Leonard Cohen som billedkunstner i København
Det er Leonard Cohen som tegner og maler, man kan møde i København den 16. august, når han udstiller en række kunstværker hos Gallery Poulsen i Kødbyen.
Det er Leonard Cohen som tegner og maler, man kan møde i København den 16. august, når han udstiller en række kunstværker hos Gallery Poulsen i Kødbyen.
Leonard Cohen har gennem de sidste 40 år tegnet og malet i al stilhed og han har selv et ydmygt forhold til sine værker:
”Hvis der ikke var nogen malerier i verden, ville mine være meget vigtige. Det samme med mine sange. Men nu da det ikke er tilfældet, så lad os skynde os at komme bagerst i køen,” udtaler han.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde med hans søn Adam Cohen og alle billederne er relateret direkte til Leonard Cohen som musiker og person – de er komponeret af selvportrætter, musikinstrumenter, kvinder og citater om Cohens liv som musiker. Af samme grund er billedkunstneren Leonard Cohen også meget svær at skille ad fra musikeren. De er skabt af den samme tilgang til livet der er fuld af paradokser.
Og når han taler om sine billeder, lyder det som en af hans sange. Han siger om udstillingen hos Gallery Poulsen:
”Sommetider når jeg ser en kvinde i et magasin, ydmyget af de glitrende trykfarver, forsøger jeg at etablere hende i lykkeligere omstændigheder. Det kan også være en mand. Eller levende personer der sidder foran mig. Jeg holder også meget af alle tingene på mit bord. Lysestagerne og skålene. Og fra et spejl på mit skrivebord har jeg siddet i de tidlige morgentimer og tegnet hundredvis af selvportrætter. Kuratoren har kaldt udstillingen for Leonard Cohen Artworks. Jeg kalder selv mine værker for Acceptable Dekorationer. ”
Leonard Cohen – artworks er kurateret af Michael Jeppesen og Morten Poulsen.