Labyrinten som tilstand

”The straight way ain’t always the right way”, hedder det i kataloget til Fomsgaards udstilling på Vejle Kunstmuseum, der bærer titlen Maze (engelsk for labyrint).

Udstillingen består af 12 nye malerier med temaet byrum og have samt 11 værker af ældre dato, der ligeledes viser kunstnerens fascination for labyrinter gennem flere år.  

Citatet fungerer fint som dækkende mantra for både labyrinten og for livet. Labyrinten er et ældgammelt universelt motiv, og grundstrukturen er jo simpelt hen en gang, hvis krumning gør, at det er umuligt at se enden. Således er det også på det eksistentielle plan, synes Fomsgaard at mene.

Byen som labyrint
Som oftest i Fomsgaards arbejder er der referencer til antikkens og renæssancens arkitekturprincipper, men også den moderne storbys pulserende liv og uopdagede zoner har indfundet sig i billederne.

Fomsgaard gengiver byernes og parkernes snirklede gader og stier, idet han trækker paralleller til labyrinten, og peger på deres beslægtede rum, forløb og uoverskuelighed – systemer, hvor kaos og orden forenes.

Vildfaren kosmopolit
Som oftest betragter vi det hele i fugleperspektiv, og man ser både menneskelig myretuer og mastodontiske metrosystemer. Man aner, at man både selv og kunstneren bag de enorme malerier er kosmopolitter, der iagttager vores egne systemer.

Men trods det olympiske udsyn undgår man ikke at miste orienteringen, for labyrinten er ikke blot et sted at finde vej, det er også et sted at fare vild og et sted, hvor man bliver budt på udfordringer i det uvisse.

En kunstner redigerer sig selv
Buer, søjler og byplanlægning samles i harmoniske kompositioner og ovenpå denne akrylbund tilføjes overlappende skitseringer med kridt. Det giver billederne en særlig form for rumlighed, som er med til at forstærke vanskelighederne ved at orientere sig i Fosmgaards universer.

Kridttegningerne forekommer desuden som Fomsgaards frirum for eksperimenter. De har karakter af grundplaner iblandet historiske referencer, kruseduller og private notater, hvilket tilføjer et selvrefleksivt niveau til billederne. Som om Fomsgaard redigerer eller kommenterer sine egne malerier med kridt.

Tankevækkende
Fomsgaards billeder er både sanselige og formår at sætte tankerne i sving. Med sine labyrintiske billeder formår han at pege på vilkår, vi alle må leve under – at fare vild og finde vej.

Ingen går gennem livet  ad en lige sti. Og Fomsgaard taler til enhver – for hvem kender ikke til begæret efter at se, hvad der gemmer sig efter livets næste krumning.