Maleren og hans bil

Man kan dele Steen Larsens motiver op i to grundlæggende kategorier. De der er set fra en position bag rattet i en kørende bil, og de der ikke er.

I begge tilfælde spiller bilen den altoverskyggende hovedrolle. Den kørende bil, den parkerede bil, den ødelagte bil, den højglanspolerede bil.

På vej
Det virker måske umiddelbart en anelse infantilt med denne fascination for køretøjer, men er det ikke.

Naturligvis er der et element af drenget maskinforelskelse over den gentagne afbildning af biler og lastbiler, men malerierne i udstillingen Road markerer sig først og fremmest som et insisterende forsøg på at fange noget af livets flygtighed.

Skildringerne fra vejen – stedet hvor man hverken er hér eller dér, men altid på vej – bliver vedkommende, fordi de både i konkret forstand og i overført betydning undersøger det at være hjemmefra, undervejs og måske endda uden destination.

Genkendelighed
En betragtelig del af malerierne rummer den kvalitet, at de per automatik suger beskueren til sig. Det er de billeder, hvor udsynspositionen er placeret bag rattet, og hvor den fremadstrækkende vejbane derfor fungerer som dybdeperspektivisk virkemiddel.

Maleriernes indadgående bevægelse virker inkluderende, og som beskuer glider man nærmest ubevidst ind på passagersædet ved siden af den kørende kunstner.

Et andet aspekt ved Steen Larsens malerier som yderligere appellerer til beskueren er genkendeligheden. Man kender simpelthen de panoramiske landskabsscenarier, som kunstneren skildrer. Man kender den tilstand, man kan falde hen i, når man i bil bevæger sig tværs over landet på en aftenmotorvej.

En tilstand af nærmest meditativ kedsomhed, hvor selve det at køre bliver ophøjet til mere end blot et spørgsmål om at transportere sig selv fra et sted til et andet.

Gentagelsens kraft
Men bliver det ikke for intetsigende med al denne ordløse zen-kørsel? Bliver det ikke for uinteressant og tandløst at bevidne disse mange skildringer fra vejen?   

Svaret må i denne sammenhæng blive nej. Ved et grundigere eftersyn er netop repetitionen af motiver med til at gøre Road til en vellykket og faktisk fascinerende udstilling.

I mødet med Steen Larsens malerier blev anmelderens tanker sendt i retning af Statens Museum for Kunsts nyligt afsluttede Hammershøi-udstilling, hvor gentagelsen også viste sin kraft. Hammershøis velkendte motiv med den rygvendte kvinde er i sig selv interessant, men når man på én gang oplever en række malerier som alle beskæftiger sig med samme grundlæggende motiv, så bliver det for alvor spændende at se på kunst.

For hvad er det, der gør, at kunstneren – hvad enten han hedder Hammershøi eller Larsen til efternavn – kredser om denne motivverden. Hvori ligger den insisterende og næsten maniske fascination?

Pointen er her, at det i sig selv kan være fascinerende at være vidne til en kunstners fascination. Man fornemmer en betydningsladning af malerierne; at de er vigtige, netop fordi motivet undersøges igen og igen. Og det er det, der gør dem interessante at gå ombord i.      

Snapshotæstetik
Det fotografiske forlæg spiller en fremtrædende rolle i Steen Larsens kunstneriske praksis. Han er maler, og han kender sit medie ind og ud, ingen tvivl om det. Samtidig virker han opsat på at undersøge dialogen mellem fotografi og maleri.

Fotografiet har den force, at det kan fange et øjebliksbillede. Dog har kameraet samtidig den svaghed, at dets mekanik sætter visse begrænsninger. Et fotografi af en hastigt forbipasserende lastbil kommer let til fremstå sløret på grund af for lang lukketid. Sådanne indbyggede fejl og afvigelser leger Steen Larsen med i sine malerier, idet han bevidst overfører det fotografiske forlægs slørethed til lærredet.

Dermed opstår der i malerierne et formelt sammenstød mellem kameraets hurtighed og snapshotkarakter, og maleprocessens indbyggede langsomhed. Steen Larsen maler i oliefarver, og vælger derfor et materiale, som i modsætning til snapshottet, behøver tid, fordybelse og tålmodighed.

Steen Larsen fornægter ikke brugen af sine fotografiske forlæg. Tværtimod bruger han dem aktivt til at etablere en visuel spænding i sine malerier, der dermed kommer til at sitre i mellemrummet mellem to forskellige medier.

Det er vel tænkt og godt eksekveret, og Road må generelt siges at efterlade et positivt indtryk. Udstillingens lidt kiksede brug af vejskilte efterlader et par små overfladiske ridser i lakken, men det er skønhedsfejl på en velkørende udstilling i KunstCentret Silkeborg Bad.