Til Gedser By – blot et øjekast fra Nordens sydligste punkt, Gedser Odde – har Rumgehør og Tideland Studio sammen med Siska Katrine Jørgensen leveret en skitse til et monumentalt værk, der skal stå som et kunstnerisk og arkitektonisk vartegn for byen.
På og langs den gamle mole ved Gedser Erhvervshavn, hvor færgen mellem Gedser og Rostock hver dag glider forbi med passagerer og gods, vil det nye vartegn Under Overfladen sprede sig som fragmenter af et havlandskab, indfældet i detaljerede betonrelieffer.
Hen over reliefferne vil rejse sig en skulpturel gangbro, der ikke bare giver et unikt udsyn ud over Østersøen og ind over byen, men også et direkte kig til havbunden i form af de motiver, der er synlige i relieffernes overflade.
Motiver, der er fundet ved undervandsscanninger ud for kysten og herefter så at sige ’hevet op på land’. Motiver, der lader beskueren komme tæt på og udforske såvel de naturlige økosystemer og undervandsformationer i Østersøen som marinarkæologiske fund og spor efter menneskelig aktivitet.
Broen, der rejser sig som en hvirvlende bølge over molen, skaber dermed en forbindelse til verden omkring havnen. Sammen med betonreliefferne lægger den op til en opdagelses- og læringsrejse i området ved Gedser, hvor infrastruktur og natur smelter sammen.

Vartegnet forholder sig til klimaet. F.eks vil dele af gangbroen være utilgængelige ved ekstremt højvande. Illustration: Tideland Studio, Rumgehør
Under Overfladen er en hyldest til havet og en påmindelse om Gedsers særlige forbundethed med Østersøen.
Køsten langs kysten
Værket vil ligge på den vandre- og cykelrute, der i de kommende år etableres fra Hesnæs på Falsters østkyst, ned omkring Gedser Odde og Gedser By og videre op langs Falsters vestkyst til Nykøbing F.
Værket vil ligge på den vandre- og cykelrute, der i de kommende år etableres fra Hesnæs på Falsters østkyst, ned omkring Gedser Odde og Gedser By og videre op langs Falsters vestkyst til Nykøbing F.
Ruten, der bærer navnet KØSTEN, skal formidle Sydfalsters kulturhistorie og naturoplevelser, herunder viden om geologiske forhold, fugletræk, klimaforandringer, stormflod, kystsikring, kold-krig og transit. Turen vil desuden byde på en række kystperler i form af kunstoplevelser og rekreative udsigtspunkter. Under Overfladen vil være netop sådan en kunstoplevelse.
Stormfloden
Her ved Nordens sydligste punkt kan man følge solens gang over himlen og lysets skiften fra morgen til aften. Lige så smuk Gedser kan være i højt solskin og mild brise, lige så råt kan området ved havnen være, når Østersø-stormene raser.

Det er en del af stedets natur og dets historie, at vejrforholdene sætter deres præg på Sydfalster. I november 1872 ramte den hidtil voldsomste østenstorm Falster og Lolland og pressede med orkanstyrke vand fra Østersøen ind over øerne. På det sydlige Falster var det kun en smal landbræmme, den falsterske højderyg, der ikke blev sat fuldstændig under vand.
Digerne kunne ikke holde vandet, der stod flere meter højere end normalt, ude. Over 50 personer omkom på Falster, og adskillige sejlskibe og dampbåde forulykkede.
Storme æder med jævne mellemrum land ved kysten omkring Gedser, og det har været en forudsætning, at Under Overfladen skal kunne klare de hårde forhold, der på grund af klimaforandringer med stor sandsynlighed vil opstå hyppigere.
Værkets udtryk vil bære præg af, at det undertiden står under vand. På betonrelieffer placeret i vandoverfladen vil der dannes lag af organisk materiale, og dele af gangbroen vil ikke være tilgængelig ved ekstremt højvande. Værket interagerer med sine omgivelser og forsøger ikke at undgå elementerne.
Havnens robuste færgeterminal
På samme måde går værket også i dialog med kulturlandskabet på havnen. Stålstrukturer og den robuste infrastruktur i Scandlines færgeterminal giver et industrielt og funktionelt udtryk, og gangbroen over molen spejler Scandlines’ landgangsbro, dog med et mindre stringent og i langt højere grad organisk og legende udtryk.

Foreløbig illustration af det ny Gedser Vartegn Under Overfladen , ændringer i det færdige værk vil forekomme. Værket bygger bro mellem land og vand, mellem natur og industri, mellem fortid og nutid, mellem Skandinavien i nord og Europa i syd – og mellem mennesker. Illustration: Tideland Studio, Rumgehør og Siska Katrine Jørgensen
Med Under Overfladen sker en forskydning eller bevægelse væk fra en praktisk funktion mod en mere kreativ. Med hver drejning – hvert ’bølgeslag’ - i brostrukturen, med hver stigning og hvert fald – hver bølgetop og -dal – venter en ny udsigt.
Skaller og søsten nedbringer CO2-aftrykket
Ligesom man i den gamle mole kan observere græs og havplanter bryde igennem konstruktionens beton og asfalt, vil man også i Under Overfladen opleve, at det menneske- og naturskabte mødes.
Ligesom man i den gamle mole kan observere græs og havplanter bryde igennem konstruktionens beton og asfalt, vil man også i Under Overfladen opleve, at det menneske- og naturskabte mødes.
Ved at tilføje blåmuslingeskaller og/eller søsten til reliefferne vil det være muligt at integrere havbunden i selve støbematerialet og samtidig begrænse mængden af beton for dermed at nedbringe CO2-aftrykket.
Med værket Under Overfladen ønsker Guldborgsund Kommune at skabe et nationalt og internationalt fyrtårn, der skal kaste nyt lys over Gedser, skabe anderledes refleksioner og generere en ny egnsforståelse.
Det er Guldborgsund Kommune, der er opdraggiver til opgaven, og kunstnergruppen er udvalgt i forbindelse med et Open Call.