Larissa Sansour til Venedig Biennalen
Det bliver Larissa Sansour, der skal udstille i den danske pavillon på Venedig Biennalen 2019.
Det bliver Larissa Sansour, der skal udstille i den danske pavillon på Venedig Biennalen 2019.
Venedig Biennalen er ikke kun den ældste, men også en af de vigtigste og mest prestigefulde begivenheder indenfor billedkunst. Mere end 80 lande deltager med nationale pavilloner, og i den danske pavillon vil publikum fra hele verden kunne opleve Larissa Sansours udstilling under næste års biennale, der vises fra den 11. maj og frem til 24. november 2019.
”Det er en utrolig stor ære for mig at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen”, udtaler Larissa Sansour. “Det har altid været en stor drøm for mig at udstille i Giardini, og det er en helt særlig følelse at få lov til at udvikle en serie nye værker netop til den danske pavillon.”
Larissa Sansour arbejder interdisciplinært med film, fotografi, installation og skulptur i værker, der ofte tager udgangspunkt i et science fiction univers.
De senere år har Larissa Sansour haft flere større soloudstillinger internationalt, senest på Dar El-Nimr i Beirut. Hendes udstilling In the Future They Ate From the Finest Porcelain har været vist i Liverpool, Rom, Cardiff, København, Nottingham, Dubai, Madrid og London, og udstillingen Nation Estate har været vist i Rom, Jerusalem, København, Wolverhampton, Turku og Paris.
Lisette Vind Ebbesen, udvalgsformand i Statens Kunstfond, siger:
”Vi har valgt Larissa Sansour, fordi hun i sin kunst beskæftiger sig med problemstillinger, der er relevante, ikke kun i Danmark men også i resten af verden. Hun behandler både aktuelle politiske og mere universelle almenmenneskelige problemstillinger omkring identitet og tilhørsforhold. God kunst fungerer som igangsætter for en samtale, og det mener vi, at Larissa Sansour netop formår at gøre på en vedkommende måde i sin kunst.”
Kilde: Statens Kunstfond
Fakta
Larissa Sansour er født 1973 i Østjerusalem. Hun er uddannet fra Maryland Institute College of Art og New York University, USA, og har været gæstestuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Larissa Sansour er dansk statsborger, og bor og arbejder i London. Statens Kunstfond og Venedig Biennalen Det er Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for billedkunst, der som kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen er ansvarlig for at udpege den kunstner, som skal repræsentere Danmark og finansierer den danske pavillon i Venedig. Projektstøtteudvalget for billedkunst består af: Lisette Vind Ebbesen (formand), Peter Land (næstformand), Charlotte Fogh, Jane Jin Kaisen og Søren Assenholt. Den hollandske kurator Nat Muller er udpeget som kurator for udstillingen i den danske pavillon. Ud over de nationale pavilloner, består Venedig Biennalen også af en hovedudstilling, der i 2019 er kurateret af Ralph Rugoff, og som viser mere end 100 internationale kunstnere under titlen May You Live in Interesting Times.