Kunstforskerne II: Lise Skytte Jakobsen: 3D-revolutionen

“Det handler ikke bare om, at den her fantastiske 3D-printer står og spytter tingene ud. Det handler om hele den komplekse transformeringsproces med at overføre informationer mellem digitale og fysiske rum.” Lise Skytte Jakobsen forsker i kunstnerisk brug af 3D-printning og stiller spørgsmålet: byder 3D-printningen på en særlig æstetik?

“Jeg mener ikke, det er relevant at tale om en afgrænset kunstnerisk genre, en særlig helt ny 3D-print kunstgenre. Derimod kan man undersøge om der er nogle sammenhænge og tendenser i kunstnernes brug af 3D-printning.”

Lektor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet, Lise Skytte Jakobsen, tager imod på sit kontor på Langelandsgades gamle kaserne, som i dag er en del af universitetskomplekset og huser de æstetiske fag. Hun har i mange år beskæftiget sig med skulpturanalyse, og hvordan man med brug af nyere medieteori kan udfordre traditionelle opfattelser af skulpturen. En af hendes hovedpointer er, at skulpturer ud over deres tingslighed også altid er billeder, og det har der været en tendens til at overse i skulpturteorien. I forlængelse af den store interesse for skulptur ligger naturligt hendes treårige postdoc-forskningsprojekt Print en ting om kunstneres brug af 3D-print. Det er det, vi skal tale om i dag.

“Helt overordnet kan man skelne mellem, om 3D-teknologien bliver brugt som et nyt produktionsværktøj – som en ny hammer så at sige – eller om den træder frem som selve temaet i det kunstneriske udtryk,” forklarer Skytte Jakobsen, og understreger, at dette ikke skal forstås som et ‘enten eller’, men snarere som et spektrum, indenfor hvilket kunstnerne arbejder med forskellige blandingsforhold.

Ny industriel revolution?
Da Lise Skytte Jakobsen startede sin undersøgelse for år tilbage, var 3D-printningen omgærdet af magi – amerikanske økonomer omtalte ligefrem teknologien som “Den nye industrielle revolution”. Man så kolossale potentialer i, at man med 3D-printere kunne komme fra bits til atomer uden at skulle aktivere og betale for et tungt produktionsapparat.

Skytte Jakobsen er dog ikke helt overbevist om, hvor produktionsomvæltende 3D-printningen vil blive, men teknologien er i stadig udvikling, og i forhold til individualiseret produktion inden for bl.a. medicinalindustrien – eksempelvis benproteser og høreapparater – har 3D-printere allerede vist sig som en fantastisk teknologi. Og industrielle designere har i årevis anvendt 3D-printere, især til at lave prototyper.

Teknologien er slet ikke så ny endda. Den amerikanske ingeniør Charles Hull udviklede allerede i 1984 teknologien til at printe fysiske 3D-objekter fra digitale data. Fælles for de forskellige typer 3D-printere, der siden er udviklet, er, at de laver objekter ved at tilføje tynde lag af materiale – eksempelvis plast, keramik, sand, beton eller gips – ovenpå hinanden. Den additive teknik er helt central for teknologiens særlige egenskaber, som er betydningsfulde for dens generelle udbredelse såvel som kunstneriske potentialer.

Lise Skytte Jakobsen fortæller, at der er en tendens til “at se de gamle medier i de nye”, at man beder dem om at gøre det samme, som man bad de gamle teknologier om at gøre. Men hvilke fantasier, tanker og drømme forbinder man med 3D-printning, hvis man ser på fænomenet fra en billedkunstnerisk vinkel?

Nye former, nye tanker
“I mødet med en ny teknologi som 3D-printning er billedkunstnere – som altid – optagede af, hvordan man kan skabe nye former og billeder, der aldrig er set tidligere. Men ikke alene det: man er desuden optaget af at skabe en ny tænkning om materialitet og rum. Jeg oplever især, at kunstnerne er optaget af at undersøge glidningerne mellem de digitale rum, vi oplever på skærmen, og de fysiske rum, vi kropsligt befinder os i. Her tror jeg godt, man forsigtigt kan tale om en form for ‘3D-printningens æstetik’, for det handler jo ikke bare om, at den her fantastiske printer står og spytter tingene ud. Det handler om hele den komplekse arbejds- og transformeringsproces med at overføre informationer mellem forskellige rum og lave modeller, der kan læses og oversættes. Der, tror jeg, kan teknologien tilbyde et særligt tænkerum og pege på menneskets evne til at kreere multimodale sansninger.”

