Lys, mørke, morfede dæksler og abstraktioner

Et menneske blinker i gennemsnit hvert femte sekund. Blinket varer kun 100-150 dele af et millisekund, men ikke desto mindre udgør blinket et kortvarigt mørke, som mennesket forsvinder ind i omkring 11.000 gange om dagen. Ved hvert blink ændrer lysets farve sig. Men det opdager vi ikke. Vores hjerne korrigerer og camouflerer nemlig forskydningerne for os.

Samme grundlæggende præmisser er på spil i Benedikte Sanders udstilling Transfiguring Systems, som lige nu kan opleves i HCØ-huset på Frederiksberg. Både tematisk, metodisk og perceptuelt berører Sander mørket, lyset og camouflagen i et samlet udsagn, der peger på fotografiets belysning og fremkaldelsesproces.

Kloakdæksler
I udstillingens første rum er store rektangulære metalplader spændt ud mellem gulv og loft. De fungerer som en slags opslagstavle, hvor store fluorescerende, psykedelisk farvede mønstre på fotografisk papir er hængt op med små metalmagneter. Der er tale om variationer af kloakdæksler, hvis strukturer og forhøjninger er kortlagt og overført til fotopapiret. En overførelse, der er sket via utallige eksponeringer med forskellige farveværdier i en analog, kameraløs fremkaldelsesproces, indhyllet i mørkekammerets mulm.

Effekten er tredimensionel. Omvendt kan dækslernes farve dog også minde om den tidlige grovpixelerede computergrafik fra 90’erne, som manglede den dybde, vi forbinder mediet med i dag. Sanders dæksler bliver på den måde til strukturelle mønstre, der gør det svært at identificere billederne. På én gang camouflerer og afslører de deres komposition som flimrende og svævende kalejdoskopiske, abstrakte størrelser, der hele tiden ændrer sig.

Abstraktioner og blink
Det andet værk, der vises i Transfiguring Systems, er en projektion på en udspændt metalplade i bagrummet. Videoen viser i en række karikerede og groft klippede stillbilleder, hvordan en geometrisk figur som en abstraktion – næsten i takt med øjets blink – hele tiden ændrer form.

Et gitter opstilles på forskellige måder, foldes ud og flettes sammen af et menneske, der består af et par hænder, et par ben i sorte bukser og sorte sokker. Det skarpe lys får det til at ligne en poetisk dans mellem menneskekroppen og gitteret; en slags gensidig aktion/reaktion på hinandens tilstedeværelse. Og det er her syntesen opstår i Benedikte Sanders udstilling. I belysningen, og når fotopapiret flyttes fra eksponering til fremkaldervæske, træder farverne og strukturerne frem. Så er der lys. Så er der mørke. Så er der åbent, så er der lukket. Blink.

Se flere billeder fra udstillingen nedenfor: