Kunsten i Aalborg bliver miljømærket
Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg får miljømærket Green Attraction som det første kunstmuseum i Danmark.
Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg får miljømærket Green Attraction som det første kunstmuseum i Danmark.
info
Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg får miljømærket Green Attraction som det første kunstmuseum i Danmark.
Green Attraction er brancheforeningen Horestas nye miljømærke. Det fokuserer på attraktioner, museer, akvarier og forlystelsesparker, og formålet er, som det hedder, “at gøre det nemt for gæsterne at vælge bæredygtigt”.
Der er visse kriterier for at få status som Green Attraction, og Kunsten har været igennem en længere ansøgnings- og kontrolproces.
“Vi har et mål om hele tiden at flytte Kunsten i en grøn og bæredygtig retning. Vi er derfor glade og stolte over at være det første kunstmuseum, der får certificeringen. Hele personalegruppen skubber på denne udvikling, og det er klart deres fortjeneste, at juryen skrev, at den havde været meget imponeret over vores miljøarbejde og fokus på bæredygtighed. Det er en selvfølge for os hele tiden at styrke de bæredygtige processer. Og som certificeret Green Attraction bliver vi hele tiden holdt op på det – og vi gør det lettere for gæsterne også at tage et grønt valg”, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.
Om Green Attraction
Green Attraction-ordningen bygger videre på Green Key-certificeringen, der er en miljømærkningsordning for hoteller, som nu er udbredt i over 60 lande og tildelt mere end 3.000 turistvirksomheder. Erfaringer fra Green Key er brugt som fundament for den nye ordning.
Certifikatet tildeles attraktioner, der gør en ekstra indsats for at være grønne og passe på miljøet. En attraktion med Green Attraction minimerer forbruget af kemikalier, sænker energi- og vandforbruget og sikrer en god og forståelig affaldssortering.
De mærkede attraktioner skal alle dokumentere, at de lever op til kriterierne og gennemgå kontrolbesøg inden tildeling – og bliver løbende motiveret til at gøre mere og kontrolleret regelmæssigt med opfølgende besøg.
Trapholt følger trop
Også Trapholt i Kolding er med i opløbet om den nye miljøcertificering. I den kommende udstilling Connect Me gennemfører Trapholt museets første komplette klimaregnskab på en samlet produktion. Hensigten er at udvikle en prototype, som museet efterfølgende kan arbejde videre med. Som en del af Trapholts grønne omstilling arbejder museet målrettet på også at blive certificeret som Green Attraction.
Kilde: Kunsten Museum of Modern Art og Trapholt.