“Lydkunsten har fået større autoritet”

I fem år har LYDKUNST PODCAST rapporteret fra den mangfoldige lydkunstscene på Kunsten.nu, og nu udgiver den hårdtarbejdende mini-redaktion jubilæums-podcast nummer 50. Vi har talt med Anne Neimann Clement og Rosa Marie Frang, der står bag LYDKUNST PODCAST, om hvordan kunsten lyder anno 2019.

For fem år siden var Anne Neimann Clement og daværende samarbejdspartner Line Møller Lauritsen nyuddannede kunsthistorikere. De fandt, at rigtig mange kunstnere arbejdede med lyd, og at lydkunsten var her og der og alle vegne på små som mere etablerede udstillingssteder. På den anden side havde de meget lidt begreb om, hvad lydkunst egentlig var, og denne nysgerrighed fostrede ideen med at producere podcast, der skulle søge at favne, begribe og formidle det mangefacetterede terræn, som lydkunsten udgør.

For halvandet år siden afløste Rosa Marie Frang, uddannet billedkunstner og radiodokumentarist, Line Møller Lauritsen, og nu runder miniredaktionen så udgivelse nr. 50 – lidt af en bedrift i sig selv.

“Der er generelt kommet meget større bevidsthed om mediet lyd, og lydkunsten har i det hele taget fået mere autoritet”, fortæller Rosa Marie Frang, da vi indleder vores samtale om lydkunstens status i dag. “For 15 år siden kunne man ikke søge ind på Det kongelige Danske kunstakademi med lydværker. I dag har akademiet et laboratorie for lyd, ledet af Jenny Gräf Sheppard”.

“Både kvantiteten og kvaliteten af brugen af lydmediet har været støt stigende”, supplerer Neimann Clement. “Rigtig mange unge kunstnere arbejder med lyd, og rigtig mange kunstinstitutioner – og det gælder hele landet – har taget det til sig”.

Begge fremhæver de, at lydkunstens opblomstring også hænger sammen med den teknologiske udvikling. Det er simpelthen blevet nemmere, billigere og bedre. Helt banalt kan du tage din telefon og optage lyd. Men hvad bruger kunstnerne så lyden til? Hvad kendetegner lydkunsten i dag?

“Lydkunstfeltet er selvfølgelig præget af stor mangfoldighed”, pointerer Frang. “Men noget af det som kendetegner scenen aktuelt er måske, at kunstnerne arbejder enormt meget med deres stemme. Både konkret som instrument og performativt værktøj, i forhold til ord og betydningsdannelse, og i overført betydning som repræsentation og udtryk for eksistens”. Neimann Clement er enig, men oplever samtidig, at der er et stort fokus på at lytte bag om ting og ind i ting, at lytte til dyr og planter og selv planeter:

“ Valby Vokalgruppe har for eksempel komponeret musik ud af, hvordan de forestiller sig magnetisme lyder, og jeg har lige været på lydkunstfestivalen Borealis, hvor kunstnerparret Daniel Slåttnes og Sara Rönnbäck frembringer lyd ved at at sætte censorer på deres kat eller på deres hjerne for at undersøge, hvad den genererer, når den bliver udsat for stimuli i form af vand, der drypper.”

Neimann ser fænomenet i lyset af den post-antropocæne tid, hvor lyden er et middel til at se bagom og dybere ind i ting på en måde, der går videre end visualiteten:

“I forhold til en visuel, lineær registrering, hvor noget træder i forgrunden og andet i baggrunden, så synes jeg, lyden ligesom ophæver det lidt. Hvor der i billeder traditionelt har været et perspektiv, så er lyden mere flerdimensionel”.

I nyere dansk sammenhæng var Jacob Kirkegaard en af de første som optog, bearbejdede og iscenesatte lyd konceptuelt, og LYDKUNST PODCASTs første udgivelse handlede da også om hans kunst. Kirkegaard tog ud og optog Tjernobyl, indlandsisen og ørkenen. Han er stadig en interessant figur, men Frang og Neimann peger på, at der er kommet mange flere, der arbejder mere anti-konceptuelt, sanseligt og poetisk med lyd – og mange flere kvinder.

“Jenny Moore, som optrådte i vores podcast fra Borealis festivalen, er et eksempel på en kunstner, som både arbejder performativt og med interaktiviteten, og som blander det konceptuelle med det private, det kiksede, det mærkelige og det hverdagsagtige”, forklarer Neimann Clement, og Frang fortsætter:

“Hun går hele vejen i forhold til at blande alle mulige “forkerte” ting, som tidligere har været betragtet som ‘usmart’. Jeg tror, man fremover vil se meget mere, der har den her hippie-græsrods-gør det selv-tilgang.

“Jeg tror, det er blevet mindre hierarkisk og mere inkluderende på lydscenen, og at der generelt er en større åbenhed for verden”, mener Neimann og peger på, at der inden for teori og forskning i lydkunst har været en mandsdomineret tradition, hvor bestemte kunstnere har haft forrang i kunsthistorien. I dag har flere fået øje på tidligere oversete kvindelige kunstnere, mener hun, og fremhæver Pauline Oliveros (1932 – 2016), der udviklede begrebet “Deep listening”.

“Deep listening er et udtryk for en særlig sanseåbenhed. Rigtig mange skeler til Oliveros i dag. Hun havde et meget åbent forhold til, hvad lytning var. At man kunne lytte til alt. Og som også så lytning som noget politisk”.

“I en anden afdeling er der en som Kirsten Astrup”, fortæller Neimann videre. “Her har vi en kunstner, som arbejder med kabaret og musical og med et sindssygt højt produktionsniveau. På kunstakademiets aktuelle afgangsudstilling er der kunstnere, som allerede er projektledere og filminstruktører. Når man ser på deres kreditliste, er der 20 mennesker, fordi der er involveret professionelle klippere, skuespillere, komponister etc.. Altså et rigtig højt produktionsniveau. Det kan i høj grad noget også”.

Har i nogle bud på fremtidens lydkunst?

“Kunstnerne har ikke taget forførelses-narrativiteten til sig endnu, og spørgsmålet er, om det er noget, vi vil se mere af, hvis man skulle tænke sig ti år frem i tiden”, funderer Neimann og Frang fortsætter:

“Der er mange paralleller til dengang videoen kom ind på kunstscenen. Kunstnere som Bill Viola og Pippilotti Rist blev de nye superstjerner, fordi de både brugte narrativitet og meget forførerne greb. Men jeg håber virkelig, at alle de ufatteligt mange retninger, som lydkunsten peger i lige nu, vil fortsætte med at udvikle sig – for det er fedt med den bredde, som er på scenen i de her år. Fra helt lo-fi optagelser hvor folk sidder i deres hjemmestudie og taler ind i en iPhone til de helt tunge produktioner. Fra folk, der bruger lyd punk, støj og reallyd til folk, der bruger lyd sammen med poesi, tekst og performativitet…ja og bruger stilhed også.”

“Når vi ser på, hvad der foregår på Akademierne, virker det som om, mange af de unge kunstnere er meget interesseret i forholdet mellem vores krop og teknologien, så jeg tror fortsat, kunsten vil blive ved med at tage andre sanser end synssansen i brug. Måske lugt bliver det nye. Who knows?”