Kunstens udskældte homøopat
Marco Evaristti har med stor mediebevågenhed udført sin egen homøopatiske behandling af klodens mest ekstreme steder, forklarer professor i Kunsthistorie Jacob Wamberg.
Marco Evaristti har med stor mediebevågenhed udført sin egen homøopatiske behandling af klodens mest ekstreme steder, forklarer professor i Kunsthistorie Jacob Wamberg.
info
Ordet homøopati er sammensat af de græske ord homoios (lignende) og pathos (lidelse). Dette betyder at homøopaten behandler med midler, som givet til en rask person, fremkalder de samme symptomer, som dem man ønsker at behandle
Givet til en person med disse symptomer vil dette lægemiddel i små doser nænsomt stimulere kroppens forsvarsmekanisme til at helbrede sig selv. En klassisk homøopat betragter symptomer som kroppens reaktion på en grundlæggende ubalance og ikke som en tilstand i sig selv.
Jacob Wamberg, professor i Kunsthistorie, gæstede Kunsthallen Nikolaj med et oplæg i relation til Marco Evaristtis aktuelle udstilling Red Factions. Her kortlagede Wamberg flere lag i Evaristtis værker, hans relation til landskabstraditionen i kunsthistorien og anvendelsen af en homøopatisk praksis i hans kunstprojekter.
Den kunsthistoriske tradition
Jacob Wamberg indledte sit oplæg med en redegørelse for den kunsthistoriske brug af landskabet – en brug, som Marco Evaristti bryder med i sin aktuelle udstilling Red Factions. Landskabsmaleriets tradition bygger på en illusion, et fiktivt vindue baseret på en primært bybaseret beskuer.
"Idéen om landskabet indeholder en fremmedgørelse og skaber betingelserne for landskabsmaleriet. Bykulturen har her en industriel udnyttelse af naturen med landskabsmaleriet som bagsiden af mønten," forklarer Jacob Wamberg.
Evaristti laver interventioner i naturen og i stedet for at afmale landskabet todimensionelt, så maler han direkte på landskabet og griber ind i naturen. Og her ligger bruddet med traditionen.
Red Factions – en trilogi
Evaristtis Red Factions er en trilogi bestående af The Ice Cube Project (2004), The Mont Rouge Project (2007) og The Ando Rosso Project (2008). Afsæt for de tre projekter har været henholdsvis det koldeste, det højeste og det varmeste sted. Alle lokationer har elementer, som mennesket har higet efter i naturen, og alle tre farvelægges med rød farve.
Ifølge Wamberg sprænger Evaristti via disse indgreb et hul i det personlige filter, som vi har lagt imellem os og naturen, ved hjælp af fremmedlegemet "den røde farve". Han bryder med vores idé om den smukke uberørte natur og den behagelige blødhed, man ofte ser landskabet med, for eksempel hos maleren Caspar David Friedrich. Her bliver kulturelle elementer stemt ind efter naturens præmisser, også med dens farveholdning.
Evaristti bryder brutalt med denne æstetik med den røde farve. Han konfronterer os med imperialismens magtanvendelse og det territoriale i udnyttelsen af naturen. Dette forstærkes yderligere, når han i The Ice Cube Project står på toppen af det røde isbjerg og erklærer det for sin ejendom.
En homøopatisk poetik
Wamberg læser Evaristtis projekter som homøopati, dog med en massemedieret forstærkning. I homøopatien er det minimale doser af medikament, som mimer den skadevirkning, man vil komme til livs. Det er denne mekanisme, som Evaristti anvender og, gennem et harmløst indgreb i naturen, illustrerer meget voldsomt.
Gennem medierne styrkes dette. Denne medie-forstærkning bliver en del af kunstværket og en del af den homøopatiske terapi. Evaristtis værk er således blevet set som terrorisme, og han er tilsvarende blevet arresteret som miljøterrorist, selvom hans kunstneriske mål er netop det modsatte. Det skal så nævnes til Evaristtis forsvar, at homøopatien som behandlingsform er ganske ildeset indenfor lægevidenskaben.
Den røde reference
Den røde farve har flere associationer, blandt andet blodet som kunstnerisk materiale, og er en direkte reference til Evaristtis tidligere værk Crash fra 1995. Her rejste Evaristti med en patrulje rundt til ulykkessteder i Bangkok, hvor blodet fra trafikofrene anvendtes i værkerne. Rød bliver således i Red Factions til en direkte konfrontation, hvor naturen er såret og skaber referencer til virkelige naturkatastrofer.
Fakta
Foredrag
Røde stænk på hvidt. Evaristtis landskabsmaleri som homøopatisk politik
15 jan 2009
Jacob Wamberg
Nikolaj Kunsthal Se kort og tider
Fakta
Marco Evaristti er født 1963 i Chile og har boet det meste af sit liv i Danmark.
Man kan købe et pas til Evaristtis Pink State ved at udfylde en formular i Kunsthallen Nikolaj i udstillingsperioden eller på www.pinkstate.com.
Jacob Wamberg er professor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet.