Maleriets fornyelse på ny!
AROS viser en storstilet gennemgang af det danske modernistiske maleri fra begyndelsen af det 20. århundrede.
AROS viser en storstilet gennemgang af det danske modernistiske maleri fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Med en kunstscene, der i stigende grad har fokus på installationer, happenings og opsigtsvækkende kunstprojekter, er det befriende, når der også er plads til vægtige og informationsmættede udstillinger, som Modernisme – maleriets fornyelse 1908-41. Men for tiden kan man faktisk finde begge dele på ARoS. For med Tony Ouslers store video-installationer larmende og skrigende i kælderen, kan man netop nu se rigtig gode bud på både nutidig og modernistisk kunst inden for museets fire vægge.
LÆS INTERVIEW MED TONY OURSLER
LÆS ANMELDELSE AF TONY OURSLERS UDSTILLING
God formidling
Hvor Oursler-udstillingen meget passende ikke bliver kvalt i lange formidlingstekster, og også i høj grad bør opleves med både krop, øjne og ører, så forholder det sig lige omvendt med Modernisme-udstillingen.
Den drives frem og iscenesættes af velformidlede tekster, tidslinier, citater og avisudklip. Der er således rig mulighed for faktisk at lære noget om både den danske og internationale kunsthistorie.
Og det er ikke en hr. Hvem-som-helst, der sidder bag katederet. Både udstillingen og det omfattende katalog bygger på kunsthistorikeren Lennart Gottliebs mangeårige forskning – og det er ikke mindst hans overblik og vid, der på fortrinlig vis får formidlet modernisternes utallige eksperimenter og afsøgninger af nye måder at tænke maleriet på.
Udstillingen peger eksempelvis på, hvordan portrætmaleriet forandrede sig, da modernisterne brød med naturalismen. Modellen for Harald Giersings Ung dame i lyseblåt er Giersings kone Besse Syberg, men det næsten ansigtsløse portræt viser ikke mange tegn på, at dette var et af de motiver, som maleren må formodes at have kendt bedst. Istedet fremstår det som en monumental og anonym idealisering af kvinden.
Fine værker
Det er dog ikke kun den dygtige formidling, der gør udstillingen seværdig. Udstillingen byder nemlig på en lang række værker, der både er forskelligartede, spændende – og ikke mindst smukke.
Blandt andet har Aros lånt Paul Cezannes Allé fra Göteborgs kunstmuseum, og værket viser tydeligt, hvordan modernisterne ikke var interesseret i natur-lighed, men at de i stedet fokuserede på kompositionen og kunstnerens skabende kraft. Derfor flyttede de arbejdet med landskabsbilleder ind i atelieret i stedet for at stå ude i den omskiftelige frie luft.
Værket af Cezanne ikke det eneste, som ARoS har været ude at låne sig til. Det betyder, at de store danske modernistiske malere som Weie, Lundstrøm, Rude og Giersing flankeres af fine værker af internationale mestre som Fernand Léger og Robert Delaunay.
Her er det dog tydeligt for enhver, at udstillingen mangler to af de helt centrale modernistiske malere og fornyere. For selvom de to herrer, Picasso og Van Gogh, i udstrakt grad er nævnt i udstillingsteksterne og kataloget, så glimrer de ved deres fravær af værkeksempler. Museet har dog forsøgt at ’lappe hullet’ med fotostater – og selvom det er bedre end ingenting, så får det stadig to af de vægtigste modernistiske malere til at fremstå små og ligegyldige, når fotografierne skal hamle op med de mange smukke originalværker.
Mere modernisme i fremtiden, tak…
Udstillingens formidling og værker giver et spændende indblik i en af de mest interessante perioder i nyere dansk kunst. Og med ARoS´store og virkelig fine samling af modernistisk kunst er det passende, at en sådan udstilling finder sted netop her.
For de der er bekendt med museets faste samling, vil der være et kærligt gensyn med modernistiske hovedværker som Giersings Fodboldspillere. Sophus header og Lundstrøms Stående model.
Men mindre kendte værker, som Rudes Udsigt over tage og Giersings Kukkenbjergvejen, der normalt ikke findes plads til i den faste udstilling, er også hentet op fra gemmerne, og kvaliteten af disse afstøvede værker skaber ønske om en større modernistisk afdeling i fremtiden.
Fakta
Udstilling
Modernisme – maleriets fornyelse 1908-41
31 mar 2012 26 aug 2012
ARoS Se kort og tider