Kunsttur Aarhus: Bølger på havets og sindets bund

Kaspar Bonnén sætter billeder på erindringstågerne, Lærke Lautas malerier svømmer i vand, mens Regitze Engelsborg Karlsen som en anden geolog undersøger havbunden ved Lillebælt. Kom med på kunsttur i Aarhus hos Charlotte Fogh Gallery, Galleri Lene Bilgrav og udstillingsstedet Spanien 19C.

Things I lost on the way er titlen på Kaspar Bonnéns (f. 1968) udstilling på Charlotte Fogh Gallery, og det er netop en udstilling, der søger at sanse de vage spor og erindringer om genstande, hændelser, stemninger ventileret gennem et levet liv.

Der er ‘de klassiske’ Bonnen malerier, som i et ekspressivt sprog arbejder med rumlige forskydninger og overlapninger, der skaber komplekse, multifokale rum med en række iboende fortællinger. Her er en fornemmelse af, at mange rum og tider eksisterer samtidigt, og billederne kommer dermed til syne som rapporter fra det mentale liv, som i modsætning til den fysiske realitets forankring i et her og nu eksisterer i et langt mere flydende og uafgrænset terræn.

En række helt nye malerier har umiddelbart et mere enkelt og abstrakt udtryk, hvor der er skruet ned for kontrasterne i lette og lyse billeder. I disse all over paintings, hvor rummet umiddelbart tager sig mere fladt og ‘dekorativt’ ud, svæver fragmenter af næsten udechifrerbare ‘ting’ rundt i et sfærisk univers.

Disse svært aflæselige ‘ting’, vi med reference til udstillingstitlen har mistet på vejen, er næppe blot at forstå som konkrete forsvundne eller aflagte genstande. Det handler snarere om bølger fra sindets bund, om minder, stemninger, følelser, der som bekendt er flygtige størrelser.

Vibrerende ”grids” er indlejret i billederne, som en slags markører af de fysiske, mentale og metaforiske netværk, vi er indlejret i og som vi bevæger os ind og ud af gennem livet.
Efterbilleder er – siger et ordbogsopslag – sanseindtryk, der varer ved et stykke tid efter, at en påvirkning af vore sanser ophører, og efterbilleder er hvad Bonnén skaber. Billeder af det man lige netop ikke husker, det der i færd med at forsvinde. Billeder af erindringstågen.

Bonnéns kunstneriske univers er ikke præget af ironi eller distance, og hvis man sammenligner med andre nyekspressive kollegaer som Tal R og John Kørner fra samme generation, trækker Bonnén i højere grad på et direkte personligt stof og er optaget af eksistentielle problemstillinger. Bonnén er en kunstner, man ‘mærker’. I mine øjne er det en kvalitet.

Kaspar Bonnén: Things I lost on the way, Charlotte Fogh Gallery, til 10. august.

Som malet i vand

Så bevæger vi os videre til det nyåbnede Galleri Lene Bilgrav, der viser kunstnere som Lærke Lauta, Christina Hamre, Christina Augustesen, Anne Marie Ploug og Katrine Hvid.
Aktuelt er det Lærke Lauta, der er på plakaten med udstillingen Expedition til verdens ende.

Lærke Lauta (f. 1974) har en fortid som videokunstner. Nogle vil måske huske hendes værker, der kombinerer det statiske fotografi med de levende videobilleder eller hendes roterende præsentation af værket The Accident, 2006. Nu er det imidlertid maleriet, der optager kunstneren, og hun har gang i en proces, hvor hun undersøger, hvordan man kan overføre ‘følelsen af akvarel’ til akrylmalerier på lærred. I processen bruger hun masser af vand på sine liggende malerier, og påfører mange og tynde lag, for på den måde at opnå akvarellens vandige udtryk, imens hun samtidig bibeholder muligheden for at male over igen og igen, ligesom med oliemaleriet.
Det giver mindelser til en Helen Frankenthaler, som i sine billeder har lidt af det samme eksplosive og laserende udtryk af farve i store felter.

I udstillingen veksler hun mellem mere historiefortællende, figurative billeder og abstrakte billeder med landskabeligt tilsnit. Faktisk udspringer de abstrakte værker specifikt fra de figurative, idet der er zoomet ind på detaljer fra de figurative værker. Der er på den måde et subtilt spil i gang mellem ‘filmiske scener’ og opløste, udvandede atmosfærer.

Scenerne er som taget ud af en sammenhæng og ikke lige til at forstå. En båd ligger i en vig, i baggrunden er en mørk tunnel. En løve angriber et menneske fra ryggen. En hundeslæde-ekspedition er på vej henover isen med et tremastet skib i baggrunden.

Mest mærkeligt er måske værket The leader of the free world, hvor en ung pige er sunket ned i en doven liggende tilstand i det antydningsvise tågelandskab.
Sidstnævnte værk er et eksempel på, hvordan Lauta i sine titler ofte antyder en større fortælling, som dog alligevel ikke forklarer noget, men skal tjene til, at os, der ser på billederne, selv må igang med at digte, selv igang med at skabe betydning.

Lauta antyder blot fortællinger, som meget vel kan være intuitive og personlige, og ‘løsningerne’ til disse billeder findes i det maleriske stof i sig selv. Det er nok mere et spørgsmål om temperament og hengivelsesevne, om man kan gå hele vejen med disse billeder, der er som skabt under vand.

Lærke Lauta: Ekspedition til verdens ende, Galleri Lene Bilgrav, til 29. juni.

Fra Lillebælt til Mars

På landets vel mest rå udstillingssted overhovedet, Spanien 19C, konfronteres vi også med et undervandsscenarie – denne gang i mere konkret forstand. Regitze Engelsborg Karlsen (f.1989) arbejder i udstillingen Waves at the bottom of the Ocean med udgangspunkt i havbunden ved Lillebælt. Udstillingen består af 3D scanninger af udsnit af havbunden, en række skulpturer udført i sand og lærred samt en serie af laserindgraverede relieffer.

Karlsen har tidligere lavet vægtige skulpturarbejder, hvor materialerne blandt andet har været grus, jord og kalk, og i det hele taget kan man sige, at hun næsten går til kunsten som en geolog. Materialiteten er da også helt present og kraftfuld i udstillingens sandskulpturer, der blandt andet minder om overdimensionerede sandkringler efter sandorme. Mere skrøbeligt fremstår nogle lange tynde ‘sandtunger’, der flyder ned fra podierne. Der eksperimenteres med stoffet her, og der er vel en pointe i at arbejde med disse gamle råstoffer, der udgør et fundament for menneskets liv på jorden. Ikke mindst i disse tider, hvor det er nødvendigt at revidere menneskets forhold til sine omgivelser og forholde sig kritisk til en blind udvinding af selvsamme råstoffer.

De sorte scanninger af små udsnit af havbunden giver mindelser om arkitektoniske modeller af store ørkenlandskaber. De er enigmatiske som også de serielle og ligeledes helt, helt mørke laserindgraverede billeder fra havbunden der hænger på væggene. Man skal stirre længe på dem før de tågede undervandsmiljøer fremkaldes.

Midt på gulvet i udstillingsrummet er en cirkel formet af ord skabt i sand: My battery is low and its getting dark, står der. Ifølge en populær journalistisk omskrivning var det den sidste meddelelse, der kom fra NASAs Mars Rover til jorden, inden køretøjet løb tør for strøm i en gigantisk sandstorm deroppe på Mars tidligere i år.

At Karlsen således forbinder Lillebælt med Mars, sandkornet med makrokosmos, udviding af sand og grus i de danske have med NASAs undersøgelser af råstofforekomster ude i rummet, kan man jo tænke over. Waves at the bottom of the Ocean er en mystisk, materiel og rigtig fin udstilling på Spanien 19C.

Regitze Engelsborg Karlsen: Waves at the bottom of the Ocean, Spanien 19C, til 30. juni.