Kunsten er en guldgrube

Jeg er ikke i tvivl om, at det gavner erhvervslivet at malke kunsten for dens autenticitet, originalitet, mangfoldighed og dens engagement i samfundet og i mennesket. Men ønsker vi virkelig bare at se til mens kunsten, som en anden malkeko, bliver pumpet for alt sit indhold?

En lang række kunstnere stikker hovederne ud mellem båsenes metalbøjler. De kigger tomt frem for sig, alt imens erhvervsfolkene fastgør deres patter i tunge cylinderformede malkerør. En stortromme dundrer derudaf, som en stor pulserende malkemaskine, erhvervsfolkene stemmer i:

”Og det si’r boom boom, og boom boom af lyst”

Jeg vågner op med bogen Den nye guldalder: Kunsten som vækstmotor i hånden. Bogen er skrevet af Christian Have, der er kreativ direktør for Kommunikationsbureauet Have Kommunikation.

Den samme mand som i 1978, med bandet Mabel, vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen Boom Boom.

Bogen er skrevet tilbage i 2015, og omhandler hvordan både kunsten og erhvervslivet vil profitere ved at indgå partnerskaber, og hvordan et øget samarbejde mellem det offentlige og erhvervslivet, kunsten og kulturen potentielt er begyndelsen på en ny guldalder.

Desværre forekommer denne udvikling mig langt mere at være kapitalismens guldalder, og den er jeg ikke uenig med Have i, at vi er godt på vej ind i. Hvad jeg ikke er enig i, er at vi blot skal indordne os denne udvikling. Man kunne jo også kæmpe for at udviklingen gik i en anden retning. Kunsten er en guldgrube, både økonomisk, samfundsmæssigt og menneskeligt. Spørgsmålet er bare hvor vi ønsker at indkassere gevinsten.

Økonomi som religion

Det er som om, at økonomisk vækst er blevet den altdominerede religion, hvor kapitalismen og markedsøkonomien ikke alene gennemsyrer vores samfund, men også i højere og højere grad vores tankevirksomhed. Det er som om den hjernevasker os, til vi til sidst ikke kan se en virkelighed udenfor det kapitalistiske system. Til trods for, at kapitalismen set i et større historisk perspektiv, kun har eksisteret i en lille del af menneskets tid på jorden.

Som Knud Romer præcist og provokerende har sagt, er det ikke os der kontrollerer udviklingen, men udviklingen der kontrollerer os. Vi er blevet reduceret til en form for tarm, hvor formålet med livet er at producere og forbruge. Alt er indrettet mod ét mål – nemlig økonomisk vækst.

Kunsten som økonomisk ressource

At anskue kunsten som en økonomisk ressource, er der for så vidt ikke noget nyt i. Kunst og kultur har især siden starten af 00’erne haft politikernes interesse som katalysator for økonomisk vækst. Desværre har vækst og økonomi fyldt utrolig meget og kunst og kultur utrolig lidt. Og det er for mig at se desværre ofte den vej det går. Jeg har derfor svært ved at se, at disse samarbejder skulle gavne kunsten, andet end rent økonomisk.

Jeg er ikke i tvivl om, at det gavner erhvervslivet at malke kunsten for dens autenticitet, originalitet, mangfoldighed og dens engagement i samfundet og i mennesket. Men ønsker vi virkelig bare at se til mens kunsten, som en anden malkeko, bliver pumpet for alt sit indhold, og kun lige bliver holdt i live, så længe den kan malkes, for derefter at blive til slagtekvæg når den ikke længere giver mælk til erhvervslivet?

Christian Have advarer imod ikke at følge med udviklingen. Han profeterer, at hvis ikke vi som samfund omfavner og understøtter denne igangværende udvikling, som er at kunsten i højere grad skal hente økonomisk støtte i erhvervslivet og at offentlig kunststøtte bliver mindre og mindre, så kommer vi til at stå tilbage som tabere. Til gengæld mener han, at vinderne bliver dem, der ’indser og udnytter’, hvad den nye tid tillader og opfordrer til markedsgørelse af kunsten.

Jeg tror, at vi som samfund bliver taberne, hvis vi ikke insisterer på, at kunsten er noget dyrbart, som vi skal passe på – noget som vi som samfund skal værne om. Jeg tror, at vi bliver et sørgeligt samfund, hvis vi frarøver kunsten sit potentiale for at yde modstand, skabe debat, stille sig kritisk overfor det bestående og give andre alternativer end de eksisterende. Og jeg tror på, at vi som samfund vinder ved at kæmpe for, at kunsten skal have offentlig støtte, så kunsten kan agere frit uden at skulle stå til regnskab for en virksomhed og dens agenda.

Uden drømme ingen kunst

Som Villy Sørensen skriver i bogen Demokratiet og kunsten:

”(…) kunsten er så nødvendig for samfundet som drømmen for den enkelte, – vi ved at vores psykiske sundhed forstyrres, hvis vores drømmevirksomhed forstyrres, selvom vi måske ikke forstår eller husker drømmene.”

Drømme kan sige noget om, hvordan vi egentlig går og har det, også alt det grimme vi ikke snakker om. Den samme evne har kunsten. Drømmene kan ikke kontrolleres, de har deres egen vilje. Sådan skulle det også gerne være med kunsten. Den skal ruske op i os, når vi forsøger at undvige alle de ubehagelige og svære spørgsmål. Kunsten har de bedste betingelser, når den ikke er i lommen på nogen.

Men som med søvnen, er det med kunsten. Hvis kunsten ikke får lov til at ånde frit i vores samfund, men hele tiden bliver forstyrret af konstante besparelser, politisk indblanden og new marketing, får vi et usundt samfund, som kun afføder stress og mareridt. Et samfund hvis eneste sammenhængskraft er forbrug og økonomisk vækst. Et mareridt vi aldrig kommer til at vågne op fra, hvis ikke vi husker på, hvor vigtige drømme er for vores sind og kunst for vores samfund.