Det kritiske punkt for intethed
En af de kunstnere, hun har fulgt, er Morten Modin, som igennem en række værker er gået i dialog med teknologien. I værket Det kritiske punkt for intethed, som i dag er placeret i Skovsnogen Artspace, startede Modin med at skabe en digital form, der var så kompleks, at den var umulig at printe. Den blev så modificeret igen og igen for at finde det eksakte punkt, hvor den digitale form kunne virkeliggøres fysisk som en printet skulptur.

Som flere andre kunstnere har Modin desuden arbejdet med at ‘stresse’ printeren ved eksempelvis at skifte farve under printprocessen eller skabe digitale modeller, som printeren ikke kan finde ud af for at afsøge ukendte forhold i selve printet. Kunstnere ser ofte “fejl”, “tilfældigheder” eller det at miste kontrollen som interessante faktorer. Ofte handler det om at splejse de ‘kunstige’ 3D-printoverflader med et ‘materielt’, analogt og håndholdt udtryk.

“For de kunstnere, jeg har arbejdet med, er digitale teknologier et vilkår, vi alle sammen hele tiden må forholde os til. Jeg ser altså ingen tendens til ’maskinstormeri’ eller modsætninger mellem kunstnerisk at ville undersøge og iscenesætte materialitetserfaringer og så at benytte og udforske 3D-teknologier.” Samtidig peger Skytte Jakobsen dog på, at den kritisk bevidste samtidskunst ikke blot nysgerrigt bruger ny teknologi:

“Dele af samtidskunsten er optaget af, hvordan man demokratiserer 3D-printningen. Kollektivprojektet Additivism.org har eksempelvis lavet et 3D-printningens manifest, som er et direkte modsvar til industriens optimeringstænkning omkring teknologien. Man har samlet 100 forskellige kunstnere og lavet en kogebog med 3D-print-projekter, der kredser om, hvordan man kan gå i kritisk dialog med mainstreampraksis – foruden teknologibegejstringen sådan helt generelt. Og hvordan man kan demokratisere adgangen til ny teknologi i stedet for, at nogle tager patenter.”

Print dit skrig
Så er der en række kunstnere, som bruger den nye teknologi til at reflektere over, hvordan vi sanser. De udnytter, at 3D-printningen kan materialisere noget, vi ellers ikke normalt tænker som form – for eksempel lyde, lugte eller erindringer. Lise Skytte Jakobsen giver som eksempel den spanske kunstner Alicia Framis’ publikumsindragende installation Screaming Room. Her ledes publikum ind i en lydtæt boks, hvor man opfordres til at udstøde et skrig, som efterfølgende via digitale algoritmer omdannes til et unikt 3D-objekt gennem den tilkoblede 3D-printer. Udgangspunktet er et almindeligt hvidt plastickrus, men det præcise design afhænger af højden, tonen og varigheden af den enkelte deltagers særlige skrig:

“Ved hjælp af printeren medieres mellem forskellige sanser. Lyd bliver til en synæstetisk oplevelse. Det tog 14 minutter at printe koppen, og da jeg stod med den, kunne jeg virkelig genopleve mit skrig – men nu i en fysisk form, jeg kunne holde i hånden. Flere kunstnere er netop interesserede i at få os til at reflektere over hvilke registre, vi sanser verden med og hvilke, vi udtrykker os igennem.”

Teknologisk bevidsthed
Humanistisk forskning er, som Lise Skytte Jakobsen udtrykker det, “i betydningsafdelingen.” Det er en analytisk baseret videnskab, som – selvom den ikke kommer med færdige svar – kredser om at sprogliggøre væsentlige menneskelige erfaringer:

“Set fra min stol er det essentielt, at man analyserer og reflekterer over de digitale og teknologiske betingelser, vi lever med, og som fylder mere og mere i samfundet. Kunstnere og designere sørger for, at der er kunstneriske og æstetiske perspektiver på det. Forskningen forsøger så at forstå og beskrive det: hvad betyder det for os som individer? Hvad betyder det for os som samfund? De refleksioner kan jeg forhåbentlig være med til at udvikle og formidle til gavn for os alle sammen, så vi øger opmærksomheden på, hvordan det er at eksistere under disse vilkår, og hvordan vi eventuelt kan påvirke dem. Deri ligger forskningens berettigelse.”