder jo omvendt også og forholder os til den brede offentlighed gennem en journalistisk præget fremstilling.”

Barriere til offentligheden
”Det er ofte sådan, at man tror, man gennem kunstformidling nedbryder en barriere til offentligheden, mens man i virkeligheden fastholder eller ligefrem opbygger den,” forklarer Cecilie Høgsbro.

”Man diskvalificerer ofte både værket og folks oplevelse af det ved på forhånd at sige: du må have en forklaring, for det er simpelthen for svært for dig,” siger hun.

”Man kan nemt komme til at give publikum en opfattelse af, at den forklaring institutionen præsenterer er en form for facit,” uddyber Kathrine Bolt Rasmussen ”Der skal være plads til, at beskueren selv kan forholde sig til værket og bringe sig selv på banen. I bund og grund er det paradoksalt, at folk ofte opfatter samtidskunsten som så utilgængelig, da den ofte udspringer af ting i vores omgivende samfund.” siger hun.

Med den aktuelle udstilling forsøger kuratorerne at nedbryde denne opfattelse ved at lade alle indgå som lige parter i udstillingen. I stedet for at ville forenkle – eller komplicere – værkerne for publikum gennem omfattende forklaringer, tilstræbes det at præsentere dem visuelt på en måde, der tydeliggør værkernes egen logik eller intention, forklarer de.

Kunstnernes rolle
”Der er ikke nogen særlig stærk tradition for, at det er en integreret del af udstillingen, at kunstneren selv er med til at formidle den,” siger Kathrine Bolt Rasmussen. ”Det er selvfølgelig et stort arbejde, men det er enormt vigtigt, at kunstnere er med til at indramme deres værker, så det giver mening for dem selv og ikke blot for formidlerne."

Det lægges der vægt på på Overgaden både i de konkrete udstillinger, i en udstillingsavis, som produceres i samarbejde med kunstneren, og i en række arrangementer, som kunstnerne selv er med til at udvikle og planlægge.

”Arrangementerne sætter udstillingen i spil undervejs. Det er kunstnernes mulighed for ikke nødvendigvis at forklare deres værker men for at åbne dem op og lade dem pege ud i en bredere kontekst," forklarer Kathrine Bolt Rasmussen.

Offensiv mediestrategi
Cecilie Høgsbro mener, at hvis man vil skabe en bred, men kvalificeret offentlighed omkring billedkunst i fremtiden, må man også tage mediehåndteringen med som en væsentlig del af det kuratoriske arbejde.

Man skal dog ikke underkaste sig en journalistisk eller kommerciel norm, hvor man sælger udstillinger på simple budskaber eller spektakulære events, forklarer hun. Men kunstverdenen må gå mere offensivt ind i medieoffentligheden og selv være med til at sætte dagsordenen.

”Det er jo ikke for at forfladige kunsten, men tværtimod for at få en stemme, og mulighed for at påvirke mediebilledet,” siger Cecilie Høgsbro. ”For ellers er det overladt til journalistikken at bestemme, hvad kunsten betyder, og så betyder den åbenbart ikke ret meget.”