Kunsten poserer i Malmø
Selviscenesættelse og hverdagens poseren er i centrum for den kommende udstilling på Malmø Kunsthal.
Selviscenesættelse og hverdagens poseren er i centrum for den kommende udstilling på Malmø Kunsthal.
Med knopskydningen af digitale platforme som Facebook og Myspace er den konstante selviscenesættelse blevet et grundvilkår for det moderne menneske, og vores omgivelser bliver scenen, hvorpå vi udspiller hvert vores lille skuespil.
Dette oplagte felt for kunstnerisk undersøgelse tager Malmø Kunsthal op til kærlig behandling i den kommende udstilling Little Theatre of Gestures.
Internationalt samarbejde
Svensken har samarbejdet med Kunstmuseum Basel om en udstilling, der udforsker de små forandringer, vi tilfører os selv og vores omgivelser, og hvordan vi skaber forskydninger i hverdagens magtforhold, når vi iscenesætter os selv i forskellige situationer.
Udstillingen præsenterer en række internationale kunstnere, der arbejder konceptuelt med de mellem-menneskelige gesti og poseringer.
Kuratoren har været vidt omkring og tager man en tur over sundet i løbet af efteråret, vil man blandt andet blive præsenteret for værker af den tyrkiske videokunstner Kutlug Ataman, mexicanske Inaki Bonillas, irske Gerard Byrne og jamaicanske Isaac Mendes Belisario.
Derudover er en del af Kunstmuseum Basels samling hentet til Malmø ved samme lejlighed, og den byder på navne som James Ensor, Bruce Nauman og Francis Picabia.
Fakta
Udstilling
Little Theatre of Gestures
10 okt 2009 10 jan 2010
Kutlug Ataman (Tyrkiet), Inaki Bonillas (Mexico), Gerard Byrne (Irland), Jay Chung & Q. Takeki Maeda (USA og Japan), Rodney Graham (Canada), Hilary Lloyd (England), Kirsten Pieroth (Tyskland), Susanne M. Winterling (Tyskland), Isaac Mendes Belisario’s (Jamaica), James Ensor (Belgien), Bruce Nauman (USA), Francis Picabia (Frankrig), mfl.
Malmö Konsthall Se kort og tider