Kunstneriske undersøgelser i indre og ydre rum

Det Kgl. Kunstakademis Afgang 2018 præsenterer en kunstnerårgangs entré på kunstscenen. Der er værker, som bruger Charlottenborgs rammer på raffinerede måder, spøjse dværge fra kunsthistorien og en tidstypisk flirt med det okkulte. Men kan kunstnerne og publikum overhovedet følge med?

Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling er en signaturbegivenhed i dansk kunst. Når 25 studerende præsenterer deres afgangsværk som det ultimative check-in som samtidskunstnere, er det også lidt af en seismograf for en kunstnergeneration og dansk kunst anno 2018.

En afgangsudstilling er i sagens natur også en broget affære, hvor mange varierende udtryk skal pakkes ind i de samme rum og kæmpe om publikums opmærksomhed. Det er selvsagt en opgave, der ligger lettere for nogle kunstnere end andre – en kunsthals-udstilling er trods alt kun én udtryksform blandt mange muligheder.

De bedste værker bruger stedets rammer
Men her er vi i Charlottenborgs historiske ramme, der har rummet Kunstakademiet siden 1754. Og en række af de bedste værker forholder sig netop til stedets rammer på en måde, der sætter liv i kludene og giver stof til eftertanke.

Det mest omtalte værk kan ikke ses i sin oprindeligt tiltænkte udgave. Det er Banaan Al-Nassers Bab al-Hara (The Neighbordhood’s Gate), som inkluderede en række parabolantenner opsat på Charlottenborgs facade for at give associationer til boligblokkens typiske beklædning. Med henvisning til bygningens fredningsstatus ville Slots- og Kulturstyrelsen dog ikke tillade sådan en kunst, så parabolerne er nødtørftigt vist indenfor. I sidste øjeblik forlyder det dog, at kunstmuseet ARoS har stillet facade til rådighed for dette værk, der nu kunne have set interessant ud på den fine adresse ved Nyhavn.

Heldigvis kan man i udstillingen se Al Nassers fotokollager, som viser bykompositioner, der tårner sig op mellem hjemlighed og rå struktur. Der er måske ikke tale om radikale nyskabelser, men det virker og bringer absolut kunsten i tale med samtidens realiteter på en forståelig og poetisk måde.

David Stjernholm gør mere subtilt brug af kunstrummet ved at udstille i trapperummets elevator; her vil turens tyve sekunder give et veldoseret tidsrum til at se værket – en serie billeder af ure, hvor klokken altid er ti over ti, hvilket værket lærer os er kutyme ved produktfotografier af ure. Dette fokus på funktionelle objekter som ure og elevatorer er skarpt og godt at tænke med: Tid og kunst sættes til skue i et rum, der ikke tidligere er inddraget i Charlottenborgs mangfoldige udstillinger.

Et anderledes vildtvoksende værk breder sig gennem bygningen i George Koutsouris’ store konstruktion A Strangers Attractor. Her slynger 14 rør sig gennem rummene og føres sammen omkring et lille kammer. Man kan tale ind i de forskellige rør og i kammeret høre de forstærkede svar. Et ganske konkret kommunikationsnetværk, som også tør brede sig ud over sit eget aflukke.

Tanker i små rum
Afgang 18 præges ellers af et gennemgående fokus på det nære og introspektive. Flere værker studerer små rum og interiører, og ganske sigende støder man ikke mindre end fire steder på gamle sofaer og møbler igennem udstillingen. For eksempel i Fabian Wigren og Sara Sjölins videoværker, som zoomer ind på personlige historier, men ikke efterlader et voldsomt vedkommende aftryk.

Endnu mere besynderligt forekommer det fokus på det okkulte og spirituelle, som popper op en række steder. I udstillingens første rum fremviser Albin Werle en form for eksistentielle brætspil (de kan spilles hver onsdag) baseret på symboler og kryptiske besværgelser, der giver mindelser om Tarotkort og lignende. Og senere i udstillingen titter små dæmoniske væsener frem, som i Frederik Næblerøds kantede keramik, Emil Alenius Boserups tegninger og Stephanie Bechs katte/menneske cyklus. Hvad er det præcist, vi kan bruge dette til anno 2018?

Så er Viktor Emil Dupont-Billunds Sindre er mere interessant i sin kunsthistoriske flirt med det overnaturlige. Kunstneren har fremkaldt guldaldermaleren Johan Th. Lundbyes alterego, sagaernes dværg Sindre. Som 3D-animation følger dværgen kunstneren i atelieret og ude i verden som lige dele inspiration og komisk distraktion. Under den vel udførte og undersøgte genkaldelse af den kuriøse guldalder ligger der også en kommentar til præstationen i sig selv: Den nutidige kunstner forsøger at lave at succesfuldt afgangsværk, men bliver holdt i ørerne af traditionens dværg.

At tøjle fortællingen
Flere værker slår an til større historier ved at sætte scener op med rekvisitter og en form for fortælling. Udfordringen er her at tøjle fortællingen og gøre den forståelig for betragteren. Her tænkes på Emilia Bergmarks Heaven and Earth, der gør en Alessi-tekande til hovedperson i en form for science fiction-skuespil, der flittigt refererer til kunst- og litteraturhistorien fra Marcel Prousts Madeleine-kager til Anni Albers kartoffelmos. Interessant anslag, men helheden er lidt uhåndgribelig.

Oplevelsen er tilsvarende i Frederik Worms Enduring Innocence, en sprælsk parade af porcelænskaniner, mannequiner og kaffekopper to go, der skal være en form for allegori over samfundsudviklingen. Igen, interessante detaljer, men hvad er meningen helt præcist med det hele?

Balancen mellem kunstnerens intentioner og det færdige værks effekt er en kunst, der skal læres, og denne proces begynder først for alvor efter afgang fra Kunstakademiets rammer. Årgang 2018 rummer bestemt anslag, der virker lovende at følge frem over. Så bliver der forhåbentlig plads til større udsyn og bedre evner til at få publikum med.