Lydens visualitet

Lydkunst er en bred betegnelse for "kunst, der arbejder med lyd og rum". Man venter sig derfor unægtelig lidt af hvert, men bliver mødt af en kærkommen, æstetisk disciplin.

For det første lykkes det et langt stykke hen ad vejen for de fem deltagende kunstnere at skabe interessante samspil mellem det visuelle og det lydlige. Der lægges dog også op til diskussion af valget af udstillingstitlen.
For det andet forholder alle lydligheden i deres værker til den stilhed, værkerne konkret samarbejder med.

Lydens tekstur
Et enkelt værk identificerer på bogstaveligste vis tanken bag udstillingen, nemlig Lars Lundehave Hansens Spiderbytes.

Ved at fastspænde blyanter til højtalere og placere dem oven på papir, gives lyden bogstaveligt talt en pen i hånden, og højtalernes vibrationer bestemmer det grafiske udtryk.
Dette er lyden synliggjort, og endda på den simpleste og mest effektive måde – talen om lydens tekstur får pludselig en meget håndgribelig betydning.

Dobbeltgrebets mulighed
Den tværæstetiske vekselvirkning lykkes dog allerbedst i Jacob Kirkegaards Phonurgia Metallis. Tre monokrome, kvadratiske metalplader i henholdsvis jern, kobber og messing hænger på to vinkelrette vægge.

En motor på bagsiden sætter minimale lydvibrationer i gang i metallet, som kun kan ses fra visse vinkler og inden for en vis afstand. På samme måde skifter både lyden og farven nuance alt efter éns placering i rummet, som derfor får indflydelse på oplevelsen af værket.

Ligesom de tre metaller spejler sig i hinandens overflader, spejler den monotone lyd og den monokrome flade hinanden.
Det er således både ´Sound Made Visible´ og det modsatte, der er på færde i Kirkegaards værk.

Samtidig sanses glimtvis en sansemæssig stilhed i monotonien, og i den forstand er værket en stærk videreførsel af traditionen fra modernister som Rothko og Newman.

Rummets klang
At afdække lydens samspil med stilheden lykkes især for Frode Gundorf Nielsen, som desuden meget musikalsk eksperimenterer med skellet mellem lydskulptur og lydinstallation.

Træder man ind i Gundorf Nielsens rum, der huser værket Rumklang, aktiverer en sensor de forskellige skulpturer med forskudte intervaller.
Man er således ikke forberedt på lyden(e), da skulpturerne også fungerer som skulpturer i sig selv, og ikke umiddelbart lægger op til et lydligt udtryk.

Ved hjælp af vand- og luftbaseret teknik overrasker lydene af disse skulpturer én. Nogle er rytmiske i sig selv, andre først i sammenhængen med en skulptur i det tilstødende rum. Derved skabes et sammenspil som forstår skulpturernes interaktion som en lydinstallation.

På grund af den manglende formålstjenstlighed tildeles lydene en æstetisk opmærksomhed, som især opstår i modsætningsforholdet til den larmende stilhed, der sætter ind ved sekvensernes ophør.

Og det er her, ´rumklangen´ får lov at dominere. Dermed oplever man ikke kun lyden af skulpturen, men også rummets klang. Dette sammenspil inddrager selve rummet i kunstværket, og foreslår på en ganske overbevisende måde en decideret rumlig forståelse af lyd.

I Gundorf Nielsens tilfælde synes udstillingstitlen Sound Made Visible dog utilstrækkelig, da det netop lige så meget er lyden af tingene, der er i fokus.

Lyd gjort synlig – det synlige gjort hørbart
Lydkunsten synes kort sagt at lykkes bedst, når det visuelle og lydlige medie arbejder sammen og tilføjer lag til hinanden.

Mindre vellykket bliver det når det ene medie favoriserer over det andet, som det desværre sker hos Åsa Stjerna og Peter Rune Christiansen.

Eksempelvis tager sidstnævntes maleri Electrofonia sig malplaceret ud. Værket indeholder ikke konkret lyd, men vil visualisere begrebet, hvilket til gengæld giver det en meget abstrakt og udefineret karakter, som ikke har den (tvær)æstetiske præcision tilfælles med eksempelvis Kirkegaard og Gundorf Nielsen.

På trods af momentane misforhold fungerer udstillingen dog og tilbyder en række variable bud på, hvornår man kan tale om lydens visualitet – og hvornår man ikke kan.