Landkort over samtidskunstens handlinger

Moderna Museet i Malmö er ikke et stort sted målt på kvadratmeter. Alligevel giver det god mening, at man til Moderna-utställningen 2014 med titlen Society Acts har valgt at lade entré-billetten gælde for to dages besøg på udstillingen. Det er nemlig ikke en hurtigt overstået udstilling. Bare filmprogrammet tager mere end seks timer, og dertil er der mange længere videoværker i udstillingsrummene og udfoldede tekster for alle værkerne.

Selv om udstillingen tager tid, er den dog vel værd et besøg. Der er høj kvalitet hele vejen igennem, æstetisk, såvel som i de refleksioner over nutidens samfund, værkerne sporer an til. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at har man blot et par timer til at se udstillingen, så er det velvalgt at koncentrere sig om nogle enkelte værker og gå i dybden med dem, frem for at forsøge at nå det hele.

Samtidskunst fra Østersøens lande
Moderna-utställningen er et tilbagevendende fænomen i den forstand, at Moderna Museet to gange tidligere, i 2006 og 2010, har præsenteret en lignende større udstilling af aktuel samtidskunst. De to tidligere udstillinger fokuserede udelukkende på svensk samtidskunst og blev præsenteret på moder-museet i Stockholm. Denne gang er det Malmö-filialen, som lægger hus til, og dertil har man udvidet det geografiske perspektiv til landene omkring Østersøen. I alt 38 kunstnere fra Sverige, Danmark, Polen, Estland, Letland og Litauen deltager med et eller flere værker.

I det greb ligger der på en måde et svensk udblik. Med Malmö som udgangspunkt kan man tegne en cirkel omkring de lande, der ligger nærmest. Men det er også et opgør med mere kendte rammer som ’det nordiske’ og ’det vesteuropæiske’, og måske symptomatisk for de fleksible fortolkningsmuligheder – såvel som begrænsende strukturer – der præger nutidens globale verdenskort og i øvrigt italesættes i udstillingens mange værker.

Historien genfortolkes i nutiden
Hvis man kigger bredt ud over udstillingens værker kan man se, hvordan det nationale og det lokale i meget stor udstrækning danner udgangspunkt for en dialog med en større udvidet geografisk realitet. For eksempel når polske Janek Simon tager til Nollywood i Nigeria for at producere en re-make af den polske kult-film Aske og diamanter fra 1958, eller når svenske Anna Lundh sammenstiller sine optagelser fra 2011 og 2012 af Occupy Wall Street i New York med Öyvind Fahlströms tv-dokumentar Revolution Now fra 1968 om protestbevægelserne mod blandt andet Vietnamkrigen.

De to værker indfanger noget af, hvad kuratoren Andreas Nilsson forsøger at indkredse i sit katalogbidrag om udstillingens tema: Society Acts, der i øvrigt er udviklet i dialog med kunstnerne. Han skriver, at der sker en løbende fortolkning og forandring af vores samfund og lokale steder, hvor dialogen med det historiske udgør en vigtig faktor. Der trækkes nye grænser, der tales om samfundet på nye måder og der startes nye sociale bevægelser – og kunsten er én af de aktører, som bidrager til at fortolke og forandre samfundet.

Med titlen Society Acts er der et ønske om både at sætte en meget bred ramme for udstillingen, så den ikke overdøver de enkelte værker, og samtidig etablere en dialog imellem værkerne og de spørgsmål, som trænger sig på i nutidens samfund.

Mange værker på udstillingen tager direkte udgangspunkt i aktuelle politiske begivenheder for at diskutere bredere historiske og geografiske problemstillinger. Det gælder for eksempel danske Michala Paludans installation, The Mighty Indignation, hvor 1. maj-protester fra Fælledparken i 2014 kobles sammen med tekster af den revolutionære socialist Marie Nielsen, eller estiske Kristina Normans dokumentation af forflyttelsen af en bronzestatue til ære for russiske soldater, som døde under Anden Verdenskrig, og denne begivenheds relation til det anspændte forhold imellem estere og russere i Estland.

Fra det konfliktfyldte til det meditative
Der er dog også en stærk modsatrettet tendens på udstillingen. Den illustreres fint ved en fotografisk suite fra 1971 med titlen Brancusi Study af svenske J.O. Mallander – et af udstillingens ældre værker, der er taget med for at pege på aktualitet som et mere flydende begreb end det årstalsbestemte.

Under en folkerig protest over nedrivningen af nogle elmetræer i det centrale Stockholm vendte Mallander sit kamera imod fuglene, som fløj over træerne, frem for at dokumentere konfrontationen mellem demonstranter og politi. Fotoserien er en slags abstrakt og meditativ fortolkning over et politisk slagsmål.I den forstand er den også et eksempel på, hvordan kunsten kan skabe anderledes stærke billeder af konflikter ved at fremhæve de ekspressive muligheder, der ligger uden for konfrontationens centrum. Man kan sige, at Mallander fjerner vores blik fra ordudvekslingen og handlingen på jorden til en koreografi af kroppe, der agerer med hinanden og omverdenen uden ordets kraft.

Udtrykskraft uden sprog
Det gælder på hver sin måde også for finske Mika Taanila og danske Lea Porsagers bidrag til udstillingen. Ved at klippe al tale væk fra et udsnit af Louis Malles 1981-film Min middag med André, fremhæver Taanila gestikken og mimikkens udtrykskraft, men skaber paradoksalt nok også en fornemmelse for, hvor svært det er at kommunikere. Lea Porsagers små metal-orme, der popper op rundt om i udstillingen, og også inde på toiletterne og udenfor museet, vidner om det materielle eller ikke-sprogliges evne til at skabe betydning. De små orme snor sig ind og ud af hinanden og omgivelserne som et billede på vanskeligheden ved at skelne skarpt imellem det individuelle og det kollektive.

Landkort over samtidskunstens handlinger
Society Acts viser en række individuelle bud på, hvordan kunstnere navigerer og agerer i en nutidig politisk og social verden, der består af lige del virkelighed og forestillingsevne, hvis det overhovedet går at adskille de to størrelser. Måske har det aldrig været muligt? Det fremhæves fint i polske Agnieszka Kurants detaljerede landkort over fiktive øer som Atlantis eller Dæmonøen, der muligvis aldrig har eksisteret, men alligevel er blevet brugt flittigt i diverse politiske kampe igennem historien.

Verden har altid været en performativ størrelse, hvis grænser og strukturer løbende har forandret sig gennem brug af sprog og billeder.