Kurt Trampedach er død
Kurt Trampedach døde tirsdag i sit hjem i Sydfrankrig af et hjerteanfald. Han blev 70 år gammel.
Kurt Trampedach døde tirsdag i sit hjem i Sydfrankrig af et hjerteanfald. Han blev 70 år gammel.
info
Kurt Trampedach (1943-2013) er særligt kendt for sine malerier og grafiske arbejder, men arbejdede også med skulptur.
Hans motivfelt var voldsomt, konfrontrende og ofte dystert, og Trampedachs værker læses ofte sammen med hans biografi. Her ses de ofte i forhold til hans maniodepressitivet.
Figurativ stil i en abstrakt tid
Trampedach udviklede tidligt i sin karriere sin egen, meget karakteristiske stil. Mens tresserne dyrkede minimalismen og abstraktionen, greb Trampedach tilbage til gamle mestre som Rembrandt og skabte sit eget figurative og meget detaljerige udtryk.
Her afbildes med skraveringer og streger mennesker og dyr med en særlig interesse for trævlede elementer som hår, pels eller græs i et næsten ekspressivt udtryk.
Hans malerier og grafik viser ofte isolerede og mørke figurer mod anonyme, gådefulde baggrunde eller kødfulde, næsten uhyggelige barneansigter, der stirrer tomt ud mod beskueren.
På samme måde er også selvportrættet og kvindekroppen væsentlige motiver i Trampedachs produktion.
Det lettere kaotiske og urene udtryk går igen i hans livagtige skulpturer, der på mange måder er i slægtskab med amerikanske Duane Hansons ensomme og realitiske menneskefigurer.
I løbet af sin karriere nåede Trampedach desuden at male række portrætter af danske erhversmænd, samt et dobbeltportræt af Prins Joakim og den daværende Prinsesse Alexandra i 1997.
Kurt Trampedach boede fra 1978 primært i Frankrig.
Fakta
Fakta
Kurt Trampedach blev uddannet på Kunstakademiet i København fra 1963-1969, hvor han modtog undervisning af Dan Sterup-Hansen og siden Søren Hjort Nielsen.
Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1962. Han solgte sit første værk til Statens Museum for Kunst i 1964, og havde sin første museumsudstilling i 1971 på Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense.
Han modtog i 1984 Eckersbergs Medalje.
Trampedachs værker er købt af en række danske kunstmuseer bl.a. Statens Museum for Kunst, Trapholt i Kolding, KUNSTEN Museum of Modern Art i Aalborg og ARoS Aarhus kunstmuseum.