Det er den norske kunstinstitution Punkt Ø, som arrangerer Momentum Biennalen. I år finder den sted fra 17. juni til 27. september, og årets fem kuratorer er netop annonceret.
De kommer her:
Ulrika Flink (SE), Ilari Laamanen (FI), Jacob Lillemose (DK), Gunhild Moe (NO) og Jón B.K. Ransu (IS).
Jacob Lillemose (f. 1974), som til dagligt arbejder som kurator og direktør for projektrummet X AND BEYOND i København, er den danske repræsentant i kuratorgruppen. Han er ph.d. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og kører X AND BEYOND i tilknytning til forskningsprojektet Changing Disasters samme sted. Projektet undersøger, hvordan kunst og populærkultur engagerer sig i de udfordringer, som samtidens katastrofer bevirker.
En mere global biennale
Momentum, som fandt sted for første gang i 1998, har tidligere holdt sig til at præsentere udelukkende nordiske kunstnere. I år bliver det dog lidt anderledes. Momentum Biennalen vil stadig bevare en stærk interesse i ‘det nordiske’, lyder det i en pressemeddelelse, men udvalget af kunstnere vil ikke begrænse sig til kun nordiske kunstnere.
“Momentum vil i år omfavne følelsen af åbenhed, som man også finder hos samtidskunstnerne selv. De tænker i en mere global forstand og finder ikke dem selv tilhørende et bestemt sted, men mere som en del af et internationalt kunstkredsløb,” står der i pressemeddelelsen fra Momentum.
Biennalen består af to hovedlokationer: Momentum Kunsthall og Galleri F 15. Begge i byen Moss. Yderligere lokale venues vil blive annonceret.