“Kunstprojektet HJEM har sat skub i muligheder, vi ikke selv ville have kunnet iværksætte”
Tre kunstnere har henover et år skabt kunst i dialog med beboerne i to almene boligselskaber i Roskilde; Ringparken og Hedeboparken. Det er der kommet huler og mange andre sociale muligheds-rum ud af, og så har kunsten sat skub i en udvikling, der skal fortsætte, når kunstnerne har sagt farvel.
Tre kunstnere har henover et år skabt kunst i dialog med beboerne i to almene boligselskaber i Roskilde; Ringparken og Hedeboparken. Det er der kommet huler og mange andre sociale muligheds-rum ud af, og så har kunsten sat skub i en udvikling, der skal fortsætte, når kunstnerne har sagt farvel.
info
Tre kunstnere har henover et år skabt kunst i dialog med beboerne i to almene boligselskaber i Roskilde; Ringparken og Hedeboparken. Det er der kommet huler og mange andre sociale muligheds-rum ud af, og så har kunsten sat skub i en udvikling, der skal fortsætte, når kunstnerne har sagt farvel.
Artiklen er del af temaserien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
”Så du hulerne?” Spørger en ung pige, da jeg kommer dumpende med S-toget fra Nørreport station for at deltage i Ringparkens sommerfest i Roskilde; Sådan en fest med pølsevogn, loppemarked og småkager til kaffen – og en stemning af, at hér er vi én stor familie.
Det er hér de tre kunstnere Mette Overgaard, Seimi Nørgaard og Arendse Krabbe har befundet sig siden august 2019 og skabt kunst i dialog med stedet og bebeboerne under overskriften HJEM.
Jeg er taget til Ringparken for at finde ud af, hvad der kan ske, når kunsten flytter midlertidigt ind i et alment boligområde.
Oppefra – nedefra
I kaffeboden får jeg først et orange armbånd på, fordi en kvinde ved navn Ghita vurderer, at mit ærinde kvalificerer til både gratis kaffe og en hot dog fra pølsevognen. Der lader til at være højt til loftet og masser af gæstefrihed i Ringparken!
Egentlig er HJEM et initiativ, der er udsprunget fra Roskilde Kommune og Roskilde Festival, fortæller Julie Popp, der er kunstkonsulent i Roskilde Kommune:
”Projektet er et led i Roskilde Kommunes ønske om at bruge kunsten som driver i udviklingen af byen – også de steder, hvor kunsten er underrepræsenteret”, fortæller hun og forklarer, at
Aaben Dans og Museet for Samtidskunst i udviklingsfasen blev inviteret ind til at udpege kunstnerne og fungere som kuratoriske konceptudviklere, mens Råderum – mobilt kontor for samtidskunst blev hyret ind til at realisere projektet on-site.
En campingvogn flyttede ind
Men selvom projektet er blevet til på initiativ oppefra, så er kunstværkerne groet ud af en organisk proces nedefra. I køen ved pølsevognen fanger jeg HJEMs producerende kurator, Charlotte Bagger Brandt. Hun fortæller, hvordan HJEM startede med, at alle kunstnerne flyttede ind i en campingvogn, som springbræt for dialog med beboerne.
”Det var en måde at møde beboerne på 1:1. Vi inviterede os selv helt indenfor og startede en åben dialog uden at ville noget bestemt.”
Charlotte Bagger Brandt fortæller, hvordan møderne i campingvognen dannede grundlag for et fællesskab mellem kunstnerne og områdets børn, og var startskuddet til en proces, hvor kunsten ikke blot skulle manifestere sig som noget fysisk, men i ligeså høj grad handlede om det at mødes og være fælles om noget tredje – noget der måske var lidt anderledes end det, man var vant til.
Det er aftrykket fra dén proces, der nu fejres på boligforeningens årlige sommerfest og tegner sig som både fysiske og ikke-fysiske mødesteder rundt omkring i Ringparken.
Kom indenfor
I en hytte er kunstneren Seimi Nørgaard i gang med at lave stofflag med nogle meget koncentrerede børn. De skal senere hænges op ved indgangen til Ringparken, får jeg at vide.
Kunstneren Arendse Krabbe står ved siden af med en trillebør, hvorfra der indimellem kommer nogle høje fuglelyde, mens kunstneren Mette Overgaard er ved at gøre klar til fællesdans. Børnene står ved siden af hende og hopper af parathed.
De tre kunstnere har i processen arbejdet med nogle overordnede greb og koncepter, som er udsprunget af samtalerne i campingvognen og som har taget form hen ad vejen – med plads til ’trial & error’ og mulighed for at lave ændringer undervejs.
Seimi Nørgaard har arbejdet med huler. Hendes fysiske værkbidrag hedder Det Vilde Hjørne; flere skulpturelle pileflettede huler, der snor sig som pubber op af træer forskellige steder i området. Hulerne spiller visuelt sammen med det omkringliggende landskab og inviterer til at bruge udearealerne på nye måder. Børnene i området har været med til at designe, flette og bygge. Nu glæder de sig til at lege i hulerne, fortæller 11-årige Solim.
Flyvende gæster
Arendse Krabbe har ligesom Seimi Nørgaard også arbejdet med landskabet og naturen. Hendes fysiske værkbidrag består af en serie fugleæg-formede fuglebade, der skal lokke nye fugle til stedet. Fuglebadene er blot en del af Krabbes værk, der overordnet kan beskrives som et forsøg på at kultivere nye lydlandskaber i området ud fra biodiversitetsprincipper.
Et arbejde der udover de skulpturelle fuglebade også involverer en ny beplantningsplan skabt i samarbejde med Ringparkens gartner samt lytte-øvelsen Gæt en Fugl, der træner beboerne i at genkende områdets fugle. På den måde vil de kunne høre, når de nye fugle engang flytter ind, fortæller Krabbe.
Mens Seimi Nørgaard og Arendse Krabbe har skabt værker, der udvider brugen af Ringparkens grønne fællesarealer, så har Mette Overgaards skabt et værk, der meget direkte omfavner områdets sociale fællesskab. Folkets Dans er en nutidig folkedans anno 2020 og et portræt af beboerne i form af både en dans og en koreografi samt en musikvideo med beboerne som dansere.
Tantu, som selv er danser og en af de beboere, der har været med til at danse i Mette Overgaards kunstværk, fortæller, hvordan han er blevet inspireret til selv at starte lignende projekter i Ringboparken: ”Det har været så godt for børnene, så jeg vil gerne fortsætte det”.
Fremtiden
Ifølge Charlotte Bagger Brandt, skal disse fysiske og blivende nedslag ”stå som et minde om de uformelle fællesskaber, der er vokset ud af processen med at skabe dem, og som er lykkedes, fordi kunstnerne har haft tid nok til at kunne være meget tilstede og er gode til at producere nærvær.”
Da vi sidst på eftermiddagen skal danse ”Folkets Dans” til live musik får jeg Ghita som dansepartner. Det viser sig, at hun er Bestyrelsesformand for Ringparkens beboerforening og en af dem, der har været med til at gøre HJEM mulig ved at skabe kontakter, kommunikere og bakke op. Ifølge hende er der ingen tvivl om, hvad et projekt som HJEM skal i Ringboparken:
”Projektet har sat skub i nogle muligheder, vi ikke selv ville have kunnet iværksætte. Nu har vi en masse ideer, erfaringer og konkrete projekter at bygge videre på i forsøget på at gøre Ringparken til et endnu bedre sted for alle.”
Fakta
Åbningsarrangementet af HJEM foregik d. 30 august 2020. Deltagende kunstnere: Arendse Krabbe, Mette Overgaard og Seimi Nørgaard. TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.