Kunsten går i sort

Aros har iværksat en ny profil for det såkaldte Vestgalleri. I en treårig periode er galleriet helliget ung nordisk kunst under overskriften New Nordic. Det er en klar og selvbevidst satsning fra museet, og sympatisk skal formatet ikke helliges til retrospektive oevrevisninger men spidses til i udstillinger, der præsenterer enkelte værker eller værkgrupper.

Programmet har lagt fra land med en visning af Gardar Eide Einarsson (norsk, f. 1976) – og det er et modigt valg. Einarsson er ikke særlig kendt i Danmark og ikke en kunstner, der stryger publikum med hårene. Han udtrykker sig minimalt, sort/hvidt og referencetungt, og går ikke sjældent under prædikatet ‘institutionskritisk kunstner’.

Hård udstilling
Det er en hård udstilling, der er et godt stykke fra de publikumsvenlige og sansestimulerende udstillinger, Aros ofte viser. 15 store sort/hvide billeder hænger uden større dikkedarer i de tre sale. Ovenpå de gestikulerende malerier er der påtrykt billeder af billige sorte presenninger (det fremstår faktisk ret stofligt). På gulvet i bageste rum ligger en stor bunke stofrester fra produktionen af nationale flag. Værsgo!

 
I begge værkgrupper er vi udenfor, på kanten, ved siden af. Den storladne maleriudstilling findes under de billige presenninger. Nationalflagene er der heller ikke – kun det der blev skåret fra, til overs, udgrænset. Det ligger på gulvet som en mellemting mellem en affaldsbunke og en gadekamps-barrikade.  

Det er den outlaw-position, som Einarssons kunst søger at etablere, og på den måde virker nordmanden umiddelbart lukket og utilgængelig.

Der er dog masser af referencer i Einarssons kunst, og overordnet kombinerer han i sin praksis de såkaldte subkulturelle billedformer med de mest eksklusive fine-art-discipliner.

Lovløse referencer
Ofte henter han tematisk og billedmæssig stof fra kriminalistiske undergrundskulturer. Det være sig ungdomsbander, motorcykelklubber, japanske forbrydersyndikater eller ekstremistiske venstrefløjs organisationer – ligesom Una bomberen og Lee Harvey Oswald er navnkundige amerikanske lovløse, som optræder i nordmandens rebel-fascinerede univers.

Det lånte og approprierede billedstof rekontekstualiseres så i et kunstnerisk output, som på sin side stjæler fra kunstens high-end og især mimer minimalisme og hard egde abstraktion. I et tidligt værk overførte han et ulovligt grafittitag fra gaden i minutiøs 1:1 gengivelse til den højt estimerede kunstgenre ‘olie på lærred’.

Suspekte presenninger
På Aros har vi i de sorte billeder lignende sammenstød. Titlen på værkserien er Black Poly Pickup & dumper Tarp (Tarp = presenning) og associationer til brugen af denne low budget presenning går i retning af slumarkitektur eller forskellige ad hoc løsninger, ligesom den også kan bruges til at skjule noget (der måske ikke tåler dagens lys?). Silketrykket af den billige byggemarkeds-presenning skjuler (næsten) helt det underliggende abstrakt ekspressionistiske maleri, som repræsenterer en vægtig, myteomspunden (men også hyppigt kritisk dekonstrueret) maleritradition i kunsten.

Tilsløring er en del af avantgardetraditionen, og især har 1960’ernes konceptkunst brugt lignende greb. At skjule ‘det egentlige kunstværk’ iværksætter en forskydning fra kunstobjektet til tanken eller ideen.

Ved første øjekast tænkte jeg to ting. For det første:  Hvorfor bruger Einarsson femten malerier og tre sale på at folde denne forholdsvis simple ide ud,? Svaret er, at det er selve udstillingssituationen, han refererer til – altså den maskuline opblæsning af betydning kunst tildeles, når den brages ud i form af mange store malerier i mange store hvide museumsrum. Det er den betydningsdannelse, han dels udnytter, dels stiller sig på kanten af.

For det andet: Hvorfor påtrykker han billeder af presenninger i stedet for at bruge reelle fysiske presenninger. Ville det ikke være stærkere? Ved nærmere eftertanke nej. For Einarsson har sit fokus på ideerne om billedet og presenningen snarere end billedet og presenningen i sig selv.

Og faktisk også på ideen om tildækning snarere end tildækningen i sig selv. For hvis tildækningen repræsenterer den institutionskritiske kunstner, så er også det en position, man bør have en kritisk distance til. Einarsson er særdeles bevidst om det forlorne i situationen, når den rebelske og institutionskritiske kunstner udstiller i selvsamme institution – og hopper netop ikke i med begge ben.

På yderkanten af magtens grafiske design
Der er dog et udtalt og stærkt fokus på det, der er ved siden af mainstreamkulturen, og det andet værk Untitled (Flagwaste) skærer det ud. Hvis flaget repræsenterer magtens grafiske design er den kaotiske restbunke det, der falder udenfor den firkantede orden – her manifesteret som en slags aggressiv barrikade af affald/modkultur i udstillingsrummet.

Einarsson laver aldrig rene billeder. Det handler mere om at lave billeder af andre billeder, hvorved han opretholder en distance til dem, ironiserer over dem, kritiserer dem, forskyder dem og sætter dem i en anden kontekst. På Aros bruger han popkunsten, det gestikulerende maleri og flagdesignet som regulære readymades.

I udstillingens katalog argumenterer Åsmund Thorkildsen for, at postmodernismen ikke for hurtigt må afskrives som et overstået kapitel, og man kan give ham ret i, at det gælder for Einarsson. Som en sort djævel jonglerer han med alle de ustabile og vibrerende tegn, der flyder i vores billed-løbske kultur.