Kunstneren der lægger fælder for børn

Carsten Höller fylder Copenhagen Contemporary med legetøj – både noget man kan lege med, og noget man bestemt ikke skal lege med. Det er sjovt, det er trist og det er makabert.

Et sted på Vestfyn ligger der en forladt forlystelsespark, Fun Park Fyn. Forlystelsesparken lukkede i 2007 og har siden da fået lov at stå og forfalde til ruiner. Glade plasticsvaner i algefyldt vand, pangfarvede, mugne rustjebaner og ødelagte radiobiler, der langsomt dækkes af vegatationen. Det er en fantastisk oplevelse at gå rundt derinde, på niveau med mine største kunstoplevelser. Intet er mere melankolsk end forladte forlystelsesparker, fordi de er designet til at være livlige og lystige, men er i færd med at undergå en ensom død.

Lidt af den samme fornemmelse havde jeg, da jeg trådte ind på udstillingen Reproduction, idet det første store rum domineres af to kæmpe, farverige karruseller, der kører meget langsomt rundt. Der var kun få personer på udstillingen, og kun én af dem sad i den ene af karrusellerne, indtil jeg joinede ham, og så var vi to, der sad dér stille og roligt. Det er den type karrusel, der skal have fart på, så centrifugalkraften slynger menneskene ud til siden og giver et sus i maven. Når den kører langsomt, er der noget sølle og absurd over at sidde der; man falder uværgeligt lidt sammen og ser livet i et melankolsk skær, trods alle farverne.

Celledeling

Rummet har titlen Gartenkinder, altså havebørn, det modsatte af børnehave. Og selv om børnene må lege frit – og kustoderne fungerer endda også som en slags pædagoger – er der en slags obstruktion af, hvad man normalt opfatter som det optimale legerum. En læderbold er formet som en nyre og er umulig at manøvrere med, da den opfører sig helt uforudsigeligt. En gummiblæksprutte er for tung til, at man kan løfte den. En stor svamp, sat sammen af tre slags svampe (herunder vistnok den såkaldte ‘præstepik’), fungerer som en gigantisk tumling, der ringer som en klokke, når man skubber til den. Det er sjovt nok, og måske er det også sjovt at kravle ind i den store terning, men hullerne er lidt for små til en bredskuldret mand som mig, så der blev jeg ekskluderet.

Hele rummet er opbygget som felter, der deler sig systematisk ud fra samme halveringsprincip som celledeling. Det gælder tingenes placering i rummet såvel som farverne på gulvtæppet og væggene. Selv nyrebolden er inddelt i læderstykker med forskellige farver efter samme princip, og et neonrelief bygger mere konkret på celledelingens anatomi, omend stadig i en stiliseret form.

Vi er forsøgsdyr

Carsten Höller har været insektforsker og skrevet en phd-afhandling om insekters måder at kommunikere via duftstoffer på. Hans kunst har nogle gange direkte sammenhæng med det biologiske, men oftere sætter han snarere en slags menneskelaboratorium op, der eksperimenterer med vores, altså publikums, adfærd. Han er en af de mere interessante repræsentanter for den ‘relationelle æstetik’, der medtænker de såkaldte ‘beskueres’ adfærd i kunstrummet som en central del af værket. Men som hans efternavn antyder, er der en lille djævel i Höller; han vil gerne overraske og skuffe og provokere os, modsat den mere slappe ende af den relationelle kunst, der bare vil give os en oplevelse og skjule sin alliance med oplevelsesøkonomien bag floskler om ‘demokratisk’ kunst.

Den djævel folder sig for alvor ud i anden del af udstillingen, men først skal man igennem en passage, som er en oplevelse i sig selv. Automatiske skydedøre åbner sig, og man træder ind i et hvidt, stærkt oplyst rum. Når man træder frem åbner der sig et nyt sæt skydedøre og så fremdeles så mange gange, at jeg ikke har tal på det, men det er som en sær, overjordisk renselse, før man træder ind i rummet med titlen Killing Children.

Og det er lige så ondskabsfuldt og grotesk, som det lyder. Det er en samling af sort-humoristiske genstande, der vidner om barnemord eller planlægningen af samme. En stor Land Rover med net og andet udstyr til at fange børn med kaldes Pest control – skadedyrsbekæmpelse. En omvendt kravlegård med et Kinder-æg i, der støtter sig til en pind fungerer som børnefælde. Et objekt med dele fra en dukke sat på hjul hedder Klaus Barbie – ligesom gestapochefen og ligesom det kendte dukkemærke. 33 sådanne makabre genstande ligger på det lyserøde gulvtæppe med videoen Jenny som klimaks.

Her ser man en mand, der uanfægtet går rundt og infiltrerer børnenes verden med fælder, der kan torturere dem eller slå dem ihjel. Han sprøjter gift i slik, han gnider gyngernes kæder ind i giftige svampe, og han graver et kæmpe hul på standen for at fylde det med vandmænd, dække dem med et løst lag sand og lægge et stykke legetøj ovenpå.

Mennesker er problemet

Det er både forfærdeligt og morsomt, og jeg kan ikke helt afgøre, om det er for meget. Værket er fra 1993, og har ikke været udstillet siden. Der er noget umodent over det, men det er også den skrupelløshed, der skaber et provokerende refleksionsrum. Man kan spørge sig, hvad dets indhold er, bortset fra at være et rædselskabinet, en slags amoralsk fristed for fantasien om det mest forbudte af alt – at slå børn ihjel. Kunstneren selv taler om vores drift mod reproduktion, men det her handler ikke om selve reproduktionen, det handler om at slå børn ihjel. Det kræver i hvert fald en nærmest uacceptabel mellemregning.

Mellemregningen, som også er et nyt perspektiv i lyset af tidsånden i dag, er følgende: Rationelt set er den største klimatrussel antallet af mennesker, og derfor – ud fra en strengt rationel, amoralsk logik – er det mest klimavenlige, man kan gøre at slå mennesker ihjel. Det kan vi ikke på nogen måde acceptere, fordi vi er humanister. Det er perverst. Men trangen til at reproducere os selv er dybest set ikke spor klimavenlig.

Hvor forfærdeligt det end kan lyde, kom jeg flere gange til at grine højt på den måde, man griner af noget, der er sjovt og chokerende på én gang. Og faktisk er disse børnefælder mere fantasifulde end de er effektive, hvilket er grunden til, at man kan kapere noget så makabert. Det er nemlig ikke så skruppelløst, at man på noget tidspunkt tror, det er alvor. Carsten Höller har i øvrigt selv siden fået to børn, og jeg er ikke i tvivl om, at han passer på dem og ønsker dem alt godt. Den slags biografiske ting plejer jeg ikke at gå op i, men lige her blev det vigtigt for mig at tjekke det.

Når man har fået nok af børnefælder, kan man gå tilbage gennem rensende hvide rum og gense den nu meget idylliske Gartenkinder, før man forlader den både underholdende, tankevækkende, morsomme og provokerende udstilling